‘G20’: Viola Davis’ talent er spildt på ny actionthriller
Politisk kaos-stemning og ‘Terminator’-lignende fremtidstendenser kan man ikke sige, vi mangler lige for tiden.
Af den grund er der også rigeligt at hente inspiration fra, hvis man skulle være interesseret i at producere en actionthriller, der trækker verdenssituationen og krydrer den med cirkelspark og kæmpe guns.
I instruktør Patricia Riggens actionfilm ‘G20’ er det ikke de historisk velkendte koldkrigsspændinger eller et mystisk spind af onde agenter, den amerikanske præsident Danielle Sutton (Viola Davis) pludselig må bekæmpe.
Filmen begynder med et droneskud over Budapest. En kvinde tropper ind i en kirke med en såkaldt kryptopung for at sjakre den for en god sum penge. Men omstændighederne for byttehandlen går i vasken, og hun jages i hektisk klippede scener af den mystiske Edward Rutledgde (Antony Starr) og bliver likvideret på en bar.
Undervejs bliver den slumrende præsident Sutton vækket af sin livvagt Manny Ruiz (Ramón Rodríguez), fordi »Avid er fløjet fra reden«. Straks bliver vi ledt til at tro, at denne Budapest-situation skulle have noget at gøre med en større aktion internt i Det Hvide Hus. Men i virkeligheden er det præsidentens rebelske og hackerkyndige datter Serena (Marsai Martin), der både har infiltreret et eller andet uklart statssystem og tilmed vovet sig ud på en natlig druktur uden sin horde af Secret Service-agenter. Teenagere nutildags.
Det har præsident Sutton bare slet ikke tid til. Hun er i fuld gang med at forberede sig på et stort udspil om digital valuta, som hun gerne vil indføre til det kommende G20-topmøde. Men opgaven viser sig at blive sværere end at skulle blive enige med statsledere om kommasætning (ja, det sker), for sammenkomsten bliver med Rutledge i spidsen taget som gidsler.
‘G20’ berører flere af tidens tematikker, fra Trump og skrantende markedsøkonomi til Deepfakes og diverse krytovalutaer. Den evner bare ikke at skildre dem på en original eller skræmmende måde.
Instruktør Riggen forlader sin stemningsopbygning til skingre violiner og dundrende trommer. Og mængden af eksposition, der rammesætter hele første tredjedel af filmen, ender med at spoile de kommende begivenheder, mere end de pirrer til nysgerrighed eller overraskelse.
Antony Starrs Rutledge er lige så dyb som en 14-årig på Reddit. Han dræber vilkårligt, er iført de obligatoriske ar i ansigtet og bærer en slidsomt velkendt katalysator for sin ondskab ved at være vranten på det amerikanske krigssystem. Set i lyset af de kvaliteter, Starr har vist i blandt andet ’The Boys’, er det en skuffende todimensionel karakter, han har fået stukket i hånden.
Danielle Sutton fremstilles som den klassiske not like the other presidents ved for det første at være kvinde og sort med en baggrund i militæret. Og så foretrækker hun en god praktisk sko frem for stiletter, eller som hun kalder dem: »middelalderlige torturredskaber«.
Davis har selv i et interview fortalt, at hun efter en karriere med fuld EGOT-plade »bare gerne vil tilbage til at lave noget sjovt«, og forhåbentligt har hun nu haft det så sjovt, at hun kan vende tilbage til de dramatiske roller i film, der fortjener hende.
Hendes underdog-karakter i ’G20’ er stereotyp, men der er dog alligevel sprækker af lys undervejs. Som i en overraskende inderlig scene med Douglas Hope, der spiller en parodi på Boris Johnson i form af premierministeren Oliver Everett.
Her kommer Davis’ eminente skuespilevner til sin ret, og det er da også først og fremmest hendes flair, der gør ‘G20’ bare en smule seværdig.
Kort sagt:
Et diplomatisk topmøde i Sydafrika bliver forvandlet til et arnested for actionbedagede troper i en actionfilm med Viola Davis som eneste lyspunkt.