‘13 dage, 13 nætter’: Medrivende, oplysende og ufokuseret film om Afghanistans fald
FILM. Hvis vi levede i en normal tid, ville vi stadig diskutere de begivenheder, der udspillede sig i sommeren 2021, hvor effekterne af to årtiers krigsførelse i Mellemøsten forsvandt som dug fra den afghanske ørkensol.
I maj 2021 begyndte USA og andre vestlige lande at trække deres tropper ud af Afghanistan, og i løbet af sommeren genvandt Taleban magten i landet provins for provins. Den 16. august var den afghanske præsident flygtet. Taleban indtog næsten omgående parlamentet i hovedstaden. 20 års krig omgjort på få måneder.
De sidste soldater tilbage havde til formål at beskytte hovedstadens lufthavn, men Talebans hurtige fremtog gjorde, at Kabul udviklede sig til et kaos. Udenlandske borgere og afghanere, der frygtede for deres liv under et Taleban-styre, var desperate for at blive evakueret.
Omkring 400 af disse borgere skjulte sig på den franske ambassade sammen med konsulen, Mohamed Bida, og den sidste håndfuld sikkerhedsfolk, og det er deres historie, den franske film ‘13 dage, 13 nætter’ er baseret på. En nervepirrende politisk thriller, der trods skønhedsfejl giver en øjenåbnende forståelse af begivenhederne uden at forfalde til krigspatriotisme eller heltesentimentalitet.
Mohamed Bida er en garvet, men træt leder af den franske ambassade, som trods den overhængende fare ved at opholde sig i Kabul føler et ansvar for at få så mange civile som muligt ud af landet.
Sammen med nødhjælpsarbejderen Eva, der skjuler sig på ambassaden med sin mor, lægger han en plan for at transportere de 400 flygtninge til lufthavnen. Men det kræver, at de forhandler med franske politikere, der kun er interesserede i at hjælpe folk med fransk pas, og med Taleban, der bevogter Kabul med en overflod af militært materiel.
Uret tikker: Ambassaden har ikke nok mad og vand, presset på lufthavnen stiger, og hver interaktion med Taleban er med livet som indsats. Særligt for Eva, der hjælper ved at oversætte mellem fransk og pashti, men som kvinde vel nærmest ikke er et rigtigt menneske i terrorgruppens øjne.
Det er en effektiv fremdrift i ‘13 dage, 13 nætter’, som gjorde, at mit hjerte hamrede hele vejen igennem. Men filmen mister ikke realitetssansen eller laver let letbenet spænding ud af en meget virkelig krig. Bida er en helt, men en modvillig en af slagsen, og han efterlades desillusioneret af evakueringsindsatsen, som kun redder en brøkdel af de udsatte fra Taleban-styret.
Og uden at afsløre for meget er det ikke en heltedåd, men de islamiske fundamentalisters eget hykleri, som gør, at planer for en buskonvoj fra ambassaden til lufthavnen begynder at tage form.
Afghanistans befolkning bliver ikke én masse, men forskellige mennesker, der reagerer forskelligt på den nye situation. Kvinder er truet, og det samme er kunstnere og politiske aktivister, og afghanere, der har viet deres arbejdsliv til at samarbejde med de udenlandske styrker, er pludselig i livsfare. Men mange elsker stadig deres land, og én vælger endda at blive i Kabul. Der bliver taget tid til at dvæle ved, hvor sindssygt det, der skete, faktisk er, og at hverken civile, de vestlige styrker eller Taleban selv forstår, at Afghanistan er gået fra at være ét land til at blive et andet nærmest natten over. Det er rørende og urovækkende at være vidne til.
Spændende er det også, at denne film får dansk premiere parallelt med den noget mere følelsesmæssigt potente ‘Hind Rajabs Stemme’, som handler om en anden væbnet konflikt i Mellemøsten, nemlig den igangværende mellem Israel og Palæstina. Her er civile fanget i krydsilden og må også tigge og bede om at blive evakueret.
Det føles som et blivende billede på den større historie om vestens indstilling over for Mellemøsten. Fra store armbevægelser til halen mellem benene.
Men ‘13 dage, 13 nætter’ er ikke det dokudrama, ‘Hind Rajabs Stemme’ er, og derfor er der sat diverse figurer ind, som vist skal eksemplificere alle siderne af den væbnede konflikt, men som ender med at gøre filmen ufokuseret.
Én af dem er den internationale journalist Kate, spillet af danske Sidse Babett Knudsen. Hun gemmer sig også på den franske ambassade og er – og jeg hader at sige det om et ellers dejligt dansk islæt – en meget frustrerende karakter. Med sin smartphone i hånden og udefinerbare kosmopolitiske accent tror hun, at hun ved bedre end sikkerhedsfolkene, og ender med at eskalere de situationer, hun tror, hun løser.
Sådan er der flere steder, hvor det er svært at vurdere, om filmen har lidt for travlt med at introducere nye problematikker til at fremstille dem alle på fyldestgørende vis. Måske behøvede vi heller ikke at møde Mohamad Binas kommende barnebarn eller se en amerikansk soldat med en baby i favnen. Det ekstra lag af patos er ikke nødvendig for, at vi føler med de mennesker, som er fanget i Kabul. Det bliver en smule overforklarende, men heller ikke mere, end at jeg lover, du kommer til at lære noget nyt fra filmen om afslutningen på krigen i Afghanistan.
Kort sagt:
Franske ‘13 dage, 13 nætter’ følger den evakuering, der fandt sted, da Vesten trak deres tropper ud af Afghanistan, og Taleban tilbagetog magten på få måneder. En til tider ufokuseret, men stadig medrivende og oplysende film om nogle utrolige begivenheder.