’Sirat’: Drop alle dine spørgsmål og overgiv dig til den techno-pulserende ørkenrejse
FILM. Inden mit eget møde med ’Sirât’ havde jeg læst flere steder, at man bør gå så blindt ind til filmen som muligt. Jeg er enig.
En del af den fascinerende oplevelse ligger nemlig i at finde ud af, hvad fransk-galiciske Oliver Laxes (’Mimosas’, ’Fire Will Come’) Oscar-nominerede og Cannes-hædrede gennembrudsfilm egentlig handler om.
Afsættet er en midaldrende far (Sergi López) og hans 11-årige søn (samt deres lille hund Pipa), som ankommer til en ravefest langt ude i den sydmarokkanske ørken. De leder efter den voksne datter Mar, som de ikke har hørt fra i fem måneder, men hun er der ikke. En gruppe hjemmevante ravere foreslår dog, at hun måske kunne dukke op til et andet ørkenrave, som starter et nyt sted, når det igangværende arrangement er slut.
Det slutter før tid. For det lokale militær afbryder festlighederne og siger, at alle europæiske statsborgere skal forlade landet omgående. Raverne stikker af fra soldaterne i to store autocampere, og de får til deres utilfredshed selskab af far, søn og vovse, der følger efter dem i en noget mindre minivan.
Herfra vokser tvivlen om, hvor ’Sirât’ er på vej hen. For ørkenkørslen synes at være endeløs, og jo længere ind i den mennesketomme sandverden, vores hovedpersoner kommer, jo sværere bliver rejseforholdene. Den særegne mystik er en del af filmens styrke, og som publikum får man mest ud af bare at give sig hen til rejsen.
Det er ligefor at nyde de smukke billeder optaget på analog film, som giver ’Sirât’ et tidløst skær. Ser man bort fra nutidselementer som biler og højtalere, kunne flere scener faktisk være taget direkte fra en ældre westernfilm.
Ligesom i John Ford-klassikeren ’The Searchers’ drager karaktererne på en lang rejse for at finde en forsvunden pige. Undervejs skal de både håndtere varme, tørst, smalle bjergstier og en stor flod. I en blanding af overlevelseskamp og hangout-stemning kommer den umage gruppe tættere på hinanden.
Med på rejsen er en anden vigtig følgesvend: musikken. Den elektroniske bas, de dunkende rytmer og de skiftevis spruttende og atmosfæriske synths fra ravefesterne flyder sammen i Kangding Rays helt fantastiske technoscore, som giver filmen sin puls og bliver en hovedkarakter i egen ret.
Karakterernes interaktioner afløses løbende af billederne og musikkens ordløse samspil, der placerer filmen i et sensorisk og drømmerisk, men også ulmende og ildevarslende leje. Musikken har en eskapistisk og nærmest spirituel betydning for raverne. Ligesom i Gaspar Noés ’Climax’ forsvinder de ind i dansen, som næsten ligner et religiøst ritual.
Filmtitlen inviterer også publikum til at se på rejsen med metafysiske briller. Helt i starten forklarer en tekst os, at sirât i islam er navnet på en smal bro, man skal krydse for at komme til Paradis – med overhængende fare for i stedet at falde ned i Helvede.
I Laxes ’Sirât’ bevæger menneskene sig ligeledes på en farefuld vej, hvor man nemt kan træde ved siden af. Uden nogensinde at komme med et klokkeklart budskab viser instruktøren, hvor skrøbelige mennesker er, når de sættes over for ødelæggende krig og Moder Jords altopslugende landskaber.
»Man ved aldrig, om det her er den sidste lyd, den kommer til at lave«, siger en karakter undervejs om en ødelagt højtaler. Man kunne sige det samme om det flygtige jordiske liv.
’Sirât’ bidrager til de eksistentielle rystelser ved at afbryde ørkenfærden med flere pludselige og chokerende twists. De leder til et klimaks, der er så intenst, at man bliver nødt til at holde vejret for at komme igennem det.
På det tidspunkt går det op for én, at man har glemt sin tvivl, og at tålmodigheden har betalt sig. Man er blevet opslugt at det hypnotiske filmværk – og nu bliver det svært at slippe igen.
Kort sagt:
Den elektroniske underlægningsmusik træder frem som en hovedperson i egen ret i den hypnotiske Cannes-prisvinder ’Sirât’, som belønner publikums tålmodighed og overgivelse med fuld kraft.