’The Legend of Ochi’: A24’s fantasyfilm emmer af kærlighed til ’E.T.’ og ’Den uendelige historie’
Man kunne nemt mistænke folkene bag ’The Legend of Ochi’ for at konspirere i at skabe en nuttet figur, der vil sælge godt som legetøj og bamser – hvis altså ikke der var tale om en indiefilm med et moderat budget delt mellem en række mindre produktionsselskaber og filmbranchens ledestjerne, A24.
I front for filmen er de titulære, umanerligt cute ochier – en race af pelsede fantasivæsner med blå ansigter og spidse ører, der ligner en krydsning mellem E.T., Gizmo og Baby Yoda.
Den debuterende instruktør Isaiah Saxon har næppe skabt sin nye familievenlige fantasyfilm med lutter kommercielle hensigter (selvom ochi kan fås som nøglering). Projektet er snarere født af en stor kærlighed til 80’ernes eventyrfilm som ’The Dark Crystal’, ’The NeverEnding Story’ og førnævnte ’E.T.’, hvor animatronics-dukker legemliggjorde de magiske væsner.
41-årige Saxon, der har baggrund som animator, har sammen med sit filmhold lagt seks års arbejde i at udforme en gennemført, pastelfarvet fantasyverden med en blanding af avancerede dukker, håndtegnede baggrunde, 3D-animation og location-optagelser i Rumænien.
Derfor blev instruktøren forståeligt nok meget knotten, da internettet sidste år før premieren spekulerede i, om filmen mon var AI-animeret.
Netop glæden ved den møjsommelige, praktiske produktion skinner igennem i ’The Legend of Ochi’, hvor fabeldyrene og den omkringliggende, let quirky eventyrverden på en fiktiv ø er den største tiltrækningskraft.
Fortællingen starter i en lille bjerglandsby, som ved første øjekast ser tidløs ud, indtil man opdager gamle biler, et supermarked og en skriggul dynejakke tilhørende hovedpersonen Yuri (det tyske stortalent Helena Zengel, der imponerede i ’Systemcrasher’).
Hun bor sammen med sin far (Willem Dafoe) og adoptivbror (Finn Wolfhard), der på daglig basis – med hjælp fra en lille hær af landsbyens drenge – drager ud i skoven for at jage ochier.
»De udslettede min familie«, siger faren teatralsk om de åbenbart dødsensfarlige dyr, og børnene lytter loyalt til ham, som var han Edward Nortons spejderleder i Wes Andersons ’Moonrise Kingdom’.
Den trodsige teenagedatter giver ikke meget for patriarkens ord, og da hun en dag støder på en efterladt ochi-unge, som viser sig at være overraskende fredelig, tager hun hurtigt dens parti. Snart løber hun hjemmefra på en, igen, ’E.T.’-klingende mission for at hjælpe ochien hjem til sin egen familie.
Når først vi og Yuri har lært ochiens sande natur at kende, udvikler ’The Legend of Ochi’ sig i retning af en halvtragisk familiefortælling om at være skilsmissebarn, fanget mellem sine stridende forældre. Farens tidlige indikation af, at skovens dyr har dræbt hans kone (Emily Watson), viser sig nemlig hurtigt at være kraftigt misvisende.
Undervejs står Yuri ydermere over for almengyldige dyreelskerdilemmaer: Kan mennesker leve med naturen uden at korrumpere den? Og ville hun i virkeligheden ikke hjælpe ochierne bedst ved at lade dem helt være?
Karaktererne må sluge nogle svære sandheder undervejs på rejsen, der er visuelt pirrende, men dog ikke ligefrem rammer publikum på følelserne.
Dertil har ’The Legend of Ochi’ en lovlig skæv og ironisk tone – særligt på grund af Willem Dafoes udpræget teatralske levering og Helena Zengels anderledes svært afkodelige ansigt.
Modsat Spielbergs fortryllende film følger man her mest med i eventyret fra distancen. Men fornøjeligt og charmerende er det nu alligevel.
Kort sagt:
Det flotte fantasyunivers og de charmerende, praktiske effekter er den største tiltrækningskraft i A24’s eventyrfilm, der synes at være født af en stor kærlighed til 80’er-klassikere som ’E.T.’, ’Gremlins’, ’The Dark Crystal’ og ’The NeverEnding Story’.