‘Endeløse nat’: Dansk kvinderockband har en fascinerende historie, men man skulle nok have været der
»Vi havde en drøm om, at vi skulle være de nye ‘Stones’«, fortæller Lise Cabble i starten af dokumentaren ‘Endeløse nat’.
Helt så vildt blev det dog aldrig for det danske rockband Miss B. Haven.
Bandet, der i sin sidste opstilling bestod af forsanger Lise Cabble, trommeslager Mette Soele Zachau Mathiesen, guitarist Anne Vig Skoven, bassist Lene Eriksen og keyboardspiller Minna Grooss, blev ellers spået stor international succes, da de i 1989 underskrev en pladekontrakt med Warner. Men den store bølge af anerkendelse kom aldrig.
Nu har den erfarne instruktør Torben Skjødt Jensen, der også har instrueret flere af bandets musikvideoer, sat fokus på kvinderne bag bandet og deres vej mod nærmest-berømmelse i ‘Endeløse nat’. Fra den spæde start i det danske punkmiljø i 70’erne under navnet Clinic Q, til de gik i en mere poppet retning og genopstod som Miss B. Haven.
Historien fortælles primært gennem interviews med personer i og omkring bandet, som Electric Light Orchestra-forsangeren Jeff Lynne og Blondie-produceren Richard Gottehrer.
Særligt i interviews med bandet selv føles det som at sidde i trygt selskab med gamle venner og lytte til røverhistorier fra gamle dage.
Som bandets tur til USA for at underskrive kontrakt med Warner, hvor de, uvante om livet på business class,havde deres bagage i plastikposer. Efter flyveturen bliver de hentet i en champagnefyldt limousine – og dagen efter kontrakten blev underskrevet af ‘Derek’s Minibus-Service’. Måske det var et varsel.
De mange interviews spædes op med arkivmateriale og, meget bogstaveligt, supplerende optagelser. Og det er i disse interviews, at ‘Endeløse nat’ virkelig halter.
Som da Lykke Davidsen fortæller om en tur til Paris, og et stockfoto af Eiffeltårnet materialiserer sig med en iMovie-agtig effekt i siden af billedet. Da nabolaget Montmartre bliver nævnt, popper Moulin Rouges røde vindmølle gudhjælpemig op. Det nærmer sig det amatøragtige.
Som et band bestående udelukkende af kvinder har Miss B. Haven skullet stå på mål for sin del misogyn kritik, og dokumentaren holder heldigvis ikke igen med at belyse den urimelige behandling, de fik.
Kvinderne fortæller bramfrit om at blive placeret i »pigeband«-kassen af både publikum og anmeldere og hele tiden skulle forsvare deres kunst som legitim. Som da Mathiesen fortæller om en mand, der efter bandets koncert på Roskilde Festival spurgte, om der sad en »rigtig« trommeslager backstage, der spillede for hende.
Alligevel ser de ud til at modbevise kritikerne, da de i 1989 underskriver en pladekontrakt med Warner og drager til England for at indspille ny musik med dertilhørende skidedyr musikvideo.
Og her begynder den kedelige virkelighed at indfatte sig hos bandet, der oplever at være en meget lille del af en meget stor maskine og ender med at blive stort set droppet af deres pladeselskab igen.
Skjødt Jensen har i grunden fået fat i alle de rigtige kilder til at fortælle bandets historie. Anmeldere, fans, producere og bandets egne medlemmer burde kunne tegne et skarpt portræt af Miss B. Haven og den tid, de opstod i.
Desværre finder ‘Endeløse nat’ aldrig helt ind til, hvordan de mange oplevelser har føltes for kvinderne.
Hvordan mon det har føltes at være blevet udnævnt til the next big thing, blot for at blive halvglemt af sit pladeselskab? Var de skuffede? Vrede? Lettede? Man får aldrig lov til at sidde med de spørgsmål, før dokumentaren rykker videre til den næste røverhistorie.
Ikke alle musikdokumentarer kan eller skal have svimlende højder og knusende nedture som Amy Winehouse-dokumentaren ‘Amy’ eller Netflix-dokumentaren ’Avicii – I’m Tim’, men perlerækken af interessante og mindre interessante anekdoter resulterer i en usammenhængende fortælling, der aldrig kommer helt ind til sagens kerne.
Man savner en egentlig forklaring på, hvorfor visse medlemmer forlod bandet, og hvorfor Warner var så hurtige til at opgive Miss B. Haven.
De mange insiderfortællinger og arkivmaterialet er sikkert en fryd for fans, der får indblik i nøjagtigt, hvordan deres yndlingssange opstod.
Og det er da også en god historie, hvordan trommeslager Mathiesen i løbet af de første ti minutter af mødet med den legendariske Jeff Lynne kaldte ham en bastard, fordi han vovede at foreslå, at hun slog en anelse lettere på lilletrommen.
Men man skulle nok have været der.
Kort sagt:
‘Endeløse nat’ er en fascinerende fortælling om et ambitiøst band, der aldrig nåede de højder, de blev spået. Desværre kommer den aldrig helt under huden på de kvinder, historien handler om.