Det italienske luksushus er det seneste brand til at stoppe brugen af pels og lægger sig dermed i slipstrømmen af Gucci, Givenchy, Michael Kors og flere andre af de største modemærker, der de senere år har lyttet til kritiske røster og har erstattet ægte pels med det syntetiske fake fur-alternativ.
I modsætning til de andre brands, så er Versaces beslutning – hvis den holder stik – blot blevet annonceret som et citat i et større interview til The Economists magasin 1843.
»Pels? Det er jeg færdig med. Jeg vil ikke slå dyr ihjel for at lave mode. Det føles ikke rigtigt«, siger Donatella Versace i interviewet.
Hendes beslutning kommer også i kølvandet på, at flere lande er begyndt at udfase pelsproduktion. Senest har Norge besluttet, at de inden 2025 skal stoppe al opdræt af ræve og mink til pelsbrug. I tidens politiskbevidste (og -korrekte) klima har mange brands ganske enkelt svært ved at forsvare brugen af pels, men herhjemme fylder pels stadig en del i modebilledet.
Det skyldes især Kopenhagen Fur, der, som Politiken skrev tidligere i år, står for cirka 60 procent af verdensmarkedet og sidste år solgte skind for 7,2 milliarder kroner. Kopenhagen Fur og undermærker Oh! er en del af Copenhagen Fashion Week, hvor de afholder shows og sponsorerer pelsbrug til danske brands. Et lobbyarbejde der naturligvis forsøger at skabe en positiv stemning omkring pels.
Mange argumenterer også for, at pels er et bæredygtigt materiale på grund af holdbarheden, mens fake fur ikke har samme affektionsværdi for folk eller er lige så nedbrydeligt. Samtidig kan man spørge sig selv om, om man kan være imod pelsopdræt, hvis man stadig spiser kød.
Men kompliceret eller ej, så er fakta, at flere og flere brands vender pels ryggen, så spørgsmålet er, om Copenhagen Fashion Week, Astrid Andersen, Saks Potts og de andre kan blive ved med at sejle imod den tiltagende strøm(ning).
Læs også: Gucci dropper pels: »Det er ikke moderne«