Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Reservatet’ til ende.
Danmark er blevet et Netflix-hit rigere, der også nyder opmærksomhed fra internationale seere, selvom de bor langt fra ’Reservatet’s overdimensionerede millionkasser og badebroer.
Hvis man troede seersulten efter overklassedrama var stillet med ’The White Lotus’, tog man fejl lokalt såvel som globalt. Selvom Ingeborg Topsøe og Per Flys serie ikke ligefrem vover sig ud i et tematisk uopdaget land med sin fortælling om også Danmarks privilegieblinde elite, og dem der arbejder for dem, var der alligevel væsentlige træk ved ’Reservatet’, der fik den til at skille sig ud i Netflix-mængden.
Soundvenues anmelder har allerede kvitteret med fem stjerner ved premieren. Men nu hvor de fleste har set mysteriet om au pairen Rubys forsvinden og de intriger, den skaber hos to rigmandsfamilier, gør vi status over ’Reservatet’s trumfkort og mærkværdigheder.
Styrke #1: De filippinske au pairs fik en stemme
»Jeg blev skør af at være sammen med dem hele tiden i tre uger«, lyder det i en samtale mellem de to filippinske au pairs Angel og Ruby kun små syv minutter inde i ‘Reservatet’.
Kort forinden har de to budt familiens mere alment anerkendte slags “karrierekvinde” Cecilie udmattet hjem fra »første dag på arbejde efter en ferie, du ved«. Altså selvsamme ferie Angel er blevet skør af og formentlig har været konstant på. Fra start må man må gnægge lidt over skildringen af den dobbeltmoralske work-life-balance.
Alene det, at vi får lov til at høre Angel og Ruby tale sammen på deres eget sprog, er tiltrængt i en serie, hvor au pair-karaktererne muligvis ikke er hovedpersonerne, men mere end nogensinde findes i dansk fiktion! De fremstår som rigtige mennesker med venner, der sørger over dem, og som godt ved, at de passer et arbejde og ikke er mere en del af familien end Dyson-støvsugeren, så snart en type som Cecilie beslutter sig for, at hun er klar til at være sammen med sine børn.
Især var det fint, når vi mødte de filippinske kvinder i reservatets subkulturelle lommer – deres poolparties, karaokefester, kirker eller endda i et restaurantlokale, hvor en ældre kvindes danske mand varter hende og vennerne op. Og ikke mindst da de i samlet formation viste ubudne gæster ud af kirken igen til Rubys begravelse.
Er ‘Reservatet’ derfor den perfekte fyldestgørende skildring af livet som filippinsk au pair nord for København? Nej. Men det er trods alt et hidtil uset nuanceret skridt fremad for repræsentationen i en serie med den snævre genremærkat krimi, der, hate it or love it, har valgt, at det er de hvide familier, der er hovedpersonerne.
Styrke #2: En sjældent interessant trofækone
Den uduelige trophy-wife med hang til rober, hvidvin i dagstimerne og et løst forhold til ordet heksejagt er i værste tilfælde en stereotyp tegnet op med sprittusch. Men som vi kan se i ‘Reservatet’, kan de også være lige så interessant gyselige som at have små restaurantlamper stående på sit eget overdimensionerede marmorspisebord.
Det var intet mindre end herligt at se Danica Curcic lægge de alvorlige miner lidt på hylden og i stedet få lov til at knipse med fingrene og gumle på ordene med påtaget sociolekt.
Der var tilføjet tilpas distinkte strejf af klassemæssig andethed og en fuldkommen vindende formegethed til hendes »skat«-slyngende Kat, som man fuldt ud troede på var ude af stand til at holde hverken neglesalon eller importforretning af parisiske møbler kørende (især når man har indrettet sit eget køkken som en blanding af en Michelin-restaurant og et full moon-party).
Var det for tykt at se en rigmandsfrue stikke en klasselærer en knytnæve lige i fjæset midt i konflikthåndteringscirklen om digital krænkelse? Måske. Men også lige så underholdende som udtryk for total tonedøvhed. Og ikke mindst et vigtigt forvarsel om, hvad Katarina egentlig var i stand til.
Styrke #3: En troværdig slutning
Han har truet andre børn på livet og voldtaget sin au pair. Men det ville da være for kedeligt at sende ham på kostskole uden at sige farvel med et koldt glas hvidvin?
