‘Wayward’: ’Twin Peaks’ møder ’X-Files’ i original komikers nye Netflix-serie
Hvis det er sandheden, man skal høre fra børn og fulde folk, må det efterhånden være fra komikere, hvis man skal have klasket hårdtslående og blottende samfundskommentarer lige i fjæset.
Ben Stillers arbejdspladsdystopi ‘Severance’ og Jordan Peeles stramme satiregreb om racespørgsmål i ‘Get Out’, ‘Us’ og ‘Nope’ har de seneste år sat et spejl for det vestlige samfunds ubehagelige selvfølgeligheder – og i 2020 blev klubben et medlem rigere med den canadiske standupper Mae Martin, der vellykket brugte det fiktionaliserede selvportræt til at skildre problemstillinger om kønsidentitet og afhængighed i romcom-perlen ‘Feel Good’.
Heksegryden af personbåren kulturkritik og komisk timing tager komikeren nu et spadestik dybere med sin mysterie-thrillerserie ‘Wayward’, der tager fat i noget så dystert som den amerikanske troubled teen-industri med en fortælling om generationelle traumer og ungdommens rodløshed.
Det er en industri, der siden 1950’erne har generet milliarder af dollars ved at indskrive unge mennesker med »adfærdsproblemer« i »terapeutiske« skoler, akademier og institutioner med et væld af dødsfald, overgrebsskandaler og forsvindinger til følge. Herligt.
Det er en heftig præmis, som begynder med de to canadiske, potrygenede besties Leila (Alyvia Alyn Lind) og Abbie (Sydney Topliffe), som simpelthen er så uregerlige og pjækkeglade, at de ender på det adfærdskorrigerende akademi Tall Pines i Vermont. Her har lederen, Evelyn Wade (Toni Collette), den selverklærede mission at »løse problemet, der er pubertet«. At de to teenageres øjeblikkelige plan er at flygte, forstår man godt.
Tall Pines’ umoralske terapimetoder og mystiske indflydelse på den nærliggende by bliver ufrivilligt en opklaringssag for Alex Dempsey (Mae Martin), der sammen med sin gravide kone og tidligere topelev/indsat/patient på akademiet Laura (Sarah Gadon) samtidig flytter til flækken for at starte på en frisk.
Ligesom i ‘Feel Good’ er det den introspektive skuespilpræstation som outsideren, der giver Martins rolle som den transkønnede Alex en jordnær tyngde. Han skal være far, men slås med at skulle leve op til traditionelle maskulinitetsidealer og tyr ofte til en veltimet joke på bekostning af sig selv. Mødet mellem Alex’ skiftende ydre, usikre indre og en by, der tilsyneladende ikke har ændret sig siden 70’erne, rodfæstes fabelagtigt i dronningen af excentriske personskildringer, Toni Collette, og hendes rolle som den megalomaniske sektleder Evelyn.
Hun er ikke blot magtfuld, men balancerer mellem en forførende humoristisk og distanceret ondskabsfuld præstation, når hun både iler rundt på en trehjulet cykel og dirigerer grænseoverskridende terapisessioner med en klokke.
Både Alyvia Alyn Lind og Sydney Topliffe er sjældent gode som Leila og Abbie, venskabeligt forbundne gennem uforstående og fraværende forældre. Det føles autentisk barnligt, når de navngiver deres flugtplan efter Pierce Brosnan i ‘The Thomas Crown Affair’ – og samtidig enerverende realistisk, når Abbie mener, at det største problem ved Tall Pines er, at der ikke bliver serveret dyp til pomfritterne til frokost.
Dertil rammer Martin med ‘Wayward’ umiddelbart plet ved at sammenskrue et ‘X-Files’ møder ‘Twin Peaks’-mysterie i en by, som vil få hipstersegmentet til at fråde over mængden af pittoreske farmersmarkets og skovmandsskjorte-venlige nåleskove. Her bliver folk politianmeldt for at stjæle kompost fra nabohaven, og det er ikke unormalt at købe to kilo kartofler i løsvægt for derefter at transportere dem hjem i en barnevogn.
En aparte setting, der sammen med en kløgtig ‘The White Lotus’-lignende lydside af kvækkende tudser, cikader og lavmælte skrig fungerer som en klaustrofobisk forstærkning af de besynderligheder, som Alex konfronteres med undervejs i sin solo-eftersøgning.
Trods et ambitiøst plot er det i de første fire afsnit, at ’Wayward’ er særligt vellykket. Her bliver mysteriets iboende creepiness og tunge tematik med langstrakte lommelygteeftersøgninger og ekspositionsskud af blodige vægge og mystiske døre balanceret fint med kvikke bemærkninger af Leila og Abbie, der forsikrer hinanden om, at de nok skal klare den, fordi »de er canadiere«.
Efterhånden virker det dog, som om Martin bliver mindre interesseret i at føre mysteriet til dørs til fordel for en hurtigoverstået afvikling af et mellemmenneskeligt drama, som tager pusten ud af både den humor, spænding og alvor, der ellers lå i den større fortælling om identitet, indoktrinering og rodløshed.
Kort sagt:
Mae Martins ‘Wayward’ er et medrivende portræt af en amerikansk mareridtsindustri, der dog til sidst bliver overskygget af mere letbenet dramatik.
Anmeldt på baggrund af hele serien.