Nintendo scorer flere bogeys end birdies med ’Mario Golf: Super Rush’

Mario, Luigi og alle de andre ikoner træder ud på en kaotisk golfbane, men formår aldrig at finde topformen fra sociale klassikere som ’Mario Kart’.
Nintendo scorer flere bogeys end birdies med ’Mario Golf: Super Rush’
'Mario Golf: Super Rush'. (Foto: Nintendo)

Der er få (druk)spil, som er sjovere end Nintendos mest populære sociale spil som ’Mario Kart’, ’Super Smash Bros.’ eller sågar bowling i ’Wii Sports’.

Af en eller anden årsag synes de fleste, at det er hylende morsomt at tæske hinanden forklædt som Mario, Donkey Kong eller sågar Wario.

Alle kan forholde sig til det, alle kan grine ad (og med) løjerne, og det er bare børnevenlig underholdning af højeste kvalitet, som de voksende kan tage til ekstremerne, når de små går i seng.

Derfor er det ærgerligt, at ’Mario Golf: Super Rush’ ikke lever op til Nintendos ry for at splitte venskaber og sikre håneretter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På papiret falder spillet ellers lige ned i et smørhul for dem, der ikke gider tæske løs på hinanden, eller dem, som bare ikke gider fræse rundt på små køretøjer og kaste bananskræller efter hinanden.

Her træder vi i stedet ud på den grønne, tætklippede plæne, hvor der skal smækkes golfkugler af sted. For her er altså tale om golf, som vi kender det med køller, bolde og anstændige outfits.

Og så alligevel ikke. For ’Mario Golf: Super Rush’ har et es i ærmet. Super Rush-delen kommer nemlig i spil, når man mellem hvert slag skal løbe hen til sin golfbold.

Det giver et kaotisk indspark i en sport, som ellers består af at trisse rundt i smukke omgivelser. Lige så snart du har sendt din bold af sted, tager du benene på nakken og spurter af sted foran (eller bagved) dine modstandere.

I klassisk ’Mario Kart’-stil har du mulighed for at fælde dine modstandere med diverse tricks. Stormer du ind i dem, skubber du dem af vejen – og de gør naturligvis det samme ved dig.

Og det er bare, hvad der faktisk sker på den traditionelle golfbane. For der er også en del af spillet, hvor det hele hives ind i en arena, og hvor du skal sænke bolden i flest huller hurtigst muligt. Tænk på det som capture the flag, bare på en golfbane.

Kaos i ‘Mario Golf: Super Rush’.

Det lyder måske overvældende, og det er det egentligt også, for der er meget at forholde sig til. Med et enkelt knips går du fra den næsten zen-agtige tilstand, hvor du vejer og måler dine slag op mod vind og vejr, til det hektiske aspekt med at slagte dine modstandere.

Men altså, ’Mario Golf: Super Rush’ er ikke en simulation af ægte golf. Det er et arkadespil. Det er ikke her, hvor man slår bremserne i og fokuserer på detaljerne. I stedet prioriteres den vaskeægte underholdning.

I nogle af banerne betyder det, at du konstant skal være opmærksom på, hvor mange slag du bruger. I andre baner betyder det, at du kun kan nå hullet ved at udnytte en tornado til at løfte din bold og dig selv.

Der er altså vidt forskellige tiltag på tværs af banerne (i ørkenbanerne risikerer du for eksempel at dehydrere, hvis du er for langsom), og det er faktisk her, hvor spillet mister gnisten.

For selvom du konstant bliver udfordret – enten af banerne eller af dine konkurrenter – er der bare ikke samme charme og tempo, som gør Nintendos andre spil så populære.

Det gælder om at komme op i fart på tværs af banen.

Hvor man i ’Mario Kart’ går fra 0 til 100 på millisekunder uden at geare ned, inden løbet er omme, springer ’Mario Golf: Super Rush’ op og ned som en yoyo.

For når du gejler dig selv op til en sejr, er det svært at opretholde intensiteten, når du samtidig skal ned i fart for at slå et slag. Det er som at putte på kokain. Alt fræser omkring dig, imens du prøver at opnå et øjebliks koncentration.

På den måde er spillet fanget i en form for identitetskrise, hvor arkade-aspektet aldrig rammer topformen, imens golf-aspektet aldrig bliver helt så realistisk, at det kunne tilbyde et distraherende afbræk.

Derfor fungerer det konkurrenceprægede element bare heller aldrig helt imponerende, for det tænder ikke ens indre ild og gejst. Enhver der har spillet ’Mario Kart’ ved, at man ikke spiller for sjov. Man spiller for at vinde.

Spiller du ’Mario Golf: Super Rush’ alene, vil du formentlig kede dig, når du har været igennem et par runder af 18 huller.

Spiller du imod andre, er ’Mario Golf: Super Rush’ lidt sjovere. Det er bare aldrig sjovt nok.


Kort sagt:
Vil du gå i Tiger Woods’ fodspor og dyste med Nintendos mest ikoniske figurer, er der både sjovere og bedre alternativer.

‘Mario Golf: Super Rush’. Sportsspil. Udvikler: Camelot Software Planning. Udgiver: Nintendo. Platform: Nintendo Switch. Premiere: Ude nu
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af