’Poison’: Trine Dyrholm spiller på alle tangenter over for Tim Roth – og gør det med bravur
»En mand og en kvinde, der mistede et barn og derefter mistede sig selv og hinanden«, lyder Tim Roths enkle meta-opsummering undervejs i filmen ’Poison’, hvor den britiske stjerne selv spiller den ene sorgramte forælder.
Den anden hovedrolle indtager Trine Dyrholm, som nok er den primære grund til, at dette lille, men kraftfulde europæiske filmdrama nu får dansk premiere i enkelte kunstbiografer.
I ’Poison’, instrueret af den erfarne luxembourgske skuespiller Désirée Nosbusch i sin spillefilmdebut, har netop skuespillernes præstationer og samspil da også det absolutte hovedfokus.
Filmen er stort set renset for biroller og udspiller sig næsten kun på én lokation som en lang samtale mellem de to hovedkarakterer. Dialogen kunne lige så godt udspille sig på en teaterscene, og det gjorde den faktisk også oprindeligt. Den hollandske dramatiker og forfatter Lot Vekemans har således stået for manus til filmatiseringen af sin egen forestilling af samme navn.
Med undtagelse af en kort glasspejling, der viser et glimt af et fjernt minde, har stilistisk tilbageholdte ’Poison’ heller ingen opfindsomme filmtricks i ærmet. Det er i høj grad skuespillet, man skal se filmen for, og de to stjerner skuffer ikke.
’Poison’ tager sig god tid, hvilket undervejs bliver en mindre hæmsko. Det langsomme tempo er imidlertid meget virkningsfuldt i filmens næsten ordløse åbningsscene, hvor Trine Dyrholms Edith og Tim Roths Lucas for en stund befinder sig i hver deres rum – hun i sit soveværelse, han på en vindblæst landevej. Man mærker tydeligt, at de begge bærer rundt på noget tungt og melankolsk, som snart må bryde ud i lys lue.
Det er sorgen over tabet af deres søn, de begge har med sig, men håndterer på vidt forskellig vis. Hun kan og vil ikke give slip på den altopslugende sorg, og han vil gerne videre med livet og lægge det bag sig. Sådan forholdt det sig, da de for 10 år siden gik fra hinanden, og sådan forholder det sig stadig, når de et årti senere mødes igen for første gang på kirkegården, hvor sønnen ligger begravet.
»Du har slet ikke ændret dig«, siger Lucas indledningsvis som et kompliment, der i løbet af filmen fordrejes til en anklage. Edith forstår omvendt ikke, hvordan han kan forholde sig så følelseskoldt og fjernt til deres fælles fortid, som har lagt hendes liv i ruiner.
Tim Roth leverer en veltempereret, relativt afdæmpet præstation, som passer godt til karakterens momentvise resignation. Dyrholm er særligt i filmens første to tredjedele en evigt dirrende og siden frembrusende kraft af vrede, tvivl og afmagt. Det danske koryfæ får plads til at spille på alle tangenter og griber udfordringen med bravur.
Trods sit ubærlige tab er Edith i starten svær at sympatisere med, fordi hun opfører sig så krigerisk og uforsonligt i mødet med eksmanden. Deres kirkegårdsdialog bliver mere og mere intens og ubehagelig, og hun læser tydeligvis mere ind Lucas’ ytringer, end han selv gør.
Senere skifter sympatien imidlertid. Det gør den faktisk flere gange. For på velvalgte steder løfter filmen lidt efter lidt sløret for eksparrets tidligere handlinger og oplevelser, så man ser dem og deres hentydninger i et nyt lys. Pludselig ser man mere klart den sårbarhed, som Edith skjuler bag vreden.
Selvom dramaet sine steder faktisk bliver mere håbefuldt, blotlægger ’Poison’ først og fremmest, hvordan sorgens gift har forskellige bivirkninger på hvert enkelt menneske. Man kan mødes om den, men sorgen er i sidste ende noget, man må kæmpe alene med.
Derfor kan den være så ødelæggende for relationer. Og derfor er den altid spændende at skildre på film.
Kort sagt:
Trine Dyrholm leverer en kraftfuld og frembrusende præstation over for Tim Roth i det nedbarberede sorgdrama ’Poison’.