’Tre veninder’: Denne film bør blive overset kærlighedsmesters store gennembrud i Danmark
Den skammeligt underkendte franske auteur Emmanuel Mouret er en af vor tids fremmeste instruktører.
Hans værker bekræfter og forstærker ikke kun ens kærlighed til filmmediet med deres overlegne fortællemæssige overskud af visuel komik, sammenfiltrerede historier i historier og talrige referencer til litteraturkanon og klassisk Hollywood.
De får faktisk også en til at træde ud af biografmørket med en større appetit på livet, end da man gik ind. Om noget laver Mouret film om søgende blikke og om de skjulte sandheder, der åbenbarer sig, når man tillader sig at se på verden med nye øjne.
Det lyder måske småprætentiøst, men netop i tilfældet Mouret giver det mening at svinge sig op på de helt store melodramatiske nagler, for hans værk – primært bestående af fantastiske romantiske komedier – skyr hverken store følelser eller (lomme)filosofiske udsagn, der i mindre kompetente hænder ville fremstå pladdersentimentale, men som hos ham åbenbarer essensen af ikke kun filmkunsten, men det at være menneske.
Mouet har i 25 år lavet nogle af de allerbedste – sjove, rørende, og jeg kunne blive ved – kærlighedsfilm med den mesterlige ’De ting, vi siger, og de ting, vi gør’ som det foreløbige højdepunkt. Alligevel er det med biografaktuelle ’Tre veninder’ kun anden gang, at vi kan opleve ham i de danske biografer, og det er en fornøjelse, man bør unde sig selv.
Som altid hos den franske instruktør er emnet givet på forhånd: Her gælder det kærligheden og særligt de besværlige forventninger, der knytter sig til forestillingerne om det gode (kærligheds)liv.
Læreren Joan (India Hair) er ude af sig selv og kan ikke sove, bekender hun til sin veninde. Årsagen er, at hun ikke længere er forelsket i sin mand Victor (altid mageløse Vincent Macaigne) – en regulær katastrofe, da hun ikke bare har en lille datter med Victor, hun arbejder også sammen med ham, og kærlighed uden forelskelse er jo slet ikke kærlighed.
Fra veninden Alice (Camille Cottin) lyder det, at hun skal tage det roligt. Kærligheden kommer og går, ligesom lidenskab aftager med tiden for at melde sin genkomst, når man mindst venter det. Faktisk har Alice aldrig været forelsket i sin ægtemand Eric, og de har det altså strålende sammen alligevel, siger hun.
Eller har de? For Eric har, viser det sig, en hemmelig affære med Joan og Alices fælles veninde, den frigjorte Rebecca (Sara Forestier), der halvhjertet forsøger at finde kærligheden på Tinder, men egentlig håber på, at Eric vil forlade Alice, som han længe har overvejet.
Det lyder måske som opskriften på et eksplosivt drama, hvor folk råber og skriger ad hinanden i dekadente franske dobbeltstuer med tre meter til loftet, mens de kaster førsteeksemplarer af Tolstoj efter hinanden i arrigskab, men ’Tre veninder’ er ligesom resten af Mourets værk en blid og velafstemt affære, hvor alle vil hinanden det bedste (okay, lige netop dét med Tolstoj skete faktisk for nogle Mouret-film siden).
Som så ofte før diskuterer Mouret, hvordan idealer om kærlighed sjældent kan leve op til konkrete handlinger, som når Joan måler sit eget kærlighedsliv op mod Ingrid Bergmans ditto i Hitchcocks ’Notorious’. Det er en kamp, man kun kan tabe.
Til gengæld viser Mouret, at der er masser at vinde, hvis bare man bevæger sig en centimeter ud af sin egen forestillingsverden og giver sig hen til de skjulte vidundere, som ligger for ens fødder.
Det er noget, vi har set før hos Mouret, men i ’Tre veninder’ er det umådeligt rørende skildret som en spøgelseshistorie, hvor filmens fortæller-figur beretter fra det hinsides, om hvordan døden ændrede hans syn på kærligheden, ligesom også filmens tre veninder løbende skifter positioner i deres respektive kærlighedsliv, når de indser, hvor skrøbeligt livet egentlig er.
Samtidig er filmen en aldeles opløftende affære, der sprudler af livs- og fortælleglæde – som i den eminente prolog, hvor fortælleren viser os de lokationer, historien skal udspille sig i, og de karakterer, vi skal lære at kende.
Mourets filmsprog er herligt raffineret: Han henleder altid tilskuerens opmærksomhed mod sine fortællingers konstruerede natur, hvorefter han fremkalder universer så klare og følelser så indlevede, at man helt glemmer de møtrikker, instruktøren stiller frem til åbent skue.
Hos Mouret er menneskene historiefortællere i egen ret, når de i flashbackscener livligt gengiver episoder fra deres hverdag. Her er selve livet lærredet. Selvom en karakter på et tidspunkt slukøret bekender, at det at være levende er at være fortabt, viser instruktøren os også alle de smukke, ømme stunder, der ligger under den umiddelbare eksistentielle rådvildhed.
Det kan godt være, at karaktererne snakker om datingapps og udfordringerne ved moderne kærlighed, men Mourets film bærer i langt højere grad et slægtskab med klassisk litteratur og filmkunst, når han fører os gennem piktoreske skovlandskaber og barokke amfiteatre, der synes at forbinde karaktererne med dem fra Jane Austen eller Emily Brontës romaner og de klassiske Hollywood-film, der optræder adskillige klip fra i ’Tre veninder’.
I en nøglescene i filmen fortæller en forfatter-karakter om sin bog ’Lykkelig kompleksitet’. Joan mener, at den er interessant, men flyver lidt let hen over livets tragedier, hvortil forfatteren replicerer: Men hvorfor tilføre mere smerte til verden?
Her åbenbarer Mouret sin egen filmfilosofi, der tror på, at filmmediet kan hjælpe os til at se det bedste i vores medmennesker og forandre vores blikke på det, vi troede var kedeligt velkendt.
’Tre veninder’ er en film om at turde tage chancer og om ikke at dømme en bog på sit omslag – og det er akkurat den samme behandling, Mourets oversete værker fortjener herhjemme.
Kort sagt:
Den franske mesterinstruktør Emmanuel Mouret er skammeligt overset herhjemme – hans nye romantiske komedie bør blive hans store gennembrud.