’En kage til præsidenten’: Irakisk Oscar-kandidat er som en Safdie-film i humanistisk børnehøjde
FILM. Alt og ingenting er på spil i Hasan Hadis irakiske Oscar-kandidat ’En kage til præsidenten’, der vandt en pris for bedste debutfilm på sidste års Cannes-festival.
Ingenting fordi filmen blot handler om en niårig pige, Lamia (Baneen Ahmad Nayyef), der skal bage en kage.
Alt fordi kagen er til ære for den mægtige leder Saddam Hussein, som har fødselsdag. Og dermed skal bagværket sidde lige i skabet og »være fyldt med creme«, som Lamias lærer forklarer hende i skolen, da hun tilfældigt udvælges til den ærefrygtindgydende opgave.
Vi befinder os i 1990, hvor Irak er en krigszone udsat for voldsomme sanktioner fra FN. Det betyder stærkt rationerede fødevarer og mangel på rent drikkevand. Men diktatoren skal fejres med et brag, og således lyder befalingen på, at alle landets skoler skal bage kager til ham.
Andre i Lamias klasse slipper billigere med at medbringe frugt eller juice, men for den stakkels pige, der bor alene med sin svagelige bedstemor Bibi (Waheed Thabet Khreibat), er det en tjans, der er så uoverskuelig, at hun dårligt nænner at fortælle det derhjemme.
Da alternativet til at bage kagen alligevel synes værre, går den viljestærke pige all-in på at skaffe de fornødne ingredienser. En rejse, der bringer hende vidt omkring i selskab af hendes trofaste hane Hindi (en fantastisk dyrepræstation!) og gavtyven Saaed (Sajad Mohamad Qasem), som går i hendes klasse.
Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til en fortælling, der tager lige så mange uventede drejninger og krumspring som i en hæsblæsende Safdie-film. Her er både intense jagtscener gennem larmende forlystelsesparker og en kavalkade af bizarre bikarakterer, der tæller alt fra et noget nær guddommeligt postbud i en bryllupsudsmykket bil til klamme butiksejere og en kvinde i pludselig fødsel.
Det gør i sig selv ’En kage til præsidenten’ umådeligt underholdende, at den er i konstant, kaotisk bevægelse.
Men i virkeligheden er Hasan Hadis film mest beslægtet med værker fra den gamle iranske mester Abbas Kiarostami, der gennem årtier lavede film fra børnenes synsvinkel. Ikke mindst den mesterlige ’Hvor er min vens hus?’ fra 1987 – om en dreng, der skal aflevere et skolehæfte tilbage til sin kammerat – er en klar inspirationskilde.
Ligesom Kiarostami fortæller Hadi med respekt og kærlighed. Han banaliserer aldrig problemerne, men fremhæver dem som det mest afgørende i hovedpersonens liv på lige netop det tidspunkt. Og man skal ikke tage fejl: Saddam Husseins styre var altoverskyggende og rædselsfuldt. Plakater med præsidenten indgår som en del af baggrundstapetet i stort set hver frame, når militærparader ikke ligefrem står i centrum for billedet.
På den måde konfronterer ’En kage til præsidenten’ datidens samfund, hvor patriarkatet også personificeres gennem en myrekrybsfremkaldende slagter.
Alligevel bliver filmen aldrig anmassende politisk, men snarere humanistisk og humoristisk. Hovedrolleindehaver Baneen Ahmad Nayyef er et vidunder af en børneskuespiller. Hun var, ligesom størstedelen af filmens øvrige cast, helt grøn foran et kamera forinden, men stjæler hver en scene med udtryksfuld mimik og dybe, mørke øjne, der ofte dirrer på randen til tårer. Et sandt fund.
Garvede Hollywood-kræfter som Chris Columbus og Eric Roth har trådt til som executive producere på filmen, det er instruktørens egen opvækst i Irak under Saddam Hussein, der er drivkraften.
’En kage til præsidenten’ er da også gennemsyret af autenticitet, hele vejen frem mod den perfekt antiklimatiske slutning.
Kort sagt:
Hasan Hadis kærlige børneportræt er stilmæssigt forbundet med Safdie-brødrenes hæsblæsende actionbrag og sjæleligt forbundet med Abbas Kiarostami. Det udmønter sig i et underskønt sammenkog af en film, som sætter irakisk filmkunst på verdenskortet.