’The White Lotus’ sæson 3: HBO’s hitresort er stadig godt selskab, men har to alvorlige mangler
Vi lever i en kold tid.
Så kold, at man netop nu søger varme og sindsro på hvide bounty-strande.
Med penge på lommen og sand mellem tæerne lader man bølgeskvulp fungere som modernitetens katarsis. Og med ignorance, CO2-aftryk og imperialistiske tendenser lader man rejsemålets indbyggere agere personlige opvartere og selvrealiseringens statister.
Sådan er det for mange kulde- og februarsky danskere og andre vesterlændinge – og sådan er det for gæsterne i HBO’s klassesatiriske hitserie ’The White Lotus’, der nu er tilbage med tredje sæson.
Med mantraet »what happens in Thailand, stays in Thailand«, drager antologiserien denne gang til, ja, Thailand, hvor privilegerede og rovdriftige godtfolk skal forlyste sig på titelhotelkædens luksuøse Asien-afdeling.
Her flyder det med spicy margaritas, blinde vinkler og rappe replikker. Og lig. For præcis som i de forgangne sæsoner fungerer en mordgåde som seriens spændingsgivende fortællemotor, hvor både publikum og personale holder øje med våben og eventuelle motiver.
Meget er altså som det plejer. Alligevel har skaberen Mike White, som var han en anden Jakob Kjeldbjerg, deklareret, at »i år bliver det endnu vildere«.
Derfor er gæsterne ikke blot på en rejse til Østen, men ligeledes mod åndslivet og dets frodige have – sådanne territorier forsøger de begærlige som bekendt ligeledes at erobre og kommercialisere. Men med drømmesynende varsler og orangeklædte munke belæres enhver rejsende om, at det digitaliserede og grådige menneske er på afveje.
Eat the rich-energien fortsætter altså. Dog synes satiren ikke lige så syleskarp, som det særligt var tilfældet i første ombæring – og nej, denne 2025-version af ’The White Lotus’ fremstår egentlig ikke vildere end før.
I løbet af de seks af sæsonens i alt otte afsnit, som anmeldere har adgang til, træder fortællingen faktisk sommetider lidt kedelige vande.
Og apropos vand, så frustreres man hyppigt, at Tanya (Jennifer Coolidge) var idiotisk nok til at snuble sig ihjel i Middelhavet i anden sæson. For man savner i den grad den charmerende, men indbildske Gurli Gris-lookalike.
Uagtet at ingen (som i ingen) kan træde i Coolidges tårnhøje klumpedumpehæle, er serien lykkeligvis nok en gang spækket med et skønt karaktergalleri, der blandt andet byder på et gensyn med første sæsons sympatiske kropsbehandler, Belinda (Natasha Rothwell), som nu er taget til Thailand for at videreudvikle egne massageteknikker – og i øvrigt også knalde med kollegaer. You go, Belinda!
En anden man hepper på, er unge og new age’ske Chelsea, som er en garanteret fanfavorit, vidunderligt gestaltet af en humoristisk Amiee Lou Wood. Hun er taget på getaway med sin gnavne, velhavende kogehoved-kæreste Rick (Walton Goggins). Hun kalder ham soulmate, han kalder hende irriterende, og pludselig skal han lettere mistænkeligt tage sig af barndomstraumer og komplekser vedrørende begyndende hårtab.
Ja, parforhold kan se ud på mange måder, og i ’The White lotus’ undersøges alskens former for relationsproblematikker igen-igen.
Dette er muligvis mest interessant udført gennem skildringen af en venindegruppes giftige dynamikker. Her forvandles ’tilforladelige’ stikpiller til modbydeligheder, og et trehovedet og usikkert mean girl-monster (bestående af Michelle Monaghan, Carrie Coon og Leslie Bibb) portrætterer rammende smålighed i et ellers storslået univers.
For selvom skaberkræfterne har ændret titelsekvensen (wtf?), er seriens sansemættede lydtapet og dens velkendte visuelle grandiositet tilbage. Med dette danner serien et smukt og lokkende landskab, hvori trækronesiddende aber betragter de indlogeredes dyriske tilstande. Hvor både gæster og slanger kryber langs panelerne som paradisets evige trussel.
I ekkoet af bavianbrøl, pistolskud, hovedløse bemærkninger og gongong-slag danser ’The White Lotus’ med vores mange (mis)forhold, alt imens der stilles følgende spørgsmål: Er vi bundet af en fastlagt skæbne? Fanget i en ondsindet ring, hvor vi blot forbliver en uklædelig reinkarnation af os selv og vores dårlige mønstre? Eller kan vi gennem buddhistiske tankegange, vejrtrækningsøvelser og dyre, parabenfrie ansigtscremer udvikle os?
Ovenstående runger særligt højt i overklassefamilien Ratliffs bungalows. Krise- og balladeramt forsøger patriarken Tim (Jason Isaacs) at åbne døre til en ny (fattig?) virkelighed for ham og hans nærmeste. Det bemærkes dog ikke umiddelbart, for hans arrogante hustru (Parker Posey) er optaget af at fordømme andre og sluge piller, og hans tre voksne ’børn’ har for travlt med på skift at være enten spirituelt eller seksuelt frustrerede.
Trods nasty, incestuøse vibes er denne picture perfect femkløver godt selskab, og særligt Patrick Schwarzenegger er glimrende i rollen som (magt)liderlig og douchebaggy førstearving, der på sin egen klamme facon formår at være comic relief.
Det er altså på mange måder underholdende og berigende at være den æstetikbegavede instruktørs og serieskabers rejsemakker. Men … er vi ikke også lidt færdige med at se på rige hvide mennesker tage på resort? Er verden ikke allerede rigeligt fuld af den slags?
Åbenbart ikke, for der kommer en fjerde sæson. Og selvom, at det muligvis er et long shot, kunne man da håbe, at Mike White (Lotus) her tilbagebragte den originale intromelodi, forgængernes fortælletæft… og Tanya!
I så fald checker jeg gerne ind en sidste gang.
Kort sagt:
Det tredje besøg på HBO’s luksuriøse hotelkæde mangler Jennifer Coolidge og første sæsons præcision. Alligevel disker ’The White Lotus’ igen op med en overdådig buffet fuld af rige røvhuller, der burde ædes, vellykkede relationsportrætter og suveræne skuespilpræstationer. Vi er muligvis overfodrede, men mere vil som bekendt have meget, meget mere.
Anmeldt på baggrund af de seks første