‘Wolfenstein II: The New Colossus’ er en blodig oase i en ørken af multiplayer-shootere
Da nystartede Machine Games i 2014 sendte deres solide nyfortolkning af first person shooterens fader, ‘Wolfenstein’, på gaden, var spillets høje kvalitet en overraskelse for mange (herunder undertegnede), hvilket i retrospekt virker åndssvagt. For opkomlingene bestod jo i virkeligheden af de bærende kræfter bag Starbreezes glimrende ‘Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay’ og det næsten glimrende ‘The Darkness’. Set i det lys, virker ‘Wolfenstein: The New Order’ faktisk som en lille underpræstation.
Nu er svenskerne klar med en opfølger, der helt i tråd med Bethesdas nye marketingstrategi rammer gaden og onlinebutikkerne kun 4 ½ måned efter sin annoncering på E3-messen. Der er dog intet ved ‘Wolfenstein II: The New Colossus’, som føles forhastet. Spillet er sin forgænger overlegen på stort set alle punkter, og jeg tør godt vove pelsen og sige, at Machine Games har skabt den bedste singleplayer-shooter i op mod et halvt årti. Punktum.
Luftskibe, klan-medlemmer og et udbombet New York
‘The New Colossus’ begynder fem måneder efter afslutningen på ‘The New Order’. Vi er i 1961, og seriens ikoniske helt BJ Blazkowicz har siden det heroiske angreb på Deathsheads borg svævet mellem liv og død. Hans restitutionsperiode får dog en brat ende, da General Engels’ tropper stormer den ubåd, som han og resten af oprørsbevægelsen ellers har brugt til at holde sig skjult for nazisterne, der jo som bekendt har overtaget verdensherredømmet i spillets alternative take på historiens gang.
Efter på imponerende vis at have sikret ubåden og sine allierede med hjælp fra en rullestol og adskillige automatvåben sætter BJ, Anya, Set og resten af Kreisau Circle kursen mod USA for at rekruttere til det oprør, der skal gøre en ende på nazisternes herredømme.
Fortællingen fører BJ til en række lokaliteter i primært USA, og selvom disse rent tematisk mestendels er velkendte – vi snakker blandt andet hemmelige bunkere, luftskibe, ubåde og postapokalyptiske bylandskaber – er de udført med en uforlignelig sans for detaljen, der får dem til at leve og ånde. Særligt imponerende er Machine Games’ vision af Roswell, som også blev fremvist ved annonceringen på E3. Her møder ærkeamerikansk small town-romantik bombastisk nazi-æstetik med både ildevarslende og morsomme resultater.
Her skal der ikke affyres automatvåben, men blot udforskes, og denne frihed illustrerer flot, hvor gode Machine Games er til at skabe fiktive verdener.
Engageret skyderi
Instruktør Jens Matthies skrev i et åbent brev forud for spillers udgivelse, at han ønskede at skabe et spil med karakterer som hans barndoms actionhelte Ellen Ripley, Alex Murphy og Marv. I forhold til de filmserier, disse figurer fører an i, er tonen i ’The New Colossus’ noget mere spraglet. Narrativet bevæger sig uden at blinke fra ren falden på halen-komik til dyb patos og tilbage igen.
I en relativt tidlig mellemsekvens afløses en snak om glæderne ved chili con carne-spisning uden ske direkte af en hårrejsende beretning om at være øjenvidne til sprængningen af en atombombe, hvor huden smelter af et barn midt på gaden. Disse skift er lidt hit or miss, særligt fordi castet smører lige lovligt tykt på i de patosfyldte øjeblikke.
Spillet står straks stærkere, når det anlægger en mere satirisk tone, hvilket heldigvis er ret ofte. Især står afbildningen af de hykleriske amerikanere, der har omfavnet de nye herskere og deres medfølgende ideologi, stærkt. Særligt glad var jeg for en dialog mellem en ung amerikansk kvinde og en tysk officer, hvor førstnævnte i sin iver efter at imponere får nævnt, at hun har droppet at lytte til Mozart, da han jo kun er født i Østrig. Med tanke på Hitlers fødeland falder den kommentar ikke i særlig god jord hos den stramme, tyske officer.
På trods af at enkelte scener fremstår en smule akavede, har historien en fremdrift og klarhed, der er de færreste shootere forundt. Jeg var oprigtigt engageret i oprøret, hvilket skal tilskrives både karaktererne, dialogen, det overordnede narrativ, den fremragende pacing og afbildningen af det naziunderlagte USA. Samtidig rammer fortællingen om højredrejningen af USA en politisk nerve, der muligvis er utilsigtet, men ikke desto mindre både relevant og kærkommen – om end den naturligvis er noget karikeret.