Til verdens værste vinkväll må scenen jo sættes for, at den sidste sløjfe kan bindes på ‘Reservatet’s mordgåde, og Kat kan bevise, hvor fucking god en mor, hun egentlig er (#EndMommyshaming): én der tydeligvis bortskaffede både overgrebsoffer og bevismateriale af vejen uden at blive hverken rigtig opdaget eller straffet. Og som en god curlingforælder gjorde det i troen om, at det havde noget som helst med at lære sit barn »at kæmpe« at gøre.
Faux-prestigekrimier som ‘The Perfect Couple’ og ‘Presumed Innocent’ har jeg tidligere kritiseret for at være for ligeglade med troværdigheden af deres slutninger. Det er ‘Reservatet’ ikke, selvom dens afsluttende pointe godt nok er, at retfærdighed kun bør ske for fattige mennesker.
Holder man af koncepter som skyld og retsstat, vil man måske ikke været helt vild med ‘Reservatet’s slutning – men hvem der gjorde det og hvorfor, var der i det mindste ingen tvivl om. Selvom den ikke efterlod os helt så grublende ud over Øresund som hovedpersonen Cecilie.
Styrke #4: Parallellerne til ‘Adolescence’
Hvis man har set Netflix-sensationen ‘Adolescence, virker ‘Reservatet’s endelige afsløring ikke mindre relevant, men uomgængeligt mindre overraskende.
Faktisk er det ret vildt, hvor meget sønnen Oscars ræsonnement for at have voldtaget sin au pair Ruby minder om måden, hvorpå den britiske series Jamie tigger retspsykiateren om »hun kan lide ham?«. I Nordsjælland har den dronebedøvede rigmandssøn fået galt i halsen, at Ruby skal elske ham og gøre, som han siger, hvilket ender med at koste hende livet.
Selvom det internationale Netflix-gigahit tilsyneladende var manges første møde med manosfæren, tror jeg nærmere, sammenfaldene mellem den danske og britiske serie skal ses som første af mange mere tidssvarende skildringer af giftig maskulinitet og dertilhørende gruppechats (det spiller også en rolle i DR’s ‘Generationer’).
For det, der foregår i ’Reservatet’-drengenes tråd bliver ikke mindre rammende af, at ‘Adolescence’ findes. Tværtimod – hold varsomt dronerne ud af hænderne på Generation Sad Beige Babies.
Undren #1: Må en politibetjent godt være så åbenhjertig?
Ikke noget med ikke nogen kommentarer hos Nordsjællands Politi!
Mens efterforskeren Aicha må hive sine opklarende informationer ud af Ina Rosenbaums sjældent sete kvindelige retsmediciner om offeret, skal Cecilie bare spørge, og hun vil få svar.
»Var hun gravid?«, spørger den hovedmistænktes kone politiet efter obduktionen af afdøde Ruby. »Ja«, svarer efterforskeren med det samme. Det er sørme heldigt, at Cecilie ikke er interesseret i at lyve, flygte eller feje mere ind under gulvtæppet i den her situation. I stedet tilstår hun heldigvis, at hun har taget en sovepille og »ikke ved, hvornår Mike var hjemme«.
»Betyder det, at du trækker hans alibi tilbage?«, spørger Aicha så, og det er jo meget venligt sådan pro forma at lade, som om hun ikke lige har trukket hans alibi tilbage, om hun vil det eller ej. Ingen ACAB-stemning kan ramme denne flinke betjent – med gensidig tillid skal mord åbenbart opklares.
Undren #2: Ville en Cecilie virkelig gifte sig med en Mike?
Er Cecilie og den voldtægtsdømte Mike et match? Det synes jeg godt, man kan tillade sig at være lidt skeptisk over for. Især fordi han også lader til at kunne lide at dominere under sex. Og han er altså også en rigtig god (lækker) far, når han ikke giver naboens au pair køretimer og kaffe under Viggos brydestævner.
Undren #3: Kan Herlufsholm trækkes længere ned i sølet?
Kan man altid bare få en plads på Herlufsholm? Helt åbenlyst!
Hvis kostskolen i Næstved gik og manglede noget (ekstra) dårlig reklame, får den også lige en birolle i ‘Reservatet’ på målstregen, hvor det for Lars Ranthes Hr. Hoffman ingen sag er at få optaget voldtægtsmand og krænker Oscar på kost. Der har far jo selv gået.