‘I Swear’: Tourettes har aldrig været skildret så sjovt og sanddrueligt som i denne vidunderlige film
FILM. Vi er sikkert mange, der kender fornemmelsen: Man sidder bænket op i et højtideligt selskab, og pludselig er der en lille djævel inde i én, der har lyst til at råbe noget upassende og sætte rummet ud af kurs. Tourettes-patienter, der har undertypen coprolalia, har denne trang i voldsom grad.
’I Swear’ introducerer os for Tourettes-patienten John Davidson, lige op til han debuterer med sine symptomer. Ved filmens begyndelse er han en præ-teen (spillet af Scott Ellis Watson), der udviser lovende takter på fodboldbanen, og som har modet til at invitere pigerne i biografen. Men krampagtige grimasser og upassende, ofte seksuelt ladede udråb begynder pludselig at spænde ben for alt det gode i vente.
Når man som Tourettes-patient vil skjule sine symptomer, er det som at gå og holde på 1000 nys hele tiden, bliver det forklaret et sted i filmen. ’I Swear’ tager sin begyndelse i 1980’ernes Skotland, hvor ingen anede noget om denne neurologiske lidelse. Rektoren på skolen straffer unge John korporligt for sin upassende opførsel, så man føler sig mere hensat til 1950’erne eller den sene middelalder.
Tourettes er ikke farligt på samme måde som cancer eller malaria. Men denne vellykkede dramedy demonstrerer til fulde, at lidelsen bringer både korporlige tæsk og undergang i sit kølvand.
Det ødelægger Johns familie, forældrene bliver skilt, og det er først ved mødet med den uegennyttige Dottie (Maxine Peak), at den voksne John (Robert Aramayo) får en familie, der kan rumme ham. Dottie er egentlig blot en mor til en af Johns tidligere skolekammerater, men hun lader snart John blive indlemmet som en slags ekstra fuldvoksen søn i huset.
’I Swear’ er i samme boldgade som ’Shine’ om den skizofrene pianist David Helfgott, spillet af Geoffrey Rush, eller ’The Theory of Everything’ om Stephen Hawkins, spillet af Eddie Redmayne. Den har på samme måde som disse mulige forbilleder en fuldstændig overrumplende skuespilpræstation i form af Robert Aramayo, og Tourette-opførslen giver fortællingen sin helt egen sorthumoristiske og ukurante dialekt, som en slags uhørt blanding af britisk socialrealisme og Farrely-brødrene.
John råber op om pædofili, sperm i teen og cancerdød på alle mulige uheldige tidspunkter, han har også mystiske indre påbud, som går på at kysse lygtepæle, der ikke står helt lige. En scene, hvor John møder en kvindelig Tourette-patient, og de får lov at sidde sammen og bare give helt slip på deres tics, er næsten surrealistisk.
Der er lovligt mange konventionelle elementer i den afsluttende montage, hvor John går fra at være enkelttilfælde til en slags Tourettes-talsmand. Som om filmen til sidst er blevet for selvbevidst om at være en opbyggelig historie, der kan bruges som undervisningsmateriale af folkeskolelærere og patientforeninger.
Men det meste af ’I Swear’ er en fuldstændig sanddruelig sygdoms-biopic, samtidig med at der er flere grin end i nogen regulær komedie, jeg har set de seneste par år.
Den svære historie og de pinlige optrin fortsætter på den anden side af filmens tilblivelse. John Davidson blev inviteret med til det britiske svar på Oscar, BAFTA’en, og endte som aftenens hovedhistorie, da han fra publikumsrækkerne råbte n-ordet, mens Delroy Lindo og Michael B. Jordan skulle præsentere en pris.
Jamie Foxx kaldte det på sociale medier »uacceptabelt« og vurderede, at John Davidson »meant that shit«. Jeg skal, modsat Jamie Foxx, ikke gøre mig til dommer i den sag.
Men det er hylende ærgerligt, hvis den affære får lov at stjæle momentum fra en vidunderlig film.
Kort sagt:
Tourettes syndrom har mig bekendt aldrig været skildret sjovere eller mere sanddrueligt på film end i ’I Swear’. Robert Aramayo, der vandt BAFTA-prisen foran Timothée Chalamet, Michael B. Jordan og Leonardo DiCaprio, er et scoop i vild hovedrolle.