Spioner, forrædere, mørke hemmeligheder, skjulte identiteter skumle dagsordener og verdens sikkerhed i en tynd tråd.
Serielandskabet bugner for tiden over af fortællinger, hvor intet er, som det ser ud, og hvor en kynisk elite vil gøre alt for at fremme deres sag og/eller skjule deres grumme gerninger.
Med andre ord: Konspirationsthrilleren er tilbage for fuld udblæsning.
Genren havde sin storhedstid i 70’ernes USA i kølvandet på Watergate, kold krig og kommunistforfølgelse, hvor mistilliden til myndighederne eksploderede.
Film som Alan Pakulas ’Klute’, ’Alle præsidentens mænd’ og ’The Parallax View’ satte barren for, hvor intenst og køligt en paranoiathriller skulle skæres, mens Coppolas ’The Conversation’ og John Frankenheimers ’The Manchurian Candidate’ var blandt de kunstneriske højdepunkter ud i kunsten at beskrive de psykiske konsekvenser af den dybe stats dunkle sammensværgelser.
Gnisten, der har antændt det nye bål af serier i spion- og konspirationslandskabet, er svær at overse. Coronakrisen gjorde sølvpapirsideer som QAnon og 5G-frygt til noget, der lignede mainstream, i hvert fald i USA, og siden har techgiganternes uigennemskuelige, men effektive jerngreb om vores alles mentale sundhed samt deres alliance med den politiske magtelite forstærket den følelse af afmagt, som er konspirationsthrillerens fundament. Nu sidder der endda en paranoid konspirationsteoretiker i Det Hvide Hus. Igen.
Man kan have mistet tilliden til systemet fra højre eller venstre side af den politiske skala, men mistilliden er dog en foruroligende fællesnævner. Og man kan diskutere, om de nye seriers fortælling om magthavere uden moral er med til at svække sammenhængskraften, om de blot er passende systemkritiske, eller om de snarere giver et tiltrængt og underholdende afløb for virkelighedens snigende frustrationer.

I hvert fald kan man dårligt åbne en streamingtjeneste uden at støde ind i en hemmelig agent. Hvilket også kan skyldes, at thrillergenren passer perfekt til den aktuelle streamingkultur med vægten på konstante cliffhangers, nysgerrighedsfremkaldende mysterier og overraskende drejninger, der skriger på et effektivt binge.
Den ærkebritiske ’Slow Horses’, der sidste år havde premiere på sæson 4, har vist vejen for, hvordan man serverer god gammeldags spionage, så det føles på én gang velkendt og friskt, og på Netflix er ’The Night Agent’ tilbage med ’Homeland’-agtig underholdning på anden sæson, til drivende skepsis hos Soundvenues anmelder.
Samme hårde modtagelse er overgået Apple-serien ’Prime Target’ med Leo Woodall og Sidse Babett Knudsen, hvor et matematikgeni på kimen til en stor opdagelse bliver jaget vildt. Og uden at være en decideret thrillerserie driver konspirationerne også ned af de hvide kontorvægge i kritikerdarlingen ’Severance’, mens Donald Glover sidste år stod i spidsen for en frisk genoplivning af undercover-komediethrilleren ’Mr. And Mrs. Smith’ fra 00’erne.
Samtidig venter vi på CIA-serien ’The Agency’ med Michael Fassbender – en amerikansk version af den roste franske ’The Bureau’ – der endelig får dansk premiere på SkyShowtime i næste uge.
De hidtil bedste rendyrkede eksempler i paranoiathrillerbølgen er imidlertid denne kvartet:

1. ’Paradise’
Konspirationsthrilleren lever og ånder for åbne spørgsmål, der besvares mere og mere kryptisk, indtil løsningen alligevel står lysende klart og hårdtslående frem til slut.
I den spritnye Hulu-serie fra ’This Is Us’-skaber Dan Fogelman er der dog ikke bare ét åbent spørgsmål, men mange – så mange, at serien også peger ud af thrillergenren og ind i den postapokalyptiske science fiction.
Hvem dræbte for eksempel præsident Cal Bradford, spillet af James Marsden, i hans eget soveværelse, uden nogen opdagede det? Hvorfor bor menneskeheden i en hermetisk lukket boble a la ’The Truman Show’? Hvorfor gik Jorden under? Og hvad har præsidentens sikkerhedsvagt Xavier – spillet af Sterling K. Brown – med det hele at gøre?
Svarene får vi både i Xaviers løbende efterforskningsarbejde og i seriens utallige flashbacks, der uden tvivl er for meget af det gode. Generelt er tilbageholdenhed ikke serieskaber Fogelmans største styrke, men hvad dialogen sine steder savner i elegance, har plottet til gengæld i suspense og pirrende løse ender.
Kan ses på Disney+

