‘Andor’ sæson 2: Den hårdtslående kritik af tyranni og fascisme bør ses af mange flere end bare Star Wars-fans
Jeg har næsten ikke lyst til at nævne, at ‘Andor’ er en Star Wars-serie, fordi det med det samme vil få mange til at takke nej; »Åh, det følger jeg ikke med i længere« eller »Jeg er ikke rigtigt Star Wars-typen«.
Det er ærgerligt, for ‘Andor’ er ikke bare Star Wars, når det er bedst, men en fantastisk serie med et vigtigt budskab, der vedrører alle.
Seriens anden sæson fortsætter på samme niveau som den første, og serieskaber og udtalt Star Wars-hader Tony Gilroy afslutter sit opus af en rumbaseret spionthriller på fornem vis.
Ligesom i første sæson følger vi Cassian Andor (Diego Luna) i hans udvikling fra hustlertyv til rebelalliancens bedste spion mod fascistimperiet over alle fascistimperier. Det er dog alle karaktererne, han omgiver sig med, som for alvor stjæler rampelyset.
Senatoren Mon Mothma kæmper i det stadig fungerende galaktiske parlament mod undertrykkelsen, mens hun med sin familierigdom støtter rebellerne. Hendes splittelse mellem fredelig reform og åben revolution – og paranoiaen af at leve i et autoritært overvågningssamfund – spilles perfekt af Genevieve O’Reilly, som faktisk har spillet rollen siden ’Revenge of the Sith’ fra 2005.
Hendes samarbejdspartner og komplette modsætning, Luthen Rael (Stellan Skarsgård), er ifølge Imperiets hemmelige politi bare antikvitetshandler, men under overfladen orkestrerer han skånselsløst Rebelalliancens mindre ædle missioner som snigmord og bombninger.
Til sammen viser de to sider af modstanden mod tyranni. Begge har sine fordele og ulemper. Luthen vil påstå, at Imperiet ikke kan væltes uden at få beskidte hænder, mens Mon kæmper for at skabe den vision om fremtiden, som Luthen er klar på at ofre sit liv for.
Diskussionen mellem deres fremgangsmåder er yderst relevant og præsenteres ikke med et klart svar, men mere som et spektrum, som Rebelalliancen indeholder mange nuancer af. Yderst på det spektrum vender ekstremisten Saw Gerrera (ingen relation til Che Guevara) også tilbage, portrætteret kortvarigt, galt og genialt af Forest Whitaker.
En stor del af serien fokuserer også på mekanikken i at opretholde et autoritært styre, med fokus på ISB og dets agenter og agendaer. I et mødelokale, komplet med kedelig powerpoint, planlægger de systematiske udryddelser af etniske grupper, og hvordan de i den statsstyrede presse kan lægge grobunden for at fjendtlig- og fremmedgøre dem, så resten af galaksen hepper med på de modige stormtropper, når de skyder ind i fredelige protester.
Men det er ikke bare sortklædte nazistkarikaturer med åndedrætsproblemer, der planlægger den slags. Det er mennesker – bureaukrater og politifolk. Nogle er måske monstre, men andre kunne være hvem som helst, med deres egen tvivl inderst inde. Om det er en ’bedre dem end mig’-mentalitet eller en manglende evne til at se hele billedet, understøtter de undertrykkelsen med budskabet om, at fascisme ikke kun hører fortidens monstre til, men kan opstå spontant, når frygt leder til had.
Hvis man stadig er i tvivl, om man skal se ’Andor’, hvis man har et indgående kendskab til Star Wars, kommer her et sidste argument. Man behøver ikke have set en eneste af filmene. Man skal blot have set første sæson. Og vide, at det hele altså sker i rummet, og at der er laservåben med.
Det er dog stadig en perfekt serie til alle typer af Star Wars-fans. Jeg var imponeret over, hvordan sæson 2 foregår over en periode på fem år og formår at bevare den korrekte tidslinje for adskillige milepæle i Rebelalliancens historie, blandt andet fra den animerede serie ‘Rebels’. Uden at spoile kan jeg sige, at man måske får lyst til at se afsnit 18 i sæson 3 af ‘Rebels’ efter et vist ‘Andor’-afsnit.
Det er også et faktum, at serien fungerer som prequel for filmen ‘Rogue One’, som udkom i 2016 med Cassian Andor i en central rolle. Den kan man jo passende også se, når man har set ‘Andor’ færdig.
Seriens udrulning er en smule atypisk, om end forfriskende, da den ligesom første sæson er konstrueret af mindre historier, der strækker sig over tre afsnit hver, så den fulde serie med sine 12 afsnit næsten er fire separate film. Serien udgives derfor også tre afsnit om ugen, så man ikke skal vente lige så længe på at få forløsning for de mange cliffhangers.
Hver gruppe af tre tager sig tid med et plot, så man kan fordybe sig, men bevæger sig hurtigt videre, når de næste tre kommer. På den måde føles serien hverken forhastet eller fodslæbende.
Kort sagt:
‘Andor’ viser med sin glimrende anden sæson, hvordan fascismen kan tage rod i et demokrati, og håb er at finde i selv de mørkeste tider. Den bør ses af mange andre end dedikerede Star Wars-fans.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.