’Afternoons of Solitude’: Tyrefægtningsdokumentar er en sjældent voldsom filmoplevelse
DOKUMENTAR. Jeg tør næsten godt sige, at du ikke kommer til at se en mere voldsom film i de danske biografer i år end dokumentarfilmen ’Afternoons of Solitude’ af den catalanske mesterinstruktør Albert Serra.
Filmen følger den unge tyrefægter Andrés Roca Rey, når han brutalt duellerer til døden med de majestætiske dyr. Alt sammen filmet med telelinser, der tager os helt tæt på den vold, Rey forårsager på dyrene, som spiddes utallige gange af hans våben og indimellem slår tilbage mod deres bøddel.
Det er en dybt chokerende filmoplevelse, der er umulig at tage øjnene fra, selv når blodet sprøjter og tyrene lemlæstes for åben skærm. Og det er netop pointen: At vi skal mærke hvert et meningsløst slag.
Er man i tvivl om, hvis side Serra er på, behøver man blot se filmens første minutter, der følger en tyr i dens naturlige element – langt væk fra tyrefægtningsarenaer.
Det er tyrene, der er de egentlige hovedpersoner, og på den måde spiller filmen som en lang tragedie om deres udslettelse.
Filmen handler dermed heller ikke rigtig om tyrefægtning som kulturel tradition. Vi får aldrig nogen forklaringer på ritualerne, som når Reys ved afslutningen af duellerne skærer øret af tyren og hyldes af masserne.
I stedet portrætterer Serra tyrefægtning som en dyrisk overlevelseskamp afskåret fra enhver kulturel funktion, blandt andet ved aldrig at vise tilskuerne på arenaerne. Dermed nægter Serra at tilskrive tyrefægtningen en større social betydning.
Igennem ’Afternoons of Solitude’ arbejder Serra udelukkende med tre rum: Tyrefægtningsarenaen, minibussen, der fragter Andrés Roca Rey til og fra kampene, hvori han bliver overdænget med tomme hyldester af mændene i sit følge, og hotellet, hvor han gør sig klar til kampene og ifører sig de farvestrålende kostumer.
Ved at inddele fortællingen i tre så skarpe kontraster blotlægger Serra en række modsatrettede maskulinitetsidealer: De stiliserede gevandter står i slående kontrast til den brutale styrkeprøve i arenaen. Og følgets overdrevne hengivenhed til Rey bliver et komisk portræt af en maskulinitet, der skal holdes kunstigt i live. Grundpointen synes at være, at der absolut intet naturligt er over det, vi ser. I stedet giver repetitionerne en fornemmelse af et mareridt af Sisyfos-dimensioner.
Filmen forsøger ikke at give os adgang til Reys psykologi. Når han performativt svanser foran tyrene, skærer ansigter og vrider kroppen i særlige stillinger, eller er høj på adrenalin efter kampene, fremstår han nærmest ikke-menneskelig.
Det er her, Serra når frem til et dybere portræt af den moderne civilisation som fanget i en skærsild af meningsløse ritualer og traditioner, indelukket i overgangsrum, der opløser tiden med sine konstante repetitioner. En kamp mod den omkringliggende natur, vi har bevæget os længere og længere væk fra, men som vi i sidste ende er en del af som de dyr, vi ultimativt kan reduceres til.
På den måde passer ’Afternoons of Solitude’ perfekt ind i Serras oeuvre, der med film som ’Pacifiction’, ’Liberté’ og ’The Death of Louis XIV’ har præsenteret os for uafrystelige nedslagspunkter i specifikke tidspunkter i historien, hvor sociale ordener har kollapset under menneskelig dekadence – og hvor civilisationens undergang synes tættere på end nogensinde.
Det er i disse afslørende scenarier, at Serra får os til at sætte spørgsmålstegn ved den verden, vi har opbygget, når menneskene på lærredet viser deres sande natur, som understreger, at vi trods alle tænkelige fremskridt altid vil hænge fast i vores dyriske fortid. Perfekt illustreret gennem den anakronisme, som tyrefægtning er.
Albert Serra er et godt bud på tidens største europæiske instruktør, og ’Afternoons of Solitude’ hører til blandt hans bedste film.
Kort sagt:
Albert Serra har skabt en af sjældent intens biografoplevelse med den uafrystelige tyrefægtningsdokumentar ’Afternoons of Solitude’, hvor dødskampen i arenaen skildres råt for usødet.