Sony havde for nylig inviteret til en stor charme-showcase i London, og dagens menu bestod af deres nye store satsning, Project Morpheus; Sonys helt egen virtual reality-headset. Project Morpheus melder sig ind i det ellers stærkt besatte virtual reality-felt hvor særligt Oculus Rift har domineret spaltepladsen længe.
Jeg har aldrig været en stor fan af at skulle stå og vifte med armene foran fladskærmen eller for at jonglere med plastic-instrumenter gennem et virvar af pophits fra de sidste 70 år. Kort sagt er jeg lidt konservativ og mener, at videospil fungerer bedst fra sofaen med benene oppe.
Jeg tog et – skeptisk – kig på Sonys nye satsning og en samling spil til det (måske?) næste store hit fra Sony. Derudover prøvede jeg virtual reality af inden det – måske – bliver den varmeste kartoffel næste år. Her er mine ti førstehåndsindtryk:
1. Teknologien holder – med det samme
Som sagt var det med skepsis og sindsro, jeg drog mod demonstrationseventet. De andre journalister og tv-værter jeg delte hyrevogn med, havde alle lagt for med store smil og ønskelister for hvilke titler og gaver, der ville være. Mine forventninger kunne ligge på et meget lille sted.
Så meget desto mere overraskende, var jeg solgt fra første demo.
Første demo var et helt simpelt fodboldspil, der gik ud på at man skulle heade på mål på dødbolde. Det var nemt og velegnet til at fremvise responstiden for Project Morpheus. Fordybelsen og indlevelsen var trods det simple gameplay stor. Man kunne se rundt – hele vejen rundt. Selvom demospillet ‘Headmaster’, ikke ligefrem var fantastisk, var jeg hooked på teknologien fra første øjeblik.
Så meget for mine forudindtagede parader.
2. Det er behageligt
Indledningsvist var jeg virkelig bekymret for om Project Morpheus-headsettet skulle kalibreres og tilpasses i hoved og røv, inden det var tilnærmelsesvis funktionelt. Jeg var ligeledes bekymret for, om det var en ubehagelig hjelm der vejede det samme som en Toyota Aygo med håndvægte i handskerummet. Men igen blev mine bekymringer gjort til skamme.
Når man har headsettet på skal det lige indstilles men det tager ikke lang tid: Det er lidt ligesom en cykelhjelm. Folk med briller havde heller ingen problemer med at indstille headsettet.
Headsettet er desværre tilsluttet konsollen med et kabel. Det havde været fantastisk med en trådløs forbindelse, men som teknologien er nu, ville det være for dyrt at sende et 120hz/1080p signal trådløst frem og tilbage. Det havde været kirsebærret på toppen og havde fjernet den akavede følelse af kablet, der ind imellem dinglede uhensigtsmæssigt og mindede om, at man trods alt stadig stod og fægtede i et demonstrationslokale i London.
Flere tidlige brugere af virtual reality-headset har omtalt problemer med kvalme, når de bevægede sig rundt i et digitalt univers uden at bevæge kroppen fysisk. Det mærkede jeg ikke det mindste til, bortset fra enkelte sug i maven hist og her.
3. Der er motorkraft under kølerhjelmen
Som tidligere skrevet fungerer Project Morpheus ved 120hz/1080p eller nogenlunde det samme som et knivskarpt fjernsyn. Derudover sendes der et separat signal til tv’et så tilskuere kan følge med i spillerens oplevelse udefra. Hjelmen er udstyret med to OLED-skærme hvis billeder, trods en kort afstand fra øjnene, stod tilpas skarpt til ikke at tage noget fra oplevelsen.
Den grafiske processor i Project Morpheus er udviklet af AMD (der også laver kraftige grafikkort til gaming-computere blandt andet) eksklusivt til projektet. Det kan man mærke, for undervejs i alle demoerne blev der hverken hakket, stammet eller revet i grafikken. Alt kørte flydende og poleret takket være den skræddersyede hardware.
4. Fordybelsen fungerer (lidt for godt)
Efter en hektisk biljagt og dernæst bankrøveri i ‘The London Heist’ oplevede jeg, hvor indlevende oplevelsen med et VR-headset er. Sony-medarbejderen tog headsettet af mig imens jeg ville lægge mine controllers på bordet. Det resulterede i, at jeg smed de to controllers på gulvet med et brag. Det viste sig at bordet kun var at finde i det digitale univers jeg lige havde forladt. Flot.
Det vidner om, hvor let det er, at blive draget ind i det univers, man oplever gennem headsettet. Det er fascinerende, men også en lille smule urovækkende.
5. Headsettet er ikke nok
Project Morpheus inkorporeres i PlayStations efterhånden omfangsrige plastic-park af tilkøbs-tingester. Den fungerer sammen med både PlayStation Move-controllers, den klassiske Dual Shock-controller, Playstation Move-kamera og så videre.
Jeg har tidligere afsvoret Move-controllers fra mit gaming-univers. Kluntede controllers, der ligner en skævt dimensioneret tryllestav med en bold på toppen? Nej tak. Men med Project Morpheus på hovedet slipper man for at se på dem. Forskånet for den æstetiske oplevelse fungerede Move-sættet, som pegepind og controller i ét, rigtig fint med Project Morpheus. Faktisk var demoen med Move-controllers, ‘The London Heist’, dagens hit.