Metal i hænderne, kroppen og ørerne
Selvom banen i Roswell ikke er den eneste uden skududvekslinger, og antallet af affyrede kugler er noget lavere end i sidste års ligeledes fremragende take på en vis anden id Software-klassiker, så hænger blylugten stadig tungt over ’The New Colossus’. Og det er godt. For med risiko for at lyde som en voldsperverteret sadist, så føles det fantastisk at flå Det Tredje Riges fodtudser fra hinanden med spillets potente udvalg af retrofuturistiske skydevåben. De tunge lydeffekter og den flot afstemte rumble gør det utrolig tilfredsstillende at affyre især Schockhammer og Sturmgewehr, og den visuelle påvirkning kuglerne har på fjenderne forstærker blot følelsen. Jeg kan ganske enkelt ikke komme på en shooter, der de seneste år har håndteret dette kerneaspekt bedre, hvilket immervæk er et stort plus genren taget i betragtning.
Machine Games har i sin promovering af spillet gjort meget ud af at tæske det noget fortærskede mantra om frihed til spilleren igennem, og som tilfældet oftest er, findes der tilfredsstillende og knap så tilfredsstillende måder at spille på. For eksempel er det nok de færreste, der vil mene, at ’Dishonored’ eller ’Deus Ex’ fungerer bedst i åbne konfrontationer. I ’The New Colossus’ er det stealth-delen, der halter. Spillet formår ikke at kommunikere, hvor tæt du er på at blive opdaget, hvilket gør det svært at planlægge ruten gennem fjenderne. Dette er specielt uheldigt, da spillet ofte lægger op til stealth, når der er officerer til stede, da disse kan tilkalde endeløse forstærkninger så længe, de trækker vejret. Her er den mest effektive strategi at snige sig rundt og eliminere dem først og derefter tage resten ud med tungere våben. Men dette bliver til tider frustrerende på grund af det ugennemsigtige stealth-system.
Tweaket til perfektion
Som incitament til at eksperimentere vender de glimrende perks tilbage. Disse er permanente buffs, der gives for et væld af forskellige måder at eliminere sine fjender på. Det er et system, der lægger op til en varieret spillestil og til, at du eksperimenterer. Derudover er belønningerne betragtelige, og systemet sørger for hele tiden at vifte en gulerod for næsen af dig.
For at åbne leveldesignet har Machine Games introduceret tre forskellige Inspector Gadget-lignende anordninger, der understøtter hver sin spillestil. Styltebenene hjælper dig for eksempel med nå op til højere platforme, mens kropsrustningen giver mulighed for at æde mere bly og bryde igennem visse vægge. Det er en fin idé, som dog aldrig rigtig bliver understøttet optimalt af leveldesignet. Du skal i hvert fald ikke regne med tilnærmelsesvis samme navigationsfrihed som i for eksempel ‘Dishonored’-serien. Men mindre kan jo også gøre det, og i forhold til sine nærmeste konkurrenter byder ‘The New Colossus’ på et snørklet leveldesign, der i høj grad inviterer til udforskning og belønner dig for det.
Du kan finde avisklip, postkort, mails m.m. der er med til forme verdenen yderligere, du kan overhøre underholdende og informative samtaler, og så er der opgraderingspakker, som du kan opgradere dine våben med, så de får nye funktioner og bliver endnu mere sønderflænsende, end de i forvejen er.
Machine Games har naturligvis også fundet plads til lidt sideindhold, når du har brug for et afbræk i historien. På ubåden kan du udføre små sidemissioner, der designmæssigt er simple, men giver karaktererne dybde. Det største fokus ligger dog på elimineringen af übercommanders, som først skal findes og derefter elimineres. Disse sidemissioner er basalt set korte kampscenarier, som både foregår på tidligere spillede baner og helt nye. Sværhedsgraden er ret høj, så de fungerer glimrende som korte, skarpe udfordringer.
Endelig dom
Med ‘The New Colossus’ har Machine Games skabt en shooter med en tyngde og personlighed, jeg har savnet i genren de seneste år. Spillet er ambitiøst både mekanisk og narrativt, og selvom det ikke lykkes med det hele, tager jeg i den grad hatten af for ambitionerne. I et vestligt spillandskab, der i stigende grad følger konventionerne og spiller fedtspil, føles ‘Wolfenstein II: The New Colossus’ som en befriende, blodig oase.
Det er et spil lavet af en udvikler, der tror på sig selv og tør give los, og jeg kan ikke vente med at se, hvad Machine Games finder på næste gang.
Godt
+ Følelsen af at affyre våbnene
+ En personlig og farverig historie
+ Hele verdensopbygningen
+ Sigrun Engels
Skidt
– Til tider rammer tonen forbi
– Ugennemsigtig stealth-del