’Nosferatu’: Robert Eggers’ vampyrfilm med blodtørstig Bill Skarsgård kan ikke flygte fra fortidens lange skygge
Gode kunstnere låner, men de største stjæler.
Talemåden kunne stå mejslet på den tyske instruktør F.W. Murnaus gravsten. I 1922 plagierede han og manuskriptforfatter Henrik Galeen Bram Stokers gotiske roman ’Dracula’ til sit tysk-ekspressionistiske mesterværk ’Nosferatu’.
Selvom Stoker-huset beordrede samtlige kopier brændt på kætterbålet, lurer filmens ikonografi stadig i gysergenrens mørklagte korridorer og blev genfortolket i 1979 af landsmanden Werner Herzog med Klaus Kinski i rollen som den blodtørstige Grev Orlok.
Forventningerne har på den baggrund været tårnhøje til Robert Eggers’ remake, som nu lander i de danske biografer.
For de uindviede handler både den gamle og nye version om det tyske ægtepar Thomas (Nicholas Hoult) og Ellen Hutter (Lily-Rose Depp), hvis hjemby Wisborg rammes af pesten, efter vampyren Grev Orlok (Bill Skarsgård gemt væk under en tyk skovsnegl og kosakhat) flytter dertil fra De Karpaniske Alper.
På papiret ligner Eggers den helt rette instruktør til at føre den 100 år gamle vampyrfortælling ind i det 21. århundrede. Med sine film ’The Witch’, ’The Lighthouse’ og ’The Northman’ har instruktøren vist et sjældent talent for at dyrke historiske miljøskildringer med gotisk uhygge og mytologisk grobund.
Den evne har han bestemt ikke mistet her. Det imponerende produktionsdesign giver fortællingen en Hollywood-lækker billedside, som de tyske lavbudgetfilm fra det forrige århundrede slet ikke kan hamle op med. Hoffotografen Jarin Blaschke dræner udtrykket for farver, så det til tider ligner, at filmen faktisk er optaget på gamle nitratruller.
For nogle vil det alene utvivlsomt være billetprisen værd.
Den jomfruelige, nygifte Ellen Hutter, der hjemsøges af vampyren, slentrer forbi Wisborgs strandklitter i morgendisens blide skær, som giver hende en sært melankolsk aura.
I en markant silhuet nærmer hendes ægtemand Thomas sig Orloks knejsende slotsruin, kun oplyst af måneskæret. Og Orloks ejerløse skygge lister sig op ad trapperne mod Ellens sovekammer som en tyv i natten.
Alle som én er billederne pligtskyldigt lånt og gengivet fra Murnau og Herzog. Som de to film – overraskende progressive for deres respektive tid – udmærker Eggers’ remake sig også ved at fokusere på den ulykkelige brud Ellen.
Hun må ikke blot kæmpe mod sin uhæmmede hunger efter sin nattedæmon, men også mod det brovtende patriarkat, der kalder hendes angstanfald for hysteri og fodrer hende med æter for at holde munden lukket på hende.
Lily-Rose Depp gør en fin figur som en af tidens mange kvinder på randen af et nervøst sammenbrud, men hun står immervæk i skyggen af Isabella Adjanis mere uransagelige, dragende Ellen fra Herzogs version. Og hun blegner tillige i sammenligning med Nell Tiger Free og Sydney Sweeney, der sidste år spillede røven ud af bukserne som gale nonner med Antikrist i maven i ’The First Omen’ og Immaculate’.
Ikke alt er ved det gamle i Eggers’ ’Nosferatu’. Men når Eggers betræder andre veje end sine tyske forgængere, flagrer hans kreative tilføjelser i vinden som unødig addendum til den eksisterende historie.
Gruppen af vampyrjægere ført an af Albin Eberhart (en storskrålende Willem Dafoe som denne films Van Helsing) er tættere beslægtet med Stokers romantiske helteskikkelser, end de er med Murnau og Herzogs dorske kransekagemænd.
Det fjerner brodden fra de originale værkers spydige afbildning af borgerskabets totale opløsning efter pestens indtog i Wisborg. Og gør samtidig Ellen kønskamp mod systemet mindre vedkommende, selvom den egentlig er mere udtalt.
Værst af alt er dog Eggers’ portræt af Orlok selv. Grevens vampyrisme og modus operandi overforklares i et kollageværk af mysticisme og religiøsitet. Den slags historisk navlepilleri er både forventeligt og karakteristisk fra den historiebesatte filmskabers hånd, men her fjerner det Orloks uudgrundelige ondskab.
Filmens markedsføring har kløgtigt holdt Bill Skarsgårds monster gemt i skyggerne, men der er altså heller ikke meget at afsløre. Han bruges mestendels i en række absurd dovne jumpscares, som langt fra lever op til Eggers’ hjemmevante og stemningsmættede standard.
De bliver emblematiske for en film, der hverken kan leve op til Murnaus isnende uhygge eller Herzogs diabolske satire. Hvor de to auteurer gjorde en oprindelig tekst til deres egen, virker Eggers tilfreds med at kigge dem over skulderen på dem og lave en pæn gengivelse.
Kort sagt:
Robert Eggers’ længe ventede remake af ’Nosferatu’ er et visuelt festmåltid, men bliver opslugt af skyggerne på værkerne, som den flittigt låner fra.