KOMMENTAR. Imens Elon Musk tilbedes af store dele af internettet, og Apples CEO, Tim Cook, på boomer-værdig vis fremstår kedelig, har Mark Zuckerberg opbygget et ry som en følelsesløs robot.
Når han træder frem på en skærm, sker det ofte uden at fortrække en mine og med et så monotont stemmeleje, at han mistænkes for slet ikke at være et menneske.
Manden bag Facebook er ikke elsket. Hans offentlige persona svinger fra fåmælt nørd til kalkuleret og iskoldt geni, der sætter sin vision med det sociale medie højere, end hvad der er godt for samfundet.
Han har ikke været i stand til at redde sit ry, og imens andre tech-ikoner går fri af internettets hadefulde drilleri, er Zuckerberg det evigt oplagte mobbeoffer.
En dårlig start
Det er egentlig ikke underligt, at Mark Zuckerberg har et noget blakket ry som CEO for en platform, der er blevet et symbol på skandaler om misinformation og mishåndtering af data, som rammer mange sociale medier og tech-giganter.
Bedre bliver det ikke af, at han er blevet kritiseret for sine handlinger (eller mangel på samme), efter Facebook har vokset sig til en så integreret og voldsomt kontroversiel del af vores samfund.
Men hadet skyldes lige så meget Zuckerbergs persona.
Han startede Facebook som Facemash, hvor personer blev rangeret på udseende, inden platformen skiftede formål og blev verdens syvende mest besøgte website med 2,85 milliarder aktive brugere om måneden.
Populariteten har dog ikke smittet af på grundlæggeren. Tværtimod. Spillefilmen ’The Social Network’ skildrede ham i 2010 som en kynisk idiot uden social skills, der dolker sine venner i ryggen, og det billede har han haft svært ved at ryste af sig lige siden.
Spørger man folk, der har fulgt Zuckerberg siden hans karriere tog fart, viser der sig dog et mismatch i den offentlige opfattelse, og hvordan han faktisk er.
Den anerkendte tech-journalist Kara Swisher har adskillige gange krydset klinger med Zuckerberg. Men selvom hun sjældent stiller ham i godt lys, beskriver hun ham stadig som »et af de måske mindst kyniske mennesker i Silicon Valley«, hvor han også anerkendes for sine visionære evner.
Og New Yorker har i et portræt af Zuckerberg skrevet, at han »ansigt til ansigt ofte er charmerende«, hvilket ligger langt fra internettets sarkastiske robot-drillerier.
Folkedomstolen favoriserer
Alligevel er Zuckerberg elsket af få og tilsyneladende hadet af mange – til forskel fra sine fagfæller.
Tænk bare på Googles direktør, Sundar Pichai, eller Apples Tim Cook, der ikke møder samme form for latterliggørelse. De opfattes som næsten kedelige og trækker sjældent kontroversielle overskrifter, selv når deres firmaer er i skudlinjen.
Det gør Elon Musk. Men Tesla-medstifteren er rebelsk – og underholdende, ikke mindst. Krypto-fans hylder ham som en cool fyr med en utilregnelig opførsel, og internettet sluger hans uudtømmelige arsenal af memes.
Og så er der Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos, der trods dickpics, utallige anklager om elendige arbejdsforhold og en tur ud i rummet alligevel formår at snige sig uden om alt for mange personlige angreb.
Ingen af dem får samme hårdhændede behandling som Zuckerberg, der hænges ud som hele internet-skolegårdens mobbeoffer. Måske fordi han med sine 37 år er yngre. Han er jo en af os.
Uanset om Zuckerberg surfer i Hawaii med alt for meget solcreme i hovedet, live-streamer en grillfest fra sin baghave eller fejrer USA’s uafhængighed, er han dømt ude på forhånd og mødes med latterliggørelse.
Og den negative stemning omkring Mark Zuckerberg kan få konsekvenser for Facebook, som ikke rammer andre tech-giganter på samme måde.
Når Elon Musk skriver endnu et kontroversielt tweet, affejer de fleste det efterhånden som drengestreger. Og Tim Cook anses – trods kritik af Apples datahåndtering – stadig som en forkæmper for forbrugernes privatliv.
Men når vi taler om regulering af tech-giganterne, falder snakken ofte (og af gode grunde) først på Facebook. Spørgsmålet er, om de ville være mindre i søgelyset, hvis Zuckerberg ikke var deres galionsfigur.
En tabt kamp
Zuckerberg ved formentlig godt, at mange aldrig kommer til at bryde sig om ham. Han har erkendt, at løbet er kørt på dén front.
Der har været for mange skandaler, og han kommer aldrig til at være typen, der kaster om sig med memes på Twitter.
Selv hvis man lukkede og slukkede for Facebook i morgen, ville det ikke være nok til at rokke ved folkedomstolen, for den har talt, og han er allerede dømt.
Måske var det netop dét, der sidste år fik ham til at udtale, at hans »mål for det næste årti er ikke at være vellidt, men at blive forstået«.
For Zuckerberg virker faktisk oprigtig, når han tror, at hans platform kan gøre verden til et bedre sted. At den fungerer som et værktøj til at skabe et samfund, hvor vi kan gøre hinanden bedre.
Umiddelbart kunne man derfor fristes til at tro, at alle vi andre endnu ikke har opdaget det fulde potentiale for Facebook. At Zuckerbergs ry er blakket, fordi vi bare ikke forstår ham eller hans platform.
Men faktum er bare, at alle efterhånden har en mening om Zuckerberg. Og når man har en mening, især af den knap så positive slags, føler man ofte trang til at tilkendegive den for alle på internettet – spørg bare Facebook.