’Rental Family’: Den gode idé – og Brendan Fraser – spildes i biografaktuel film om mennesker til leje
FILM. Jeg tror muligvis, at Brendan Fraser som lindeklædet Tarzan-karakter i loller-filmen ’George the Jungle’ var min sexual awakening.
Det var derfor glædeligt at se ham – efter flere år væk fra både film og offentligheden – få en genoprejsning og en Oscar-statuette for ’The Whale’. Lidt noget andet end 90’er-hunk som også set i ’The Mummy’-filmene – og halleluja for det.
For i Aronofskys kammerspil viste skuespilleren en anderledes dybde og tæft for det store drama, som også gør sig gældende i Hikaris japansk-amerikanske film ’Rental Family’.
Her følger vi Philip (Fraser), der er en ensom, amerikansk Tokyo-baseret skuespiller, hvis største karriesejr har været en figur i en skabet tandpastareklame. Tænk noget a la Toms skildpadde bare i kampen mod karies.
En dag hyres han som grædekone til en fake begravelse (don’t ask), og pludselig ansættes han i et firma, der sælger folk.
Nej, ikke folk, men følelser, som indehaveren (Takehiro Hira) af biksen pointerer, mens han forklarer fordelene ved at kunne leje alt fra en kæreste til en ven.
Ja, kødelige transaktioner og ideen om, at alle slags ydelser – og mennesker – er til salg, er gennemgående tematikker i den tankevækkende film. Det blotlægges gennem Phillps ugentlige og ret ømme møder med en sexarbejder – og understreges yderligere, da hovedkarakteren en dag skal indtage rollen som den unge pige Mias (Shannon Gorman) far.
Hendes kommende elitære skole kræver nemlig at møde begge elevens forældre, og den barnløse mand skal nu overbevise uddannelseskomiteen (og Mia) om, at han er hendes long lost papa.
Filmen undersøger forestillinger om omsorg, meningsfulde relationer og autenticitet og sender stikpiller efter både det moderne liv og Japans konservative konventioner samt hårde arbejdsvilkår. At inspirationen kommer fra en skinbarlig japansk virkelighed, kan man opleve i den danske dokumentarfilm ’Lej en familie’.
Jeg får lyst til at tilkalde en fagforening, når det rolige kamera i ’Rental Family’ hviler på udmattede borgere, der sover i metroen – og lyst til at ringe til en rocker, når den kvindelige kollega (en glimrende Mari Yamamoto) konstant hyres i ydmygende roller som elskerinder.
Man ville egentlig gerne have set mere til hende, men fokus ligger på Fraser. Og med god grund.
For skuespilleren, der kan fortælle 7000 historier med sine sorgfulde øjne, får i dette fler-rollede univers mulighed for at flekse kunstnerisk spændevidde, og havde jeg ikke allerede forelsket mig i den sympatiske yankee, ville jeg da gøre det nu. Intet kan som bekendt få en 30-something kvinde til at dåne som en mand, der har god mundhygiejne og udviser oprigtigt faderpotentiale.
Gid filmen dog dvælede mere ved netop forælder/barn-dynamikken. Desværre er det, som om den ikke heeeelt selv tror ordentligt på den, og hvad der præsenteres som en hovedrelation, står ofte i baggrunden af Phillips andre acts – eksempelvis når han agerer en journalist, der skal pleje en aldrende og demensramt skuespillers (en fortrinlig Akira Emoto) ego.
Dette lune selskab er en gribende og smuk indgang til at berette om cyklusser og tilhørsforhold, og lige så smuk er Hikaris overlegne visuelle forståelse, evne til at indfange byen og sammensmelte kontraster: De små lejligheder i de store bygninger, de hårde urbane neonlys i et land fuld af rismarker og kirsebærtræer, ensomheden i den tætte befolkning.
Her møder ulykke altså håb – og humor tungsind. Men trods den tematiske og følelsesmæssig dybde er det, som om flere dele af dramaets ellers potente potentiale berøres for overfladisk.
Det er spild af en virkelig god ide – og af Brendan Fraser.
Kort sagt:
Præmissen, tonen og Brendan Fraser spiller. Alligevel virker ’Rental Family’ halvbagt.