2. ’The Madness’
Tv-kommentatoren og forfatteren Muncie Daniels (Colman Domingo) står over for sit store gennembrud, da han tæt ved sin afsides hytte i et bjergområde opdager en myrdet mand – og kort efter selv står ansigt til ansigt med de sortklædte bødler.
Det lykkes Muncie at alarmere politiet, der kigger skeptisk på den forslåede sorte mand og helt afskriver ham, da liget er pist borte, da de vender tilbage til åstedet.
Muncie kommer selv i politiets søgelys i denne modernisering af den klassiske historie om den uskyldigt forfulgte mand, der må tage sagen i egen hånd.
Intelligent spiller Netflix-serien ind i væsentlige samfundstematikker som internetkonspirationer, hadideologi, racisme og ulighed i den på én gang grundige og hæsblæsende fortælling, der tager uventede drejninger og langt fra er så venstreorienteret frelst, som man måske kunne tro.
Konspirationsthrillere kan meget nemt kamme over i det latterligt utroværdige, men ’The Madness’ holder en god balancegang og formår at forankre det overdrevne i en autentisk virkelighed.
Kan ses på Netflix

3. ’The Day of the Jackal’
Hvad gør vi, når dem, der bør fange forbryderne, selv er filtret ind i den økonomiske elites egoistiske dagsordener? Og hvad gør det ved vores generelle moralske kompas?
Det bliver de akutte seerdilemmaer, mens man følger Eddie Redmaynes brillante lejemorder i genfortolkningen af Frederik Forsyths klassiske spionbog. Sjakalen er en afstumpet, kynisk dræbermaskine, men jo mere hans kliniske opgaveløsning holdes op mod råddenskaben i MI5, der skulle forestille sig at finde ham, jo mere kommer man til uvildigt til at sympatisere med hans nøgterne metoder.
Over for ham står den idealistiske efterretningsagent Bianca (Lashana Lynch), der selv tager tvivlsomme værktøjer i brug ud fra devisen om, at målet helliger midlet.
Men mere og mere fremstår verden i ’Top Boy’-skaber Ronan Bennetts til det sidste spændende ’The Day of the Jackal’ som en moralsk ødemark, hvor ’de gode’s etiske rettesnor er lige så gennemkorrumperet som Sjakalens. Og i kulisserne står en økonomisk overmagt, som har selv politikerne i deres hule hånd.
Lyder det bekendt?
Kan ses på Skyshowtime

4. ’Black Doves’
Et stykke hen ad vejen er det i ’Black Doves’, som vi kender det fra politiske konspirationsthrillere: Sammensværgelserne peger langt op i statsapparatet, og forbindelserne mellem det kriminelle miljø og den folkevalgte overklasse er udtalte om end lyssky.
I Netflix-serien er der blot det lille twist, at hovedpersonen selv er en muldvarp placeret langt inde i de britiske regeringskontorer, og at det er hende, der accepterer at arbejde for navnløse skrupelløse bagmænd uden gode intentioner.
Hun hedder Helen Webb, i Keira Knightleys skikkelse, og efter tre mystiske mord begynder hendes hemmelige identitet at smuldre og bringe hende i livsfarlige situationer, der kræver hendes gamle lejemorderven Sams hjælp, gestaltet af altid fremragende Ben Whishaw.
Som i ’The Day of the Jackal’ er hovedpersonen altså selv ude på et moralsk overdrev, og at vi alligevel holder med hende, siger noget om vores generelle mistro til dem, der sidder på magten.
Begreberne god og ond mudres effektivt i bølgen af konspirationsthrillerserier, og således også i den både blodige og mildt humoristiske ’Black Doves’.
Kan ses på Netflix