Vild efter mere ’Elden Ring’? Vi guider til spillets spirituelle slægtninge

Hvor skal man fortsætte, når man endelig har sat sig på tronen som Elden Lord? Vi viser dig vejen igennem den legendariske (og brutale) Soulsborne-serie.
Vild efter mere ’Elden Ring’? Vi guider til spillets spirituelle slægtninge
'Elden Ring'. (Foto: FromSoftware)

Er ’Elden Ring’ for svært? Eller sågar for let? Det var diskussionen, jeg forventede at støde på, da FromSoftwares længe ventede spil landede i februar. For det har altid været diskussionen omkring disse spil.

Lige siden ’Dark Souls’ eksploderede i popularitet i 2011 og lagde fundamentet for en hel genre af de notorisk benhårde spil kaldet Soulsborne (på grund af ’Dark Souls’-serien og spin-off-udgivelsen ’Bloodborne’), har snakken gået på om sværhedsgraden i sig selv er en fundamental del af spilserien.

Eller om den blot er til, så såkaldte hardcore typer kan flekse over, at de kan gennemføre et eventyr, som andre knap nok kan overleve at gå i gang med.

»Git gud«, som det så memeværdigt hedder blandt de dedikerede (og til tider arrogante) kældertrolde.

Således har det været en positiv overraskelse, at den generelle konsensus omkring ’Elden Ring’ er, at det er det perfekte spil for nybegyndere.

For selvom det ikke er mindre svært end sine forgængere, er det trods alt mere tilgængeligt for nykommere, da det giver spilleren langt flere værktøjer til at klare strabadserne med.

Mestrer du først ’Elden Ring’, så mestrer du også det spildesign, som seriens skaber Hidekata Miyazaki og hans hold af sadister har fintunet lige siden det banebrydende ’Demon’s Souls’ fra 2009.

Har du blod på tanden efter mere, præsenterer vi derfor den optimale rækkefølge, som du bør takle serien i, for at få det bedste ud af dens ofte fremragende kapitler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Den genredefinerende klassiker: ’Dark Souls’

Da det udkom i 2011, var ’Dark Souls’ en skelsættende begivenhed. Her kunne selv den ynkeligste fjende give spilleren sved på panden, og hvert et rundet hjørne bød på større, mere bestialske monstre og dæmoniske riddere, som var klar til at spidde dig.

Skal du fortsætte kampen efter ’Elden Ring’, skal det derfor være med denne visionære klassiker, som satte standarden højt fra begyndelsen.

Synet af den majestætiske gudeby Anor Londo, som knejser sig op mod den evigt skinnende sol, og som skjuler en forfærdelig hemmelighed, er præcist lige så imponerende i dag, som det var tilbage i 2011.

Men kronen på værket er spillets intrikate sammenhængende verden fra de klamme dybder i Blight Town til smalle brostier omringet af svingende øksehoveder i Sen’s Fortress.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Greatest Hits-opsamlingen: ’Dark Souls III’

Man plejer at sige, at hvert Soulsborne-spil har én boss, som agerer gatekeeper for resten af spillet. Hvor træningshjulene bliver taget af, og spilleren bliver nødt til at præstere eller give op.

I ’Dark Souls III’ viser den boss sig allerede i træningsområdet.

Som The Ashen One har du højst nedfældet en håndfuld udmagrede skeletkrigere, da du støder ind i den statuarisk kæmpe Iudex Gundyr, der kan hakke dig til plukfisk med et enkelt sving fra sin enorme økse.

Som om det ikke var nok, så skifter bossen halvvejs igennem form til en makaber parasitisk drage, som fylder hele skærmen. Igen – er det værd at bemærke – møder du denne hyggelige fætter ti minutter inde i spillet. Held og lykke, makker!

’Dark Souls III’ byder på en skræddersyet fanservice-oplevelse fra start til slut. Anor Londo er tilbage om end forladt og øde efter hundrede af år i skyggen af civilisationen, og mange af de bizarre indbyggere og krigere fra ’Dark Souls’ gør et comeback.

Interessant er det også her, at flere af spilmekanikkerne fra ’Elden Ring’ havde deres spæde begyndelse i ’Dark Souls III’. Fra våbenteknikker, som gør kampene mere raffinerede og dynamiske, til flaskesystemet hvor spilleren selv kan vælge, hvor mange flasker der helbreder liv, og hvor mange der fylder ens udholdenhed op.

Selvom spillet er blevet kritiseret for at være en gentagelse af det originale ’Dark Souls’, så er denne afsluttende treer snarere større, sværere og mere kompleks.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Spillet der begyndte hele: ’Demon’s Souls’

Selvom mange anser ’Demon’s Souls’ for at være ur-teksten for Soulsborne-serien, mærker man straks, at det ikke er FromSoftwares første svingom i genren, da de også stod bag den atmosfæriske dungeon crawler-serie ’King’s Field’.