Det kan blive Sonys fordel, at de i forvejen har en del ekstraudstyr, der kan være med til at skabe helhedsoplevelsen i virtual reality-universet. Det er i hvert fald nødvendigt for at gøre oplevelsen så naturlig som muligt.
6. Der er spil for enhver smag
Det er forfriskende, at de eksterne udviklere tilsyneladende har fået ret frie tøjler i forhold til, hvilket image Project Morpheus skal have. Skrækscenariet ville være, at Project Morpheus primært skulle vinkles til den pengestærke børnefamilie og at spillene således ville have, til min smag, lidt for cute image og design.
Heldigvis blev vi både præsenteret for nuttede adventure-spil og voldsomme action-brag. Det virker meget som om, at Sony tager tilløb til, at Project Morpheus skal være en fast følgesvend til deres succesrige PlayStation.
Samlingen af små spil kom omkring en nytænkning af point’n’click adventure-spil (med VR kaldet look’n’click), fodboldspil, men inkluderede også spil, hvor genren var unik for virtual reality-universet.
‘The London Heist’ var en actionfilm med spilleren i hovedrollen; her var der både biljagt, skuddueller og mere til – sammenligningen med ’Heat’ eller ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’, er ikke helt ved siden af.
‘RIGS’ var en arena-shooter i forrygende højt tempo. Køresygen meldte sig de første par minutter, da jeg stressede rundt i den åbne bane og ledte efter modstanderholdet og prøvede at få styr på mit sigtekorn, men da spillet først var i gang, fortog det sig hurtigt. Her var der tydeligvis skelet til ‘Unreal Tournament’ og ‘Tribes Ascend’.
Alt i alt havde Sony samlet en god pose blandet guf til os for at fremvise alt hvad Project Morpheus, indtil videre har at byde på.
7. Lyden er altafgørende i 360⁰-universet
Til fremvisningen prøvede vi Project Morpheus sammen med nogle billige, absolut ikke velsiddende høretelefoner i plastic-kvalitet. Oplevelsen kommer klart til at vinde en del med et par gode høretelefoner, der generer så lidt som muligt.
Sony har skabt et separat lyd-modul til Project Morpheus. Lyden genereres i 3D og integreres flydende og realistisk i de digitale universer, vi kom igennem: Mobiltelefoner, der kunne bevæges så lyden fulgte efter, eller at man kunne høre præcis, hvor modstanderne gemte sig i skudduellerne, alt i mens man gemte sig bag bordene. Begge disse eksempler var blandt de lydmæssige indtryk, der gjorde at helheden fremstod finpudset og aldrig brød indlevelsen.
8. Holder til nye og gamle genrer
En ting, der slog mig under demonstrationen, var, at virtual reality giver en unik mulighed for at genopleve – og genoplive – nogle for længst begravede spilgenrer. Rail-shooteren som voksne gamere husker fra spillehaller og arkader landet over som peakede ved ‘Virtua Cop 2’ i 1995 ville være oplagte i virtual reality.
Opdagelsesspil – som det kommende ‘No Man’s Sky’ – ville være fænomenale at inddrage i en virtuel verden med så stor indlevelse, som Project Morpheus tillader, men ingen af de to titler er (endnu!) sat på release-kalenderen.
9. De små ting gør det store indtryk
Det er samtalen i mobiltelefon, måden man sætter nyt magasin i pistolen, gribe-funktionen, den konstant opdaterede bevægelsestracking og andre småting, der gør at Project Morpheus afleveres med så godt et indtryk.
Det virker til, at fokus ikke har været på at opskalere grafik eller smide læssevis af eksplosioner i spillene. I stedet var der kræset om de små detaljer og netop fordybelse og indlevelse vil være en af de afgørende faktorer for, om Sonys satsning lykkes.
10. Prisen bliver altafgørende
Jeg var skeptisk, men Project Morpheus overraskede mig særdeles positivt – det kan der vist ikke være tvivl om efter de foregående ni punkter. Jeg er dog ikke mere positivt stemt, end at jeg tror, prisen kommer til at betyde meget for salgstallene. Selvom oplevelsen var god, kommer Project Morpheus ikke til at revolutionere gamingverdenen mere end at folk nok skal holde sig væk, hvis prismærket bliver større end på en ny PlayStation 4.
Det indtryk, jeg fik af Project Morpheus, var, at Sony vil favne bredt og både lave spil til de yngste, som synes det er sjovt og spøjst at lege med VR, og til den mere seriøse gamer, som gerne vil blæses bagover af et brag af en oplevelsesmaskine. Hvis Project Morpheus skal blive andet end et nicheprodukt – og det ville være synd, for den fungerer godt til alle målgrupper – skal prisen holdes nede. Særligt i betragtning af, at man også bør investere i Move-controllers, høretelefoner og så videre for den fulde gaming-oplevelse.
Afslutningsvis kan jeg ikke andet end erklære mig spændt på at se, hvad virtual reality har at byde på, når produkterne rammer markedet i starten af 2016. Så må jeg krydse fingre for, at mit slunkne budget kan overleve indkøbet af Project Morpheus. Ellers må arvesølvet jo på auktion (Undskyld, mormor).
Læs også: Virtual reality får hårdt slag i nødderne: Horribelt foto pryder Time-forside