KOMMENTAR I weekendens løb mistede vi én af de allerstørste. Pepe the Frog (2005-2017) blev bisat i åben kiste med det fjollede Pjerrotsmil på sine frølæber, sine bedste venner omkring sig og de tunge, grønne øjenlåg lukket endegyldigt i. Pepe the Frog blev blot 12 år, men nåede i den grad at sætte sit aftryk på verden. Og det vil han og den mekanisme han repræsenterer fortsætte med i lang tid efter hans død.
Pepe the Frog var mange ting. Han var først og fremmest en godmodig, lidt stenet frø skabt fra tegneserieskaberen Matt Furie ensidesstribe ‘Boy’s Club’, der godt kunne lide at trække bukserne helt ned om anklerne, når han skulle nifle. Han var et meme. Han var et stilikon. Men i sine sidste leveår blev hans intellektuelle ejendom også taget som gidsel – dels af grupper, der gerne bruge ham som hadsymbol for the alt-right, dels af nihilister, der bare synes det var sjovt, at bilde dumme liberals ind at en tegneseriefigur er et hadsymbol.
Så man kan roligt sige, at hans arv er omdiskuteret og hans eftermæle mudret. Men det er i bund og grund også ligegyldigt, hvad han var i det store mediebillede. Vi lever i en tid, hvor kampen om symbolerne og tankegodset er allestedsnærværende. Ideologierne og de store sociale strømninger er ovre. De gode gamle dage, hvor man stod ved, hvad man sagde og blev fældet, hvis man blev taget på det forkerte ben, er forbi. Nu rejser du dig straks igen fra en suppedas af ironi, beskyldninger om fake news og et kringlet virvar af modbeskyldninger og ansvarsforflygtigelse.
I stedet bliver der skabt mening, holdninger og værdikampe i mindre fora tæt på magtens centre, i Silicon Valley og i høj grad i alle online-fora, hvor brugere finder fælles tilhørsforhold med vildtfremmede.
Det bliver først skræmmende, når man læser graverjournalistiske mesterværker om fordækte, private firmaer udsprunget af det amerikanske militær med tråde til Steve Bannon, der styrer tvivlende borgere med det de kalder psychological operations eller psyops – og for eksempel derigennem udløste Brexit. Pepe the Frog er et eksempel på et af de våben, de har i skeden.
Man kan ikke bebrejde Matt Furie, at han gerne vil lægge Pepe i graven. Han har flere gange udtalt, at Pepes alt-right-tilhørsforhold var stik mod hans egne. Men at tro at en tegneseriestribe blive Pepes død og 4chan ikke vil flyde med frøer og Kek-praisere er naivt. Den hidtil største sejr for Pepe som både højredrejet symbol og ironisk højredrejet symbol var da Hillary Clintons stab udråbte ham som et sådant og i samme forbindelse kritiserede Donald Trump for at bruge et Pepe-meme i valgkampen.
Der er ingen tvivl om, at Pepe the Frog er blevet så stærkt et symbol – uanset hvad, man mener, han står for – at enhver modgang gør det stærkere. Det er ligesom i krigen mellem Shia LaBeouf og 4chan. Jo mere, han kæmper imod dem, jo mere vil de være interesseret i at få hans politiske aktivisme til at slå fejl – og så er LaBeouf i undertal.
Hærførere har stået og skuet ud over slagmarken i årtusinder og forsøgt at slå modstanderen ned med sværdet, geværet og bomben. De har ført valgkampe, debatter og korridorpolitik for at vinde kampen. Nu er kampen blevet digital og det er blevet tydeligt, at måden man vinder på i dag ikke er ved at have de skarpeste sværd eller argumenter. Måden du vinder på, er ved at sprede en cancer.
Når den symbolik eller det paradigme, du gerne vil desarmere, først er blevet smittet og har fået en anden betydning, er det ubrugeligt at føre en anden værdikamp med.
Det der skete med Pepe i sine sidste leveår svarer til at tolke Frihedsgudinden som en opmærksomhedskrævende medieluder. Selvom de fleste er enige om statuens symbolik, så skal du bare have nok til at stemme i omkring et andet budskab, så kan den brede offentlighed på et tidspunkt ikke fornægte, at der er folk af den holdning. Og vupti, så har den originale symbolik allerede tabt, fordi du ikke kan bruge Frihedsgudinden som symbol uden også at kalde hende en opmærksomhedskrævende medieluder.
Det er samme strategi vi for eksempel ser for Ivanka Trump. Hun er “feminist” og har netop udgivet bogen ‘Women Who Work’ om hendes synspunkter om kvindernes rolle i samfundet. Kritikere af bogen hævder dog, at Ivanka Trumps opfattelse af at være en arbejdende mor er temmeligt farvet af hendes bundlinjetal og præget af en opfattelse af, at kvinder stadig bør passe børnene. Uanset hvor meget hun kalder sig feminist advocate, stod hun bag sin far, da hele mis-befamlingssagen buldrede. Og det er, uanset hvordan du vender og drejer det, ikke feministisk. Tværtimod. Hun er i den grad medskyldig, som ‘Saturday Night Live’ anklagende konkluderede i en sketch.
Men når hun kalder sig feminist og andre feminister kalder bullshit, kan de meget nemt blive afmonteret – for hvor vover de at diktere feminisme, hvis Ivanka Trump nu tolker den anderledes? Er feminismen ikke rummelig? Er feminisme bare en samling vrede BZ’er-typer med lange kussehår, der ikke giver plads til feminisme i Jimmy Choos?
Det er måden, man vinder på i dag. Ved at sprede en cancer.
I øjeblikket er det en sygdom, vi ikke kan stille noget op imod. Andet end at holde fast i, at vores symboler betyder det, de altid har gjort for os og ikke blive forskrækket og forarget, når folk med en anden overbevisning forsøger at tilskrive dem en anden betydning. Dannebrog er Dannebrog. Den Lille Havfrue er Den Lille Havfrue. Kaj er Kaj.
Og så kan du måske hælde en enkelt sjus ud på jorden for vores døde homie Pepe.
Læs også: Shia LaBeoufs seneste performancekunst-projekt bliver bombarderet af trolls