I 2011 stod Christian Sønderby Jepsen bag en milepæl i dansk dokumentarfilm med den prisvindende provinsfortælling ‘Testamentet’ om en grænseløs familiekonflikt på klos hold. Nu er der en opfølgende film på vej, der samler 14 års optagelser.
I den første film mødte seerne brødrene Henrik og Christian fra Skals, der famlede i tilværelser med misbrug og dysfunktion, men håbede på en udvej i form af en millionarv fra deres rige morfar. I stedet blev de dybt skuffede, da de viste sig slet ikke at være nævnt i testamentet og muligvis snydt.
Nu er første smugkig på fortsættelsen ‘Faderen, sønnerne & helligånden’ landet, og den byder sig til som»en græsk tragedie fra Udkantsdanmark« ifølge filmens pressemeddelese.
»Det der testamente, det er forfalsket«, lyder det i et telefonopkald, som roder op i hele miseren på ny. Vi tjekker ind hos begge brødre, og hvor lillebror Henrik har en teenagesøn, der selv bliver en større del af historien, har storebror Christian en pistol og forbindelser til et ekstremistisk broderskab.
Fortsættelsen er del af hovedkonkurrencen på CPH: DOX, der løber af stablen 19.-30. marts.
Christian Sønderby Jepsen har udover ‘Testamantet’ stået bag ‘Blodets bånd’ med Pernille Bervild, ‘Naturens uorden’ og ‘Til døden os skiller’ med Mira Jargil, som han også arbejdede sammen med på ‘Munken’ fra 2023.
‘Faderen, sønnenerne og helligånden’ får premiere 27. marts.