’Skiftet’: Ny svensk Netflix-serie er et spændende mix af periodedrama og krimi
Lovens lange arm har gennem historien typisk siddet på mænd.
I hvert fald indtil nogen havde modet til at bryde med forestillingen om politiarbejde som noget, kvinder var mindre egnede til.
Det skete hos vores naboer i 1958, hvor Sverige fik deres første kvindelige betjente. Og det er dem, der har inspireret Netflix’ seneste skandinaviske satsning, ’Skiftet’.
Her møder vi den godhjertede Carin (Josefin Asplund), den kritiske, konfrontatoriske Siv (Agnes Rase) og den regelrette Ingrid (Malin Persson), der ansættes i landets hårdest belastede politidistrikt, stockholmske Klara, hvor gaderne sejler i kriminalitet, prostitution og misbrug.
En virkelighed fuld af udfordringer, men de største problemer skal vise sig at komme indefra, hvor de tre skal forsøge at finde sig en udholdelig plads i en verden styret af mænd med en utroligt lille tiltro til kvinder som selvstændige væsener.
Imens spørgsmål om kvindernes evne til at forsvare sig og gøre det beskidte arbejde tynger dem, bliver de samtidig syndebukke, der får skylden for konsekvenserne af andres dovenskab og dumdristighed
Men ledet af Carin – spillet af Josefin Asplund, der dynamisk flyder mellem berøringsræd grønskolling, principfast stålsathed og kvindelig søsterempati – tager kvinderne afstand fra de ufine metoder, som viser sig at herske i politistyrken.
Snart vrister de sig fri af den indledende »Hvis vi bare gør som mændene, bliver det fint«-tankegang og smider stiletterne for at jagte flugtforbrydere i de brostensbelagte bygader. Carin graver sig på bedste selvtægtsmanér ned i Klaras kriminelle underverden og har pludselig en mordsag på hånden og en drabelig bordelejer på nakken.
Det bliver både blodigt og dramatisk, men set over de seks afsnit er ’Skiftet’ mere periodedrama end krimi, som vi kender det i skandinavisk kontekst, og flere steder aner man endda spor af klassisk arbejdspladskomedie.
Herhjemme vil det bedst kunne beskrives som et møde mellem ’Dansegarderobens’ kvindelige sammenholdshistorie, ’Anna Pihls’ storbyfortælling om den ambitiøse politikvinde, og ’Krønikens’ let krukkede, men gennemførte periodedrama.
I det møde er ’Skiftet’ både helt sin egen og et effektivt produkt af moderne tv-historie.
Det klæder specielt de kvindelige hovedkarakterer, at vi oplever dem fejle og i glimt fremstå amoralske, når de spejler de selvsamme magtsyge tendenser, de prøver at bekæmpe.
Efter at have trukket sit våben for første gang opsluges den nidkære Ingrid pludselig af en fascination af den magt, pistolen symboliserer. Voldens mørke bliver et lys i relationen til hendes dybt usympatiske makker, da de to finder hinanden i det momentvise vanvid, våbnet får frem i Ingrid.
Selv den reneste sjæl kan ende med at slå alvorlige skår i sit eget selvbillede, hvis de mødes med nok modstand, og på samme måde oplever vi, hvordan det hele flyder over i betjentenes privatliv, hvor de skæve kønsroller og strukturer også kan resultere i kuldsejlede forhold.
Dårligdommene sniger sig endda som gift ind i kvindernes interne relationer, hvor sammenholdet ellers er selve fundamentet. Men der måtte gerne være endnu mere mudder i de dynamikker, for krimiplottet om bordelejeren er som sådan ret simpelt: Selvfølgelig viser det sig, at der er brodne kar i politiets ledelse, og at gangsterbossen er noget nær urørlig. Lidt for ofte bliver det fortællingen om de store stygge drenge mod de inderst inde søde piger.
Æstetisk udspiller det hele sig i utroligt gennemførte og flotte sets, som fint levendegør det kaotiske mylder, Stockholms kriminelle epicenter må have været. De får lov at udfolde sig i farverige framings med øje for de små detaljer i kostumer og props, som gør tidsbilledet troværdigt, krydret med hårdt klippede minimontager på 10-20-30 sekunder, som i knitrende, analoglignende skud agerer visuelle broer mellem scener og locations.
Også soundtrackets insisterende brug af hiphop og hård rock er friske pust. Det er godt tænkt at koble antiautoritær musik med kvindernes indtog i politiverdenen, og det er virkelig effektivt eksekveret, da kvinderne i første afsnit indvarsler den nye æra til lyden af Ice Cubes ’Good Cop, Bad Cop’, selvom effekten mod slutningen må siges at aftage en del, og musikken mere og mere føles som en gimmick frem for et fortællemæssigt greb.
Kort sagt:
’Skiftet’ er et spændende mix af periodedrama og skandinavisk krimi, som fortæller et vigtigt kapitel i svensk politihistorie på både underholdende og dramatisk vis med fin forståelse for de genrer og traditioner, den lægger sig i forlængelse af.