’Kærlighedens gerninger’: Fascinerende dansk film om store tabuer makser lidt for meget ud
Hanna (Cecilie Lassen) går til hånde med huslige opgaver i en vestjysk kristen sekt.
Efter syv år i det afsides kloster dukker en person fra hendes fortid op. Hendes lillebror Jakob (Jonas Holst Schmidt) er officielt ankommet som arbejdsmand for at hjælpe med at mure et anneks. I virkeligheden er han kommet for at se Hanna, der i begyndelsen slet ikke ønsker kontakt med ham.
Jeppe Røndes ti år gamle debutspillefilm ’Bridgend’ handlede om en slags selvmordskult i en engelsk by. I hans nye film ’Kærlighedens gerninger’ møder vi en sammenslutning, der er som et sekterisk miks af 70’er-kollektiv og Indre Mission.
Rønde har tidligere lavet dokumentarfilm som ’Jerusalem min elskede’ og ’The Swenkas’, der også omhandler tro og religion. I ’Kærlighedens gerninger’ observerer han et fiktivt, mærkeligt fællesskab af faste rutiner, struktureret hverdag og en radikal tro på tankens kraft: Børnene kaster med en bold i en gård. Der er bare ikke nogen bold. Jakob kan ikke tage det alvorligt til at begynde med, men den grønlandske dreng Miilu (Miilu Lundberg Boassen) er stærk i troen, må Jakob sande.
Sekten er ledet af præstepsykologen Kirsten, der bliver spillet med et fanatisk blik af Ann Eleonora Jørgensen. Kirsten leder en slags psykoanalytiske sessioner, hvor menigheden via genopførelser af centrale begivenheder fra deres fortid skal nå til forsoning og forståelse.
Medlemmer af det lille trossamfund fungerer som stedfortrædere for centrale personer fra fortiden, der skal hjælpe hovedpersonerne med at sparke døren ind til de fortrængte minder. Det er filmisk ganske effektivt – scenerne er mærkværdige og lidt uhyggelige.
Via de sære sessioner skal Hanna og Jakobs forhistorie oprulles, som en slags rollespil, der efterhånden får præg af mere regulære flashbacks, hvor de forvandler sig til børn igen, idet børneskuespillere pludselig overtager de voksnes roller. Hvorfor vil den unge kvinde ikke se sin lillebror, og hvorfor har hun søgt tilflugt i dette uortodokse fællesskab, hvoraf mange er misbrugere eller på andre måder skrammede sjæle?
Efterhånden kommer historien om søskendeparrets fortid for en dag. Jakob og Hanna har haft en opvækst præget af misbrug og grænseløse forhold, og der er opstået et incestuøst forhold mellem de to. Derudover er der et grønlandsk sidetema i filmen: Flere i sekten er af grønlandsk afstamning, og sektlederens afdøde, adopterede søster var grønlandsk og er blevet en slags skytshelgen for gruppen. Post-koloniale fortællinger om Grønland og Danmark er mere relevante end nogensinde i 2025, men den her virker påklistret.
Når manuskriptet ikke altid leverer, er der grund til at hylde især Cecilie Lassens skuespil. Hun er sårbar og desperat som en kvinde, der ønsker sig et barn og derfor stiller sin krop og sit liv til rådighed i en parallelverden mod et løfte om, at det tilsyneladende umulige vil ske til sidst.
Men de dissonante kor- og orgeltoner fra filmkomponist Sune Køter Kølster bliver for ofte påtrængende. De urovækkende toner gør, at ’Kærlighedens gerninger’ i flere passager føles som en thriller om en halvcreepy sekt, der lover sine medlemmer mirakler, mens de som hjernevasket fremsiger det bovlamme motto ’Vi er her alle sammen’.
Samtidig er filmen et umuligt kærlighedsdrama og et martret kvindeportræt, og på en eller anden måde bliver det for meget på én gang. Jeg købte kemien og forholdet mellem bror og søster, men grebet med at fortælle deres historie via psykoterapeutiske sessioner skaber en distance og en afstand, der gjorde, at jeg trak mig.
Galt går det særligt i epilogen, hvor Jeppe Rønde trykker alt for hårdt i det filmiske klaviatur. Slutningen makser helt ud, så det bliver en slags Lars von Trier ganget med Dreyers ’Ordet’, mens Arvo Pärts korværk ’Miserere’ fylder lydsiden ud. Et isbjerg på et billede går fra at være en diskret symbolik om individuel (blod)skam og kollektiv fortrængning til en meget bastant af slagsen. Det er som at få en metafor hamret ind i sine øjeæbler.
Instruktøren fortæller, at flere medlemmer af castet fik terapeutisk udbytte af at indspille filmen. For Jeppe Rønde er fortællingen i høj grad en konfrontation med hans egen barndom og forholdet til hans søster. »Baseret på virkelige minder«, står der på et af de håndtegnede skilte ved filmens begyndelse.
Det er modigt og prisværdigt, at han har stået frem med sin specielle historie. ’Kærlighedens gerninger’ er fascinerende og oprigtigt sær i passager, men også for ujævn, overgjort og usikker i tonen til, at man kan involvere sig tilstrækkeligt i den ukurante kærlighedshistorie.
Kort sagt:
’Kærlighedens gerninger’ trækker hårdt på horrorvirkemidler, samtidig med at den fortæller en forbudt kærlighedshistorie. Resultatet er flere steder fascinerende, men uklart og indforstået på samme måde som en af de sære, psykoanalytiske sessioner, filmen skildrer.