Courtney Loves angreb på Vetements efter Kurt Cobain-plagiat er helt på sin plads

Courtney Love er med rette træt af, at Demna Gvasalia bruger grunge til at sælge dyr luksusmode, og det er netop kulturel appropriation af værste skuffe.
Courtney Loves angreb på Vetements efter Kurt Cobain-plagiat er helt på sin plads

KOMMENTAR. Det er intet nyt, at brands drager inspiration fra forskellige kulturer. Skate, rock og punk er blandt de mest refererede og vil til alle tider være repræsenteret et sted. Med den rette forståelse, tilgang og respekt er der heller intet galt i det.

Moden har behov for udefrakommende inspiration for at holde sig aktuel, og med de rigtige kulturelle referencer og inspirationsdrag kan brands bedst fortælle den historie, de ønsker, hylde de mennesker, der har inspireret dem, og vise, hvad de ønsker at blive associeret med.

»You can’t wear Supreme if you don’t skate«,  skriver de på nettet. Det er oftest ment i sjov, fordi Supreme er blevet så altomfavnende og bredtappellerende, som det er, men tanken er den samme. Man anklager folk for at købe sig ind i en kultur, de ikke forstår, og som de ikke er en del af. Altså en slags kulturel appropriation.

Det er en balancegang, hvordan man gør det med den rette ydmyghed og omtanke uden hverken at stjæle fra eller miskreditere de oprindelige inspirationskilder, og det sker, at brands kommer i gevaldige problemer, når de låner fra andre kulturer.

Ganni-kritik og Vetements-lån

Ganni blev hvirvlet ind i en regulær shitstorm, da de ved deres AW19-show benyttede Ami Vitales’ billeder af fattige kvinder fra forskellige kulturer. For mange var det svært at se sammenhængen mellem disse kvinder og showets tematikker – livet på jorden og bæredygtighed – mens dyrtbetalte modeller kom slentrende ned ad catwalken i endnu dyrere klæder.

De fattige kvinder var reduceret til et salgsfremmende værktøj, lød kritikken.

Nu er det så Vetements’ tur til at ryge i møllen for de udskældte brands. I forbindelse med lanceringen af deres AW19-kollektion dukkede en mager model op på catwalken med en stor cardigan, lasede jeans og store grunge/punk-inspirerede støvler.

Han var også iført en t-shirt med teksten ‘Corporate Magazines Still Suck A Lot’, hvor A’et endda havde en cirkel omkring for at skabe anarkisymbolet.

Inspirationen var tydelig: En næsten én-til-én-kopi af en Rolling Stone-forside med Nirvana fra 1992, hvor Kurt Cobain i typisk anti-kommerciel stil var klædt i en t-shirt magen til Vetements, som han selv havde lavet.

Stylingen var iøvrigt den samme med kun grønt strithår og anarki-symbolet på Vetements-t-shirten til forskel, og på den måde fik Vetements sat en tyk streg under, hvor grunge de pludselig var blevet.

Kulturmisbrug

Vetements-designeren Demna Gvasali har altid brugt mange post-moderne referencer til subkulturer. Her er det let at kritisere, hvor åbenlyst designet er stjålet fra den ikoniske t-shirt, og man kan diskutere, om man ikke kan hylde inspirationskilder uden at kopiere så direkte. Det kan gøres mere subtilt, omend det langt fra er det største problem her.

Det er kulturmisbruget, der er den store udfordring, og formidlingen af budskabet, der suser helt forbi næsen på Vetements-designeren.

Hvis det ikke er tilfældet, og hvis Demna godt er klar over, hvor stor en modsigelse, det er, når han sender sådan en t-shirt (til 430 Euro i øvrigt) ned af catwalken, er det bare et overlagt forsøg på at malke en kultur til uigenkendelighed.

Vetements’ bud på Kurt Cobains t-shirt.

Han låner fra en kultur, han ikke forstår – eller han ser i hvert fald bort fra dens værdisæt, fordi looket sælger. Og det er dybt smagløst.

Det, Cobain gjorde oprør mod, var netop det materialistiske, det kommercielle, og selv åndsfæller som Pearl Jams og Guns N’ Roses var han ude og tage afstand fra i skarpe vendinger. Cock-rock eller corporate-rock døbte han musikken, som, han mente, manglede autenticitet.

Courtney Love i angreb

Der er intet sted, en Kurt Cobain-t-shirt hører mindre til end i en hamrende overpriced og elitær Vetements-kollektion.

Det er derfor også kun på sin plads, når Courtney Love, Cobains enke, angriber Vetements. På Instagram har brandet delt billedet af netop grunge-looket, og med teksten »WTF! Jeg hader at blive sat i den her position. I burde vide bedre!«, giver hun tydeligt sin mening til kende i kommentarfeltet.

Mon ikke også Cobain havde vendt sig i graven?

Vetements udnytter ikke bare en subkultur til at tjene penge, de gør det med redskaber, der totalt strider mod punkens og grungens værdisæt.

Har man behov for at låne fra andre kulturer, så må man gøre det på deres præmisser og med respekt for de budskaber, de kommer med. Det er ikke tilfældet her, men bliver i stedet kulturel appropriation af værste skuffe.

Det er iøvrigt ikke første gang inden for nyere tid, at Nirvana-inspirerede designs trækker overskrifter. Sidste år lagde bandet sag an mod Marc Jacobs for at kopiere deres ikoniske smiley-grafik, men dengang var Love faktisk ude og støtte op om brandets brug af designet.

Søgsmålet endte med et forlig uden for retssalen.

Vetements har stadig ikke reageret på kritikken og Courtney Love-kommentaren, men det bliver spændende at se, om der kommer en reaktion – og om Nirvana også vælger et søgsmål i dette tilfælde.

Læs også: Generationskamp i sneaker-verdenen? Vi tog pulsen på Sneaker Banquet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af