’Another Simple Favor’: Denne efterfølger virker mest som en bornert marketingtour for Blake Livelys livsstilsbrand
Det er en fantastisk følelse: Kinderne er røde af den stikkende sol og tre gode cocktails, alle omkring dig er det smukkeste menneske i verden, og venner, samtaler og tøj sidder, lige som det skal.
Men forskellen mellem charmerende sommerberuset og patetisk sejlende kan være en tung djævel at danse med. Paul Feigs originale ’A Simple Favor’ fra 2018 var det første – hans Prime-aktuelle efterfølger ‘Another Simple Favor’ mest det sidste.
Det oprindelige ’Gone Girl’-spoof serverede komik og looks i dramaet mellem de to fremenies,mom-fluenceren og brorknepperen Stephanie (Anna Kendrick), og hendes mystiske, velhavende nabo og morder-in-spe Emily (Blake Lively), der gik Amy Dunne i fodsporene.
Syv år senere kan man spørge, hvad behovet for endnu en svingom med slyngveninderne fra helvede er. Og ’Another Simple Favor’ føles da også, som om der har været gang i Kris Jenner-martinierne og papvinen snarere end den gode rosé.
Udgangspunktet er ellers solidt, da efterfølgeren flytter adresse fra de amerikanske, moderne forstadsvillaer til Capris eksklusive promenader. Fem år efter Stephanie fældede Emily for mordet på hendes egen tvillingesøster, spankulerer Emily ud af fængslet og inviterer Stephanie og eksmanden Sean (Henry Golding) til mafiabryllup (og mord!) i det sydeuropæiske øparadis.
Med det flytter Feig også fokus fra Gillian Flynns isnende kvindepsykopater til Mike Whites brochuretynde satire over de ultrariges miserable luksustilværelse. Og som den seneste sæson af ’The White Lotus’ må instruktøren være blevet blændet af den smukke udsigt, for der er ikke mere bid i filmens afbildning af den italienske machismo-kultur end en tør biscotti fra supermarkedet.
Alt det kunne sluges, hvis kemien mellem Kendrick og Lively spillede. Men humoren udebliver i palaveren om, hvorvidt, hvornår og hvordan den diabolske furie vil skaffe sig af med sin nævenyttige plageånd af en hjerteveninde.
Den dynamik bliver hurtig kedsommelig, og den er bestemt ikke hjulpet på vej af bedagede vittigheder om Diane Keatons triste slutning i ’The Godfather’, og om der var plads til Jack på døren ved siden af Rose.
Apropos dårlige beslutninger: Blake Livelys styling og udklædning. Hvor Emilys stilrene, androgyne buksedragter og retro-chic sommerkjoler i ’A Simple Favor’ fik én til at dåne, er hun her som ramt af en kanon ladet med tilfældige klæder fra The Met Gala og Mardi Gras.
Som min hjælpsomme kæreste pointerede, ligner de enorme hatte, skrækkelige blomstertoppe og Al Capone-cosplay noget fra ’Gossip Girl’-alumnens egen garderobe, og ’Another Simple Favor’ føles da også først og fremmest som Livelys egoprojekt.
I sig selv er det ikke et problem. I film som ’Bridesmaids’, ’Spy’ og ’A Simple Favor’ er Feigs fornemmeste kvalitet som instruktør netop, at han former komik og konflikt om sine kvindelige hovedrolleskuespilleres persona. Denne gang lugter det dog mest af alt af en bornert marketingtour for skuespillerens livsstilsbrand som stilikon og girlboss.
Da karaktererne hen imod slutningen bliver ved med at namedroppe titlen på filmen, havde jeg mest lyst til at skråle: »Gå nu hjem, du er fuld!«
Kort sagt:
Syv år efter den originale ’Gone Girl’-spoof formår hverken Paul Feig eller Blake Lively at genfange den berusende magi. Efterfølgeren sejler snarere rundt på den syditalienske promenade.