Nicki Minaj truer journalist efter antivaxxer-kontrovers: »Dine dage er fucking talte«

Nicki Minaj truer journalist efter antivaxxer-kontrovers: »Dine dage er fucking talte«
Nicki Minaj. (Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Da Nicki Minaj i sidste uge udtalte, at hun ikke ville blive vaccineret mod covid-19, satte det gang i et større cirkus på Instagram og Twitter.

Det hele gik så meget i selvsving, at Stephen Colbert lavede en parodi på #ballsgate, som sagaen er blevet døbt online, men henover weekenden har det hele taget en lidt mere dyster drejning.

Her har Nicki Minaj afsløret navne og kontaktinformation på journalister, der har prøvet at kontakte hendes familiemedlemmer, i det, man normalt kalder doxing.

Taktikken bruges ofte online, hvor ofrenes private oplysninger deles, så internettets masser kan gøre med dem, som de vil – hvilket ofte resulterer i voldsom chikane.

Minaj lagde kontaktoplysningerne op i Instagram Stories sammen med billeder af en af journalisternes forsøg på at kontakte rapperens familiemedlem.

Samtidig fik hun også sendt en trussel af sted, der kort og godt lød: »Sharlene Rampersad KÆLLING DINE DAGE ER FUCKING TALTE, DIN KLAMME HO«.

Den svada blev fulgt op af en lige så direkte udmelding, hvor Minaj skrev, at »Det ender ikke godt for dig, når du truer min familie i Trinidad«.

Rampersad er journalist i Trinidad, hvor Minajs familiemedlemmer bor. Hun har siden hen fordømt angrebet på Twitter, hvor hun også anklager Minaj for at sprede misinformation.

Det er ikke første gang, at den populære musiker får sine fans – der går under navnet Barbz – til at jagte journalister online.

I 2018 sendte hun således de dedikerede fans efter en journalist fra Billboard i et koordineret angreb.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af