’Crime 101’: Stjernespækket heist-thriller puster spændende liv i en uddøende genre
FILM. Det seneste halvandet årti har Bart Layton stået bag en fuldstændigt uforudsigelig filmisk tretrinsraket. Fælles for de tre film er forbrydelser og de personer, der begår dem.
Den britiske instruktør brød efter en række tv-dokumentarer for alvor igennem i 2012 med true crime-perlen ’The Imposter’, som han vandt en Bafta for.
Seks år senere imponerede han med den underholdende heist-hybridfilm ’American Animals’, hvor blandt andre Barry Keoghan og Evan Peters rekonstruerer et virkeligt kup, mens de rigtige bagmænd medvirker sideløbende i interviews.
Nu har Layton endegyldigt taget springet til fiktion med Hollywood-thrilleren ’Crime 101’, som han både har instrueret og skrevet, baseret på Don Winslows novelleforlæg af samme navn.
Den nye film kredser om tre hovedkarakterer, der trækkes ind i samme farlige forløb.
I centrum er en hemmelighedsfuld og ensom mestertyv (Chris Hemsworth), der har begået en serie af højt profilerede røverier, uden det lokale politi har fået færten af ham. I hælene på ham er den afdankede efterforsker Lou (Mark Ruffalo), der gør sit for at komme til bunds i sagen, men modarbejdes af systemet og politichefen.
Trekløveret fuldendes af forsikringsmægleren Sharon (Halle Berry), som er godt træt af sin mandsdominerede arbejdsplads, hvor man tilsyneladende bliver værdiløs, når man som kvinde runder de 50 år (en oplagt parallel til filmbranchen). Tyven ser hende som nøglen til et sidste stort kup, inden han kan gå på pension, og hun er muligvis til at lokke.
Det har øjensynligt heller ikke været svært at lokke Hollywood-stjerner til projektet, hvor også Barry Keoghan, Monica Barbaro, Nick Nolte og Corey Hawkins kigger forbi. Man forstår godt, hvorfor manuskriptet har været tillokkende.
For ’Crime 101’ er en spændende heist-thriller, der lykkes med at holde publikum til ilden gennem sine 140 minutter – ikke mindst på grund af Barry Keoghans frygtindgydende kaotiske skurkekarakterer, der kommer ind fra højre på sin dirtbike og skaber ravage for alle hovedpersonerne.
Samtidig fungerer filmen også som et lidt dybere karakterdrama, der giver tid til at lære ensemblet at kende i deres privatliv. ’Crime 101’ jonglerer med sine plottråde på ubesværet vis, fornemt fulgt til dørs af den danske klipper Jacob Schulsinger.
Undervejs namedropper filmen selv to 60’er-film med Steve McQueen, ’Bullitt’ og ’The Thomas Crown Affair’, som mulige forbilleder. ’Crime 101’ vækker dog i endnu højere grad minder om en nyere filmklassiker, nemlig Michael Manns ’Heat’.
Det skyldes selvfølgelig placeringen i Los Angeles, som filmfotograf Erik Wilson har fanget stemnings- og kontrastfuldt i særligt de natlige sekvenser. Men også tematikken om menneskeskæbner på begge sider af loven, som står over for hinanden og mærker en form for sjælebånd.
’Crime 101’ ser tydeligvis ikke med større sympati på det korrupte politi og de svinerige ofre for røverierne end på forbryderen, som har et hjerte af guld og er fyldt med melankoli og fortrydelse.
Måske er det et lige lovligt tilgivende blik på de kriminelle, der fører til filmens ærgerligt utroværdige og letkøbte afrunding på en ellers veludført finale. Laytons krimifortælling ender desværre ikke med samme fatale tyngde som forbilledet.
Man tilgiver dog manglerne, fordi ’Crime 101’ er så fornøjeligt selskab. Og fordi filmen puster tiltrængt nyt liv i en uddøende race: de klassiske, karakterdrevne Hollywood-blockbusters fri for superhelte og franchisetænkning.
»Føler du ikke, at de film nærmest ikke eksisterer længere?«, spørger Layton selv i et nyligt interview hos Deadline.
Jo, det gør vi. Og hans nye film er et velkomment modsvar.
Kort sagt:
Dokumentaristen Bart Layton har skabt en solid thriller af den gamle Hollywood-skole, der både giver plads til spænding og karakterarbejde.