’It Was Just an Accident’: Man glemmer aldrig den hårrejsende slutning i medrivende Guldpalme-vinder
FILM. I Jafar Panahis Guldpalme-vinder ’It Was Just an Accident’ sætter et uheld gang i en kædereaktion med potentielt fatale konsekvenser.
En mand og hans familie er ude at køre på bælgmørke iranske landeveje. Pludselig rammer bilen en hund, datteren begynder at græde, og moren siger de trøstende ord: »Det var bare et uheld. Gud må have anbragt den dér af en grund«.
Det er en mesterligt simpel indramning af en film, der er alt andet end simpel, men søger nuancerne i sin udforskning af, hvordan cyklisk vold løber som en kold understrøm i det iranske samfund.
Den døde hund bliver nemlig katalysator for et opgør med et af de mørkeste kapitler i Irans nyere historie: Præstestyrets systematiske fængsling og tortur af systemkritikere.
Det viser sig nemlig, at manden i bilen er torturisten Eghbal. Mekanikeren Hamid, der blev tortureret af Eghbal over flere år i fængslet, genkender i hvert fald hans stemme øjeblikkeligt, da han opsøger ham for at få repareret sin bil efter uheldet.
Hamid beslutter sig for at kidnappe Eghbal i sin varevogn og begrave ham levende. Men tvivlen nager ham, fordi han aldrig har set Eghbal, men altid har haft bind for øjnene, når Eghbal har tortureret ham, og fordi manden selv nægter sig skyldig.
Over resten af filmen udfolder Panahi et nervepirrende skæbnedrama, når Hamid må vælge mellem hævn eller tilgivelse og mellem at hænge fast i fortiden og vælge en ny fremtid.
Inspirationen har Panahi hentet fra de historier, hans medinsatte fortalte ham, da han selv afsonede fængsel på grund af sin filmkunst og blev afhørt med bind for øjnene.
Som i mange af Panahis tidligere film udspiller ’It Was Just an Accident’ sig nærmest udelukkende i den varevogn, Hamid transporterer Eghbal rundt i efter at have slået ham bevidstløs. Undervejs samler han andre af sine tidligere medfanger op for at få deres hjælp til at identificere Eghbal, herunder en bryllupsfotograf og et ægtepar, der skal giftes den efterfølgende dag, men som ikke kan slippe mareridtene fra tiden som politiske fanger.
Varevognen bliver rum for at udfolde den dialektik om skyld og straf, Panahi interesserer sig for efter selv at have været fængslet og begrænset af styret: Har vi en vilje, eller er vi styret af omstændigheder? Hvordan tillægger vi i så fald individer ansvar? Er det systemet, der tvinger iranere mod hinanden, som bærer skylden, eller er det individerne, der udfører regimets ordrer, som skal bringes til ansvar? Er ofre dømt til at blive bødler?
Spørgsmålene vibrerer gennem hele filmen, og Panahi præsenterer som sædvanlig selv en potentiel vej ud af voldens cirkel gennem sin kunst, der åbner en dør for forsoning uden at vende ryggen til virkelighedens brutale realiteter.
Samtidig bliver bilen et effektivt vindue ind i det iranske samfund, når passagererne undervejs støder på forskellige korrupte proxyer for præstestyret: To parkeringsvagter, der tvinger Hamid og hans følge til at betale bestikkelse. En receptionist på et hospital, der insisterer på at modtage drikkepenge for sin ydelse. Selv på benzintanken tvinges Hamid til at betale, fordi hans ledsagere snart skal giftes og derfor forventes at »dele ud af deres lykke«.
Skal man indvende noget, må det næsten være, at filmen bliver en anelse for konceptuelt med sin simple motor gennem disse komplekse skyldsspørgsmål. Mistroen og konflikterne mellem den umage gruppe af tidligere fængselsfanger føles en anelse konstrueret opholdt mod andre af Panahis tidligere film.
Bedst er ’It Was Just an Accident’, når Panahi lukker omverdenen ind i varevognens lukkede rum med sit mesterlige blik for, hvordan det iranske samfunds traditioner kan blive en spændetrøje for det iranske folk, og hvordan det får almindelige borgere til at overvåge hinanden for at sikre, at dogmerne holdes i hævd. Og hvordan et sådant system i sidste ende vænner befolkningen til at leve med deres dårlige samvittighed eller tage samme metoder i brug som det regime, de forsøgte at bekæmpe.
»Hvis man ikke dræber, bliver man selv dræbt«, lyder det på et tidspunkt i filmen, og det er de ord, Panahi hele tiden forsøger at undsige. Er der en udvej fra volden, eller er den dømt til at gentage sig?
Den hårrejsende slutning, der giver en form for svar på spørgsmålet, glemmer man aldrig.
Kort sagt:
Jafar Panahis Guldpalme-vinder er et medrivende skæbnedrama om skyld og straf, der tager fat i et af det nutidige Irans mørkeste kapitler.