(Spoiler alert: Artiklen indeholder spoilers for hele sæson 2 af ‘Andor’. Læs en spoilerfri anmeldelse af hele serien HER.)
Kan en tv-serie om en bikarakter i en Star Wars-spinoffilm virkelig være på højde med, og sine steder ligefrem overgå, de ikoniske film fra den originale trilogi?
Ja!
»It’s like poetry. It rhymes«, lyder George Lucas’ legendariske frase, og sæson 2 af ’Andor’ er både opbygget som et digt og bygger videre på den originale films kritik af totalitarisme.
Serien er nemlig i fire mindre historier, der strækker sig over tre afsnit hver, så hele sæsonen med 12 afsnit giver nærmest fire separate film.
I onsdags sluttede anden sæson, og vi hylder tre ekstraordinære øjeblikke, som på hver deres måde repræsenterede noget nyt i Star Wars – og den vej er med til at holde franchisen i live.
1. Mon Mothmas dansende flugt fra virkeligheden
Vi husker alle Luke Skywalker, der betragter Tatooines to sole underlagt af John Williams’ magiske musik, som forfører publikum med samme eventyrlyst som Luke.
Mon Mothmas kaotiske bryllupsdans i afsnit 3 nærmede sig samme plads blandt franchisens bedste dialogløse scener.
Børnebrylluppet mellem Mothmas egen datter Leida og Staken Sculdun, der er søn af en finanskanon, tager en hård drejning. Brylluppet blev arrangeret for at låne penge til finansiering af rebellernes aktiviteter, men da bankmanden, den gamle flirt og kender af ordningen Tay Kolma, kræver bestikkelse for at tie om brylluppets egentlige natur, bliver Mothmas presset til det yderste.
Hun konsulterer den lyssky rebel-organisator Luthen Rael (Stellen Skarsgård), som kun ser én udvej. »Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad du siger«, siger Mothma. »Hvor dejligt for dig«, svarer Luthen, der sætter sin snigmorder Cinta Kaz på sagen.
Hele Mothmas politiske og privilegerede verden bliver vendt på vrangen. Hun har nu taget det første skridt ind i en mørk, hård og bedragerisk rebel-verden, hvor nødvendigheden af voldsomme midler i kampen mod Imperiet overskygger almindelig moral.
Presset, skylden, angsten, det moralske dilemma og erkendelsen af, at denne aften bliver den sidste fredfyldte og festlige måske nogensinde i Mothmas liv, udmunder i en flygtende dans ned i vandviddet.
Dansen er lige dele klassisk lancier, vogue og folkedans, vævet sammen af drinksenes berusende effekt, vidunderligt high-class kostumearbejde og rytmen fra den futuristiske house-rave-EDM-banger ’Niamos!’. Forførende melankolsk.
Star Wars’ officielle YouTube-kanal bemærkede fansenes begejstring for scenen og kvitterede med en timelang version af Mothmas excentriske dans.
2. Ghorman-massakrens voldsomhed
Hele sæson 2 kredser om det skelsættende folkemord The Ghorman Massacre, der kickstarter rebelsympatier på tværs af galaksen.
Efter længere tids undertrykkelse og misinformation om Imperiets golde tilstedeværelse på den pæne designerplanet Ghorman er kogepunktet nået.
Protesterne intensiveres, kasteskyts klargøres, Stormtroopers omringer pladsen, molotovcocktails deles ud, snigskytter tager plads, nationalsangen synges, og Imperiets kadetter hiver skjoldene frem. Krudttønden kan eksplodere når som helst, eller så snart Dedra Meero giver ordren.
Anakins kvælning af Padmé med Kraften tåler ingen sammenligning med Syril Karns håndfaste kvælning af sin udkårne Dedra.
Syrils erkendelse af sin egen opstignings konsekvenser for andre leder tankerne hen på Rudolf Höss’, der gør samme opdagelse i ’The Zone of Interest’. Nazi-allegorien gennemsyrer hele Star Wars-sagaen og fortolkes på stærkeste vist i denne scene.
Selve massakrens intense 30 minutter er velorkestreret med et utal af små hårdtslående øjeblikke, hvor vi drabeligt må sige farvel til flere velkendte rebel-ansigter, der har arbejdet hemmeligt, som var de modstandsfolk under et besat Danmark anno 1940’erne.
Stormtroopernes ellers så legetøjsagtige laserskud har fået en anden lyd, der i højere grad lyder som skarpladte sømpistoler, når de nedslagter de overmandede demonstranter.
Afsnittets intense dokumentarisme har veloplagt dansk islæt, da det er ’Armadillo ’-instruktør Janus Metz, der har instrueret (vi talte tidligere på ugen med ham om at iscenesætte massakren).
Det bibragte en voldsomhed, som vi ikke har set i Star Wars-sammenhænge før.
3. Mon Mothmas tale i afsnit 9
Populærkultur er bedst, når det både underholder og har noget at fortælle. ’Star Wars’ fra 1977 er kroneksemplet med sin stærke allegori over Vietnamkrigen.
’Andor’ går i samme fodspor, og i afsnit 9 leverer Mon Mothma – flot udført af skuespiller Genevieve O’Reilly – en fængslende og opsigtsvækkende tale, hvis tematikker er skræmmende aktuelle også i nutiden.
»Distancen mellem hvad der bliver sagt, og hvad der er sandt, er blevet en afgrund […]. Tabet af en objektiv sandhed er måske det farligste. Sandhedens død er den ultimative sejr for ondskaben«, lyder Mothmas hårrejsende vendinger.
Talen har visse ligheder med rigtige tekster fra den tyske filosof Hannah Arendt, der beskrev Totalitarismens oprindelse med udtrykket »ondskabens banalitet«.
Lighederne mellem Arendts tekster, Mothmas tale og den politiske situation i USA-anno 2025 (Det Hvide Hus fatter ikke Star Wars) løftede ‘Andor’ over det meste andet Star Wars.
’Andor’ kan ses på Disney +.