Ligegyldig hvilken udgave du spiller (et remake blev udgivet til PlayStation 5 i 2020), er der ingen checkpoints, hvor du kan få pusten mellem kampe, som det er tilfældet i de efterfølgende spil.

Men det imponerende banedesign byder som resultat på masser af hemmelige korridorer og genveje, der fordrer en utrolig indlevelse af den dystre, apokalyptiske verden Boletaria.

Her skjuler sig ingen mystiske verdener bag portrætter som i efterfølgeren ’Dark Souls’, men det er samtidig et kortere og mere simpelt afbræk fra det overvældende ’Dark Souls III’, der med udvidelsespakker kan tage op imod hundrede timer at gennemføre, hvis man vil se det hele.

Og vigtigst af alt så er spillets mest ikoniske verden Tower of Latria – den direkte inspiration til FromSoftwares til dato mest anerkendte spil…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Lovecraft-kærlighedsaffæren: ’Bloodborne’

Med ’Bloodborne’ i 2015 skiftede FromSoftware komplet retning. Tårnhøje drager og riddere i guldbeskinnende rustning røg ud. Ind kom i stedet gotiske slotte, lurvede varulvemænd og ældgamle guder så frygtindgydende, at det blotte syn af deres tentakelkroppe fryser blodet i din krop.

H.P. Lovecrafts morbide, fremmedfjendske verdenssyn er den åbenlyse inspiration til den victorianske storby Yharnam, hvor videnskaben har spillet fallit, og galskaben samt sygdommen har spredt sig i byens knudrede gyder og stræder som en steppeild.

Med skiftet i æstetik følger også en ny designfilosofi. ’Souls’-spillene kan alle spilles defensivt, hvor tålmodighed bag et massivt skjold vinder dagen.

’Bloodborne’ kræver derimod, at du engagerer dig i det offensive kampdesign, hvor hurtige reflekser og crowd-control er primus motor for samtlige opgør.

Her er nemlig ingen kære mor. Skjoldet er skiftet ud med en riffel, der kan stoppe fjenderne i deres angreb, mens tabt liv skal vindes tilbage ved at give fjenderne tørt på. Det kan til tider gøre ’Bloodborne’ til en noget frustrerende spiloplevelse.

På den anden side byder spillet igennem dette nådesløse spildesign på nogle af seriens mest neglebidende og intense kampe. Som mod spillets anden boss, fader Gascoigne, der spejler spillerens kampmuligheder, eller den makabre Frankenstein-ridder Ludwig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Den ultimative Soulsborne-oplevelse: ’Sekiro: Shadow’s Die Twice’

Efter sejrsrunden med ’Dark Souls III’ tog FromSoftware i 2019 endnu en komplet uventet drejning med samurai-spillet ’Sekiro’, der på papiret er et mere action-orienteret spil med en håndgribelig hævnfortælling i fokus.

Som titlen implicerer, kan du sågar genoplives, hvis du skulle falde i kamp. Havde FromSoftware endelig tabt sutten og solgt ud til mere mainstream-sensibilitet ved at gøre udfordringen nemmere? På ingen måde.

’Sekiro’ er bonet til perfektion, en formperfekt spiloplevelse, som på intet tidspunkt går på kompromis med sit utrolige spildesign. Dit mål i hver kamp er at reflektere fjendens slagkraft tilbage mod dem selv for derefter at myrde dem med ét veltimet slag, når de mister fodfæstet.

I modsætning til det velproducerede PlayStation-hit ’Ghost of Tsushima’, der blot efterligner æstetikken fra samuraifilmene af gamle auteurer som Akira Kurasawa, så føles ’Sekiro’ faktisk, som er du en dødelig shinobi, hvor den mindste fodfejl koster dyrt.

’Sekiro’ er uden tvivl det mest krævende spil, FromSoftware har skabt. Hvilket også er grunden til, at det er fornuftigt at vente med denne nådesløse oplevelse til allersidst, så du undgår at gå død i serien før tid.

Indfinder du dig til gengæld med spillets millimeterpræcise kampsystem, vil du belønnes med nogle af spilhistoriens mest episke kampe og FromSoftwares til dato bedste spil. Så altså… No pressure.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Den kontroversielle fuser: ‘Dark Souls II: The Scholar of First Sin’

’Dark Souls II’ er som det eneste spil i Soulsborne-serien ikke udviklet under Hidekata Miyazakis ledelse, og om end man aldrig skal lægge bedriften fra et helt hold på én kunstners skuldre, så kan man i den grad mærke, at hans klarsyn mangler.

’Dark Souls II’ er lidt af en rodebutik. Sværhedsgraden svinger op og ned som en fuld matros på orlov, og æstetisk formår spillet aldrig at ramme en konsistent stilart.

Har man tålmodigheden, byder udvidelserne til ’Dark Souls II’ dog på nogle af seriens mest stejle udfordringer.

Og således kan spillet trods alt siges at være en udmærket afrunding på en serie, der om nogen har formet og influeret spillandskabet omkring sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af