’Stick’: Golf er en overraskende god arena for forældrekritik i hjertevarm Owen Wilson-komedieserie
Daddy-issues, Gen-Z’s, boomers, kvindekamp, forældrenudging og … golf?
Apple TV+’s nye komedieserie med Owen Wilson i hovedrollen er et ukurant møde mellem zeitgeisty tematikker og konservativ hulsport.
’Stick’ starter som et dårligt drive med kurs mod bunkeren med gumpetung eksposition om den fallerede golf-prof Pryce ’Stick’ Cahill (Owen Wilson), der bliver skilt fra hustruen Amber-Linn (Judy Greer).
Pryce drikker og ryger sig skæv i sit trofæskab, hvor pokaler og gamle avisoverskrifter vidner om fordums storhed. Hans golfkarriere sluttede brat efter et vredesudbrud på golfbanen, der blev filmet og gik viralt på YouTube, og han arbejder nu som golfudstyrssælger, der har læst brugtvognsforhandlerens ABC.
Da Pryce opdager det nye kæmpetalent Santiago ’Santi’ Wheeler (Peter Dager), får han imidlertid ild i øjnene, og med sine salgsevner overtaler han både Santi, knægtens mor Elena (Mariana Treviño) og vennen Mitts (Marc Maron) til at tage på roadtrip rundt til diverse amatørturneringer for at spille sig til en plads på den prestigefyldte PGA-tour.
Den klichétunge underdog-historie står næsten færdigskrevet, allerede inden Mitts gamle autocamper er på hjul, og det karikerede skuespil hjælpes ikke af replikker som »og det er sådan, man krydrer en bøf«, når Pryce komplimenterer Santis drive.
Til gengæld er ’Stick’s miljøer hyggelige at opholde sig i. Turen fra campingplads til campingplads med fine bordopdækninger, lyskæder, barbecues og dåseøl i aftenmørket skaber en varm rejselysten atmosfære.
Det ulmer selvfølgelig samtidig under overfladen, for unge Santi og faderfiguren Pryce har noget til fælles i deres respektive afsavn af et far/søn-forhold. Og måske har også Elena og Mitts mere til fælles end først antaget.
Man fornemmer, at karaktererne har levet et fuldt liv. Og introduktionen af den nonbinære Zero (Lilli Kay fra ’Yellowstone’), som er selvproklameret »genderqueer, anti-capitalist, postcolonial feminist«, kunne let være endt som et kikset generationsfornærmende slag out-of-bounce i sammenstødet med gamle skilsmisserable mænd. Men i stedet viser konfrontationerne, hvordan man må tage ansvar sig selv, både i sine fejl, nye som gamle, og i sine største bedrifter.
I den forstand har serien noget at bidrage med, når det kommer til forældrenudging i vores perfekthedskultur, og golfens behov for præcision i selv de mindste detaljer er en overraskende god arena at udtrykke det gennem.
Under sommerens uundgåelige regnvejrsdage vil man således stryge hurtigt igennem ’Stick’s 10 halvtimesafsnit, der bæres af en hurtig klipperytme og et skønt broget ensemble.
Selve golfsekvenserne er desuden dynamiske og kreativt filmet med ekvilibristiske zoom- og droneoptagelser, så turneringerne virker medrivende, især når kameraet flyver med bolden over træerne, på tværs af markerne og ned i hullet. Meget tilfredsstillende.
Så ja, jeg fik lyst til at spille golf – og til råbe ad de forældre, der udlever deres egne forliste drømme gennem deres børn.
Kort sagt:
Owen Wilson-serien ’Stick’ er snarere et slag hyggelig minigolf med en Premier Is i hånden end en konkurrencebetonet 18-huller.
Anmeldt på baggrund af hele serien.