’The Shards’: Stop, Ryan Murphy, bare stop!
SERIE. Under normale omstændigheder kunne jeg aldrig drømme om at foreslå arbejdsglade og -dygtige 60-årige at gå på pension. Men når det kommer til Ryan Murphy, er jeg tæt på at gøre en undtagelse.
For den ellers så driftige serieskaber og manden bag min not so guilty pleasure ‘Glee’ har mistet sit golden touch. Det var faktisk en decideret prøvelse at kæmpe sig igennem katastroferne ‘All’s Fair’ og ‘The Beauty’ – og nedturen fortsætter med ‘The Shards’.
Med udgangspunkt i Bret Easton Ellis’ pseudo-autofiktive roman fra 2023 af samme navn – og med hjælp fra forfatteren selv – forsøger den nye Disney+-satsning at levere en ulmende erotisk thriller og en coming of age-fortælling om den 17-årige Bret (Igby Rigney).
Med melankolske øjne og en karakteristisk og semi-grødet voiceover fører han os råt for usødet gennem eget tankespind og 80’ernes Los Angeles – og gennem sin highscool-vennegruppe af a-listers.
Her er de alle rige, smukke og mere eller mindre afhængige af coke og anerkendelse. Og hvis de interne relationer og magtkampe allerede er fuldstændig fucked, bliver de kun værre, da den nye lækre og mystiske elev Robert (Homer James) ankommer til byen og smyger sig ind ved den populære gruppes frokostbord.
Den velklædte og observante hovedkarakter fatter hurtigt en næsten altopslugende interesse for den nye fyr – en fascination, der kun vokser, da Roberts ankomst falder sammen med en række brutale og dyremishandlende drab begået af en seriemorder, der går under navnet The Trawler.
Besat af Robert, drabsmanden og en drøm om at slå igennem som forfatter (heldigt at han med ‘American Psycho’ senere skal cementere sig som en af sin generations største litterære stemmer) begynder grænsen mellem fantasi og virkelighed langsomt at skride – både for publikum og Bret selv.
Det kunne potentielt have været en spændende udfoldelse af menneskelig psykologi og gruppe- og magtdynamikker. Men det er det ikke. I stedet drukner serien i bedaget product placement og et selvtilfreds nostalgitrip, der vil minde os om 80’ernes begejstring for kulter og curlere.
Til et skønt, om end lidt gimmicky, soundtrack danser, knalder og slås de unge til Blondie og David Bowie. Og i en tid før rygelovgivningen sidder prom queen Susan (Kaia Gerber) og skiftevis pulser og græder, fordi hun simpelthen er for perfekt. Kender. Som noget af det eneste.
For selvom ’The Shards’ kredser om såkaldte almengyldige ungdomsproblematikker a la forbudte forelskelser og alskens popularitetskonkurrencer er karaktererne og deres udfordringer tæt på umulige at involvere sig i.
Ej, hovedkarakterens gennemgribende konflikt med sin egen skjulte homoseksualitet, og den lidt ’særlige’ relation han indleder til sin svigerfar, Terry (Wes Bentley), har glimtvist oprigtigt gribende og bevægende sekvenser. Men de spoleres hele tiden af overspil eller tåbelige sideplots – som når vi pludselig skal følge den lidt random Ryans spirende pornokarriere og hans POV. Det giver ingen mening.
Det er der sådan set en masse ting, der ikke gør: Hvorfor skal et helt afsnit bruges til at maltraktere Shakespeare? Hvorfor tager de så let på den creepy teenager, der står i hjørnet med en sabel? Og hvorfor har Evan Rachel Wood sagt ja til at være med?
Muligvis for at kunne se vidunderlig ud som understimuleret housefrau med bristede stjernedrømme i smarte kaftaner og overdimensionerede pelse.
For klassisk Murphy er det visuelle on point. Men i en fortælling, der forsøger at pille overfladen fra hinanden, er det vel både ironisk og lettere problematisk, at det netop kun er den velpolerede facade, der holder.
Den gennemgribende iver efter at skabe rædsel hos os gør i al fald heller ikke tricket, og det burde snart være en dødssynd at kaste krimiplots ind bare for fun og jump scares. For selvom de mange whodunnit-elementer forklæder sig som en dramaturgisk motor forstyrrer de i en i forvejen forstyrret serie.
Og mordgåden hverken opklares eller forløses.
Nej, en åben, alt for urealistisk og latterligt teatralsk slutning vækker desværre bange anelser om, at både serien og serieskaberen vender tilbage.
Kort sagt:
Stop, Ryan Murphy. Bare stop.