’Far Cry 6’ er en våbenliderlig revolution, der går fuld Rambo

Ubisofts populære serie fortaber sig selv i jagten på vilde eksplosioner og en brutal skurk.
’Far Cry 6’ er en våbenliderlig revolution, der går fuld Rambo
'Far Cry 6'. (Foto: Ubisoft)
views

Antón Castillo står i en lille celle. Ved siden af ham står hans 13-årige søn, og foran dem hænger en fange tilsølet i blod.

Drengen får en pistol i hånden og stilles over for et dilemma af sin far: Enten kan han henrette fangen og dermed skåne ham fra pinslerne ved at blive tæsket ihjel.

Eller også må han – hvis altså han ikke har modet til at tage et liv – være tvunget til at se fangen blive sparket og slået, imens han langsomt dør.

Det er ikke ligefrem en behagelig situation at overvære. Men sådan er ’Far Cry 6’ – brutalt og ubehageligt på både godt og ondt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Viva la revolución

Som guerillakrigeren Dani Rojas skal du lede revolutionen mod netop Antón Castillo, en fascistisk og koldblodig diktator, der vil have det fiktive ørige Yara tilbage på ret køl efter flere årtiers blokade fra USA.

Det gør han ved at udnytte sine landsmænd som slaver for at tjene fedt på Yaras mest lukrative eksportvare, tobak, der ironisk nok viser sig at gemme på et farmaceutisk vidundermiddel mod kræft, men skal udvindes på særdeles farlig vis.

Derfor er dit mål klart: Du skal som revolutionens kransekagefigur udrydde Castillos håndlangere, brænde tobaksplantager ned og samle østatens befolkning på ny.

Hvis det lyder som en tro kopi af Cubas historie (måske lige minus farma-aspektet), er det altså ikke tilfældet. Det siger Ubisoft, udvikleren af ’Far Cry’-serien i hvert fald. Men det er svært ikke at se lighederne.

For når man kører, flyver og rider rundt i Yaras caribiske omgivelser og Havana-lignende byer, hvor 60’er-biler, sovjetiske helikoptervrag og en spansk accent gennemsyrer omgivelserne, er Fidel Castros stat det første, man tænker på.

Giancarlo Esposito som Antón Castillo. (Foto: Ubisoft)

Det er her, hvor spillet første gang snubler i sine egne ambitioner, for det står klart, da man introduceres til Castillo – som i øvrigt spilles djævelsk godt af Giancarlo Esposito (Gus Fring fra ’Breaking Bad’) – at ’Far Cry 6’ ikke er bleg for at levere en mavepuster.

De følelsesmæssige aspekter sættes i spil fra første færd, når man tvinges på flugt fra hus og hjem af regimets koldblodige militær, og ens venner skiftevis dræbes for øjnene af én.

Her er ikke noget med at skjule revolutionens skyggesider. I stedet henrettes folk på må og få i særdeles grafiske scener, ligesom man skyller i land side om side med drukneofre.

Det fungerer bare aldrig helt optimalt. For imens spillet prøver at stable en gribende fortælling på benene om undertrykkelsen af Yaras indbyggere og ens egen rolle som galionsfigur for et oprør, fortaber det sig i en næsten bizar våbenliderlighed.

Når du lister dig rundt på guerillastier for at finde hjælp til din videre færd, er der konstant fokus på nye pistoler, rifler og det, der ellers kan affyres. Og hvis ikke det er våben, så er det tre-fire slags materialer, der kan gøre dine våben bedre.

Behøver man virkelig ti slags forskellige maskinpistoler med rekyl-modifikation og kugler svøbt i gift? Spørger man ’Far Cry 6’, er svaret et rungende ja.

Vild, vildere, vildest

Nu er det ikke fordi, at glæden ved tossede våben er noget nyt for ’Far Cry’-serien. Men med dets seneste udspil er den rykket mod en så markant mere action-orienteret mentalitet, at man ikke ved, om man skal grine eller græde.

Når man farer rundt, skal man bekæmpe vagtposter og fjendtlige baser, og hvor serien før har givet én rigeligt med frihed og kreativitet til at vælge ens foretrukne fremgangsmåde (vil du nedlægge fjenderne i stilhed eller sprænge det hele i luften?), hælder man denne gang til bare at gå fuld Rambo.

Det er ellers ikke fordi, at man ikke får valget. I håbet om det perfekte snigerangreb brugte jeg 30 minutter på at udforske et skib, hvor jeg nøje noterede mig overvågningskameraer, alarmsystemer og vagternes ruter.

Men lige så snart jeg kravlede ombord på skibet, startede skyderiet og dermed et efterfølgende kaos, hvor jeg majede alt og alle ned i fem minutters blodrus.

Våben er vejen frem i ‘Far Cry 6’ – og jo vildere, desto bedre. (Foto: Ubisoft)

Chancen, for at den stille tilgang faktisk lykkes uden eksplosioner og brug af dit bugnende våbenarsenal, er minimal, for fokus er på en bombastisk omgang gung-ho.

Det er da befriende bare at storme ind på en landingsbane, kaste en granat ind under i et fly, sprætte en vagt op med en machete for derefter at skyde hovedet af endnu en vagt, imens ens håndlanger-krokodille (ja, seriøst) kaster sig frådende over en vagthund.

Og det er da et adrenalinsus uden lige, når du med faldskærm svæver mellem to tankskibe, imens du åbner ild midt i luften, fordi en helikopter og to både har fanget dig i deres sigtekorn.

Men har man set én forpost, har man set de fleste. Og når man har gjort det ti gange i streg, så hungrer man efter adspredelse og lidt mere på hjerte.

En haltende revolution

Det hjælper ikke, at spillet samtidig krydres med en lang række ærgerlige småfejl. Jeg kan ikke længere holde styr på, hvor mange gange jeg har mødt forskellige guerillakrigere, som er identiske, fordi det grafiske udseende bare er kopieret fra krop til krop.

Og vagter genoplives på mystisk vis og vender tilbage til deres designerede pladser, selvom de to sekunder tidligere har fået en kugle for panden. Det er ekstra irriterende, når man prøver at infiltrere forposter.

Når man planlægger sit angreb, beror det på en vis kontinuitet, så man ved, hvad der venter én. Men det smides der hurtigt en kæp i hjulet for, og i stedet må man improvisere, hvilket dræber en stor del af glæden ved det metodiske forarbejde.

Hvis du kan fjerne blikket fra våbnene, bugner ‘Far Cry 6’ af flotte omgivelser. (Foto: Ubisoft)

Sådan nager en snert af irritation konstant igennem frigørelsen af Yara, for selvom omgivelserne lægger op til en revolution, man vil følge til dørs, drukner historien i et cirkus af kugler, der gentager sig selv.

Det er selvfølgelig ikke det værste, hvis man er fan af den slags lalleglade skydetelte, som spillet viser sig at være.

Men er man ikke det, er det svært at se spillet som andet end et tegn på, at serien efterhånden forfalder til den nemme løsning – at underholde med vold, action og våben i så store mængder, at man glemmer alt andet.


Kort sagt:
’Far Cry 6’ prøver at stable en brutal revolution på benene, men ender som et skydegalt actionorgie uden så meget hjerte.

‘Far Cry 6’. Skydespil. Udvikler: Ubisoft Toronto. Udgiver: Ubisoft. Platform: PC, Stadia, PS4, PS5 (testet), Xbox Series X/S og Xbox One. Premiere: 7. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af