’My Dear Théo’: Soldaten er større end instruktøren i rørende ukrainsk frontlinjefilm

CPH:DOX. Kan man sætte sit liv på spil som soldat, mens man laver en god film samtidig?

Gennem en række digte til sin lille søn skildrer soldat, mor og instruktør Alisa Kovalenko den ukrainske frontlinje i kampen mod den russiske invasion. Hun viser kærligheden, kedsomheden og kaosset.

Og lad mig bare sige det meget klart: Alisa Kovalenko er en helt.

For da Rusland invaderede Donbas i Ukraine i 2014, blev Kovalenko fanget og tilbragte fire dage i russiske hænder. Hun lovede sig selv dengang, at hvis krigen brød ud i fuld skala, så ville hun til frontlinjen som soldat.

Hun holdt sit løfte.

Sønnen Théo er hos sin far og bedsteforældrene i Frankrig, da moren drager i krig, og kontrasterne bliver hurtigt tegnet op.

Åbningsbilledet med høje flotte grønne træer, der rager idyllisk op i himlen, bliver brudt af granatbrag af den helt store kaliber.

Idyl og kaos. Liv og død. Frontlinjen og familie. Det er dualiteterne, Kovalenko så poetisk sætter op og underlægger med sin intime digtoplæsning.

»Det føles klarere end nogensinde før, at jeg skal være lige her nu (i krig, red.). Jeg føler ikke, jeg kan lave film længere og være instruktør. Nu har jeg en anden opgave. Jeg er soldat. Det er mit eneste vigtige job her«, reflekterer hun fra en skyttegrav i et citat, der meget godt opsummerer filmen: soldaterrollen overskygger instruktørgerningen.

De bedste scener opstår, når Alisa peger kameraet mod soldaterkollegaerne. På et tidspunkt ses soldaterkammeraten Hena, som er far til tre, midt i en Facetime-yoga-session med sit ældste barn. Den ellers så seriøse soldat lyser op i børnenes kærlighed. De vil bare gerne lege lidt med deres far. På et andet tidspunkt tankespinner en soldat ud af krigen og tilbage til livet, da han fortæller om sin frugthave med 300 træer derhjemme. Minderne tænder et kort glimt af livsglæde i hans øjne.

Det er gribende og autentisk at være fluen på væggen under soldaternes hverdag, der går fra granatchok til kærlighedserklæringer og kedsomhed.

Men den rørende håndholdte autenticitet står i kontrast til Kovalenkos egne samtaler med Théo, hvor det stillestående kamera virker anderledes opstillet.

For Kovalenko kan ikke filme sig selv, som hun filmer sine medsoldater. Hendes egen optræden kommer underligt nok til at overskygge de stærkeste elementer i hendes fortælling, og samspillet mellem billederne og hendes små prosaiske digte falder desværre formmæssigt igennem.

Som i indledningen, hvor Kovalenko fortæller om sin kærlighed til Théo, mens vi på billedsiden ser nogle mere eller mindre tilfældige billeder fra frontlinjen frem for hjemmevideoerne af Théo, der desværre akkompagneres af et sentimentalt score.

Enkelte steder har digtene den ønskede effekt, som når Kovalenko fortæller om sit valg om at gå i krig, og billedsiden viser en køretur om natten gennem Ukraine og helt frem til frontlinjen. Den illustrerer, at hun vælger mørket til, at kæmpe for i fremtiden at kunne tænde det håbefulde lys for sin søn for enden af tunnelen.

’My Dear Théo’ skriver i sine bedste passager et rørende afskedsbrev fra frontlinjeforældrene. Soldaternes offer bliver komplet, da det afsløres, at flere af filmens helteansigter er gået bort efter optagelserne.

Det gør selvfølgelig indtryk. Men med film som ’20 dage i Mariupol’ og den ligeledes CPH:DOX-aktuelle ’2000 Meters from Andriivka’ har vi fået mere rå beretninger fra krigens rædsler. Heroverfor stivner ’My Dear Theó’ – betragtet som film og ikke som heltedåd – i sin dagbogsdigteriske form, der peger kameraet hen, hvor det alt andet lige er mindre interessant at være, nemlig på Kovalenko selv.

Alisa Kovalenko har uden tvivl haft mere travlt med at være soldat end at være instruktør. Forståeligt nok.

---

Kort sagt:
’My Dear Théo’ er en intim frontlinjefilm om forældre i krig, hvis rørende elementer overskygges af en poetisk understrøm fra instruktøren selv, som aldrig rigtigt løfter sig.