YouTube smider PornHub på porten

YouTube smider PornHub på porten
YouTube. (Foto: Pexels)

PornHubs YouTube-kanal er blevet lukket ned efter »flere overtrædelser« af platformens retningslinjer.

Ifølge YouTube har profilen linket til sider med pornografisk indhold, hvilket ikke er tilladt, skriver Variety.

PornHub, der indtil weekenden havde mere end 900.000 følgere på kanalen, som primært bruges til promovering, afviser anklagerne.

Ifølge MindGeek, moderselskabet bag PornHub, kritiserer de derimod YouTube for at tage del i kampen mod porno online:

»Dette er blot seneste eksempel på diskriminationen mod dem, der arbejder i pornoindustrien, en trend der gør sig gældende på tværs af sociale medier«, siger en talsperson til Variety.

I efteråret blev PornHub bandlyst fra Instagram, hvor de havde 13 millioner følgere, uden nogen umiddelbar begrundelse for suspenderingen.

Det kom i kølvandet på flere års kontrovers omkring platforme med pornografisk indhold som netop PornHub og OnlyFans, som føler sig fanget i et moralsk magtspil med kreditkortfirmaer som VISA og Mastercard, der ikke vil understøtte transaktioner hos tjenesterne.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af