’The Twisted Tale of Amanda Knox’: Ny dramaserie om velbeskrevet mordskandale er et trættende forsvarsskrift i længden
Hvad der skulle have været en sydeuropæisk studiedrøm, endte i stedet som en global offentlig gabestok og et sandt mareridt – med streg under sandt.
For i 2005 blev Amanda Knox – en amerikansk udvekslingsstuderende fra Seattle – anklaget for at have myrdet sin britiske roomie, Meredith Kercher, i deres fælles hjem i Italien.
Medierne kastede sig frådende over tragedien, som kombinerede sex, blod og imaginære jalousimotiver, og ryddede sine forsider for at gøre spalteplads til Knox og hendes daværende – og lige så mordtiltalte – kæreste, Raffaele Sollecito.
Parret blev dømt, frikendt og dømt igen før en endelig frifindelse i 2015. Men her 10 år senere hjemsøger pressens smædekampagner og prædikatet som skyldig fortsat.
Og hvad gør man så?
Man ringer til Disney og beder dem levere høj produktionsværdi og en forsvarstale i otte afsnit.
Streamingtjenestens nye miniserie ’The Twisted Tale of Amanda Knox’ – med Knox selv som executive producer – vil nemlig mere end iscenesætte endnu et retssalsdrama med true crime-aura.
Den vil rense, forklare og tydeliggøre, at Foxy Knoxy (jep, sådan blev hun på nedværdigende vis omtalt i pressen) er hverken morder eller monster.
Det lykkes skam. For man får sympati med Amanda, når serien – med fortælleretten som sit centrale omdrejningspunkt – giver ordet til Knox selv (gestaltet af Grace Van Patten). Med hovedkarakterens guidende og patostunge voiceover hives vi gennem kolde celler, kærlighedssenge og myrekrybsfremkaldende gerningssteder – og over i rystende gengivelser af, hvordan alt fra Knox’ vibratorer til ringe situationsfornemmelse og lettere excentriske personlighed blev fremlagt som bevismateriale.
Men altså. Ikke alle weirdos, der ejer en køkkenkniv og en gennemsnitlig libido, er hjerteløse forbrydere, vel?
Nej, og det slår serien heldigvis fast. Den slår ligeledes fast, at skurke sagtens kan bære politiskilte og selvretfærdige teser.
Således rummer serien mange interessante lag, og tematisk berører den både sprogbarrierer, magtmisbrug, dæmonisering, og hvordan straf formes af stereotyper og sociale fordomme – noget der kunne have være yderligere udfoldet, havde Disney ikke beskæftiget sig med en hvid amerikaner, hvis historie (og uskyld) allerede er blevet enevendt i podcasts, bøger og en glimrende Netflix-dokumentar.
Grace Van Patten giver dog en formidabel præstation som Knox og tilfører sårbarhed og kompleksitet til den udskældte og udstillede kvinde.
Hun er særligt stærk i forhørsscenerne, hvor Amanda uden søvn, uden advokat og uden overbevisende kommunikationsevner udsættes for et så overvældende mentalt pres, at hun næsten begynder at tro på efterforskernes version af det blodige hændelsesforløb. Det er klaustrofobisk, ubehageligt og fremragende spillet.
Det resterende cast tilfører ligeledes dybde og drama til dramaet, mmen æstetisk er serien mærkeligt letbenet. Den gyldne color grading og de legende visuelle greb står i kontrast til fortællingens alvorlige anliggender og føles – præcis som hovedkarakteren ofte blev beskrevet – lidt off.
Dét bliver altså en anelse trættende i længden. Det gør det meste faktisk. For trods spring i tid og skiftende perspektiver føles ’The Twisted Tale of Amanda Knox’ unødigt lang.
Jeg vil nok ikke gå så vidt som at kalde den nye Disney-satsning for dårlig. Bare som et neverending terapeutisk (penge)projekt forklædt som nuanceret tv.
Kort sagt:
’The Twisted Tale of Amanda Knox’ er overbevisende spillet og tematisk relevant, men desværre fremstår den mere som et velproduceret forsvarsskrift end en vellykket fortælling.