’Lilo & Stitch’: Liveaction-overhaling af Disney-hit er et ømt portræt af vanskelig barndom
Der var engang en virkelig solbrændt mand, som så en ufo og tabte en is.
Han så faktisk en masse spacey ting og tabte utroligt mange is. Og sikke da vi lo.
Nu skal vi satme grine igen, for manden, isen og Disneys lidt atypiske 2002-banger, ’Lilo & Stitch’, er tilbage.
Seneste skud på animationsgigantens liveaction-stamme er nemlig fortællingen om hawaiianeren Lilo (Maia Kealoha). Du ved, hende den bedårende, iltre og dejligt teatralske pige, der begrædeligvis er totalt ensom og mere end venneløs.
Gud, hvor lyder det egentlig frygteligt, når det ridses op på den måde. Men så kan vi jo glæde os over, at der på en galakse far far away er blevet skabt et væsen, der skal blive hendes bff, og som – på flugt fra en fremtid bag tremmer – har sat sit stjålne rumskibs gps mod Jorden.
I det ydre rum kaldes han for det farlige eksperiment 626, på amerikanske øer kaldes han Stitch (Chris Sanders) … og for en underlig blå hund.
Ved det ret fornøjelige gensyn med dette lille ’monster’, der ender på et internat for efterfølgende at blive adopteret af en begejstret Lilo, slog det mig, at han hverken minder om en hund eller om dæmonisk laboratorieaffald.
Han minder om min nevø, da han var fem år. Han minder faktisk om ret mange femårige: En hyperaktiv ballademager med smadretrang, der elsker kage, men hader hårvask.
Nogle tilgår sådanne typer med omsorg og rigelige mængder frisk luft – i nogle tilfælde også ritalinpiller – andre åbenbart med fængselsdomme på kolde planeter.
Verden kan rigtignok være gyselig, hvilket faktisk er et fremtrædende budskab i den hjertevarme film, der ikke blot leverer en cute historie om nære relationer, men ligeledes skildrer urimelige udstødelsesprocesser i børnehøjde.
Med en socialrealistisk nerve berører ’Lilo & Stitch’ nemlig ganske vellykket alvorstunge emner, der udover ovenstående blandt andet gælder værgemål, ansvar, anbringelser og udsatte familier.
Eller udsatte ohana’er.
For som OG-klassikeren allerede lærte os tilbage i 00’erne, betyder ohana familie, »og familie betyder, at ingen bliver efterladt«.
Det er nu ellers den følelse, Lilo og hendes storesøster, Nani (Sydney Agudong) står tilbage med efter deres forældre tragiske bortgang. At være efterladte til en tilværelse fuld af mobning og sygeforsikringsproblematikker, og nu må de sammen forsøge at holde hus og arbejde, mens kommunefolk ånder dem i nakkerne.
Når søstrene ikke skændes og morsomt sammenstøder, drikker de Capri-Sun (spons much, Disney?) eller synger ståpelssange i hængekøjer, mens de sørger over tab og erkendelsen af, at livet – og de sociale myndigheder – ikke vil, som de vil.
Åh, hvor er båndet mellem de to bare unægteligt filmens smukke, autentiske og tudeværdige money maker, og Maia Kealoha er (næsten) lige så dødcharmerende som sin tegnede forgænger. Udover Sydney Agudongs sympatiske Nani skaber den unge skuespiller betagende kemi med alt fra surfboards og høns til en lille gut, der er ok animeret.
Nej, det er ikke, fordi animationsdelen er fuldstændig forfærdelig. Slet ikke faktisk. Der er bare steder, hvor den fysiske interaktion mellem computerskabte figurer og menneske ser en lille smule kejtet ud.
Men kram og kærtegn er måske bare generelt lidt akavede for rumvæsner?
Det er de i al fald for Stichs skaber Jumba Jookiba (Zach Galifianakis), der sammen med sin fashionable chaperone og fellow alien, Pleakley (Billy Magnussen), skal tilbagebringe fangen på flugt. De kamuflerer sig som mennesker, slasker lidt rundt i nogle boblebade og i nogle evighedsportaler, og med en good cop, bad cop-dynamik inkasserer de hyppigt latter.
Onde tunger ville nu pointere, at vi allerede har grint af Gøg og Gokke-makkerparret – og også af filmens resterende skægge påfund og finurligheder. Og præcis som hver gang Disney remaker deres tegnede succeser, falder ét spørgsmål for brystet: Hvorfor?
Mens nogle lige forholder sig til voksne begreber og kapitalistiske fænomener såsom penge og ananas i egen selvcentrerede juice, vil jeg forsøge at holde fokusset på barnet. For det er blandt andet dét, filmens fortælling gør.
Ulig mange andre genskabelser giver ’Lilo & Stitch’ os ikke klassiske historier om pladderromantisk kærlighed eller foruroligende stockholmsyndromer, men derimod et ømt og til tider komplekst portræt af (den vanskelige) barndom.
Og netop det portræt forfines i den nye version.
Jovist er det meste som før, og udover den tidligere nævnte ismand uden solcreme kan vi nok engang sige aloha til Elvis-entusiasme, huladans og en virkelig sjov dialog.
Men filmens kærkomne småændringer og tilføjelser nuancerer fortællingen om drømme og stigma, og vi beriges med en menneskeklog familiekomedie, der beskæftiger sig med den famøse og aldersløse samfundsepidemi, det er at føle sig anderledes og forkert.
Ja, vi kunne sagtens have levet uden den hawaiianske liveaction-overhaling. Altså … sagtens.
Jeg er dog overbevist om, at mange vil lade sig begejstre i biografsæderne, og at publikum – i særdeleshed det unge – vil kunne spejle sig og forelske sig i ’Lilo & Stitch’ anno 2025.
Kort sagt:
Jeg har muligvis erklæret dette før, og nu gør jeg det igen: Disneys seneste remake er det bedste til dato.