Hvem skal bestemme, hvad du må se af porno på internettet?

Det er en bekymrende tendens, når Pornhub og OnlyFans tvinges til at fjerne indhold, for det kan i værste fald få vidtrækkende konsekvenser for andre platformes ytringsfrihed.
Hvem skal bestemme, hvad du må se af porno på internettet?
Foto: Dainis Graveris
views

KOMMENTAR. Forestil dig at du kommer hjem fra byen. Du har ikke en fangst med hjem, så du er småliderlig og skal lige have en forløsning, inden du går omkuld.

Så du gør det, som så mange andre gør, når de skal se porno. Du tjekker ind hos Pornhub og søger på lidt girl on girl-action.

Alt spiller, du er klar. Og så sker det forfærdelige: »Ingen søgeresultater fundet«.

Porno-udrensning

Scenariet, hvor du ikke kan finde pornografisk indhold af andet end måske en knastør omgang missionærsex, er nok svært at forestille sig, men det er ikke utænkeligt.

I december sidste år fjernede Pornhub størstedelen af videoerne på deres platform fra den ene dag til den anden. Udvalget blev nedbarberet fra 14 millioner til fire millioner.

Væk var alle videoer, der var blevet uploadet af ikke-verificerede brugere. Frasorteringen skulle dæmme op for indhold, hvor der enten ikke var styr på rettighedsforhold, eller hvor strafbart materiale dukkede op.

Det skete efter en omdiskuteret artikel fra The New York Times om klip med seksuelt misbrug af mindreårige på Pornhub, som kort tid efter blev fulgt op af MasterCard og VISA, der ikke længere ville understøtte platformens transaktioner. Og det fik platformen til at reagere.

Sagen er ikke enkeltstående. I august gentog det hele sig, da OnlyFans meldte ud, at de ville bandlyse alt pornografisk indhold (hvilket senere blev droppet midlertidigt).

Endnu en gang blev VISA og MasterCard nævnt som den store ’skurk’, der havde tvunget forbuddet igennem. Selvom OnlyFans’ grundlægger, Tim Stokely, afviste dette og i stedet skød skylden på udvalgte banker, viste en bekymrende tendens sig:

Hvem skal egentlig bestemme, hvilken slags porno der er frit tilgængelig online?

Et moralsk magtspil

Vi kan alle blive enige om, at ulovligt pornografisk indhold ikke hører hjemme hos hverken Pornhub, OnlyFans eller de andre utallige pornoplatforme, som findes derude.

Materiale, hvor kvinder og børn voldtages, skal på ingen måde kunne uploades til disse platforme, og der må simpelthen ikke ske fejl. Der skal være en absolut nultolerance omkring dette.

Når vi har slået det fast (for der er vitterligt intet at diskutere der), er vi dog nødt til at være opmærksomme på den gråzone, som opstår, når finansielle institutioner kan tvinge platforme i knæ ved at lukke for deres omsætning med et enkelt snuptag.

Det bør ikke være firmaer, der kan farves af moralske og politiske overbevisninger, som skal stå bag reguleringen af pornografiske platforme.

Det er en opgave, der må tilfalde myndigheder eller nedsatte råd med juridisk råderet. Og opgaven bør udføres i samarbejde med platformene, ikke som en tvungen handling, der presses igennem.

For der er nemlig tale om pres, når OnlyFans bebuder et forbud mod det selvsamme indhold, som har løftet dem til massiv succes. Eller når Pornhub pludselig sletter størstedelen af deres bibliotek.

Det lagde Pornhub ikke skjul på, da de i deres udrensning-annonceringen skrev: »Pornhub er kommet i søgelyset, ikke på grund af vores virksomhedspolitik, eller hvordan vi agerer sammenlignet med lignende tjenester, men fordi vi er en platform med seksuelt indhold«.

I et efterfølgende opråb fra pornobranchen lød det, at de havde fået nok af Mastercards »hykleri«.

Og kritikken blussede atter op, da der senere blev gravet i artiklen fra The New York Times.

Her viste det sig, at en af de citerede kilder arbejder for en stærkt religiøs og højreorienteret organisation i USA, som tidligere har været i vælten for deres kamp mod porno.

På slingrekrus

Selvom artiklen om Pornhub var skudsikker på flere punkter (platformen har lagt plads til ulovligt indhold), er den samtidig sløret af en sekundær agenda, nemlig en voksende modstand mod pornografisk indhold.

Modstanden skyldes ikke så meget et juridisk regelsæt, men derimod en ideologisk krig mod porno, som længe har ulmet i Guds eget land, USA.

Som forfatteren Jerry Barnett skriver, har Pornhub og OnlyFans været »forsøgskaniner for en ultra-konservativ modreaktion, der vil tilbagerulle den seksuelle revolution og ytringsfriheden«.

Én ting er det, der er ulovligt. Noget andet er det, der deler de moralske vande, men som ikke forbryder sig mod loven.

For det er en markant glidebane, vores demokratiske samfund bevæger sig udad, hvis en magtfuld finansiel institution uden dessinger fra en regulerende myndighed trækker deres samarbejde med en platform.

Det kan true spillere som Pornhub og OnlyFans på livet, så de har intet andet valg end at makke ret.

Det er desuden en problematik, der også kan ramme internetplatforme uden for pornoens verden. Og når vi først er der, kan det hurtigt løbe endnu mere løbsk.

For hvis en magtfuld aktør, der ikke bryder sig om porno, kan true sig til en regulering af indhold, hvad holder den så fra at kontrollere platforme med politisk eller religiøst indhold?

Vink farvel til din 69’er

Og så er vi tilbage til eksemplet om, at du ikke kan finde to piger, der ligger og hygger sig lidt med hinanden på Pornhub.

Står det til organisationer, der finder homoseksuelt (eller andet eksplicit) indhold moralsk forkasteligt, vil det hurtigt falde ind under den slags materiale, der står for skud, når næste kapitel af krigen mod porno skydes i gang.

For selvom det umiddelbart handler om porno, handler det også om så meget mere. Det handler om, at vi kan gøre, som vi vil online – og platformene kan gøre, som de vil, så længe de holder sig inden for lovens rammer.

At en konservativ bevægelse ikke bryder sig om analsex og BDSM bør ikke være ensbetydende med, at de får magten til tvinge en porno-udrensning igennem.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af