’Cyberpunk 2077’ kunne være årets spil – i stedet er det et miskmask af fejl og mangler
Regnen hamrer tungt på ruden. Udenfor glinser neonlysene om kap med stjernerne, imens knuste drømme dør i gaderne. De flyvende biler suser forbi, og jeg har aldrig været mere frustreret.
Jeg har brugt aftenen på at jagte en kontakt i en slesk bar. Mit tøj oser af røg, sprut og desperate typer. Intet er gået, som det skulle. Det hele har været en fiasko.
Ikke mindst fordi jeg – for at nå hertil, hvor jeg surmulende kan skue ud over Night City – har genstartet min PlayStation 5 tre gange, og jeg er kun knap nok to timer inde i ’Cyberpunk 2077’.
Som sagt: Det hele er en fiasko.
’Cyberpunk 2077’ er, for de uindviede, det seneste årtis måske mest ventede spil. Det blev officielt annonceret i 2012 som en slags spilmatisering af Mike Pondsmiths voldsomt populære ’Cyberpunk’-brætspil.
Siden da er spillet blevet hypet helt voldsomt, især af udviklerne CD Projekt, med hjælp fra blandt andet Keanu Reeves (han optræder i spillet) og Billie Eilish, men det tog altså otte år – og tre forsinkelser bare i år – før vi endelig fik fingre i det.
Og det er da også til at forstå, at ’Cyberpunk 2077’ har været så ventet. Det udvikles af de samme folk, som stod bag ’The Witcher 3: Wild Hunt’, der vel nok er et af historiens bedste rollespil.
I ’Cyberpunk 2077’ indtager du rollen som V (kønnet kan du sammensætte, som du vil, for i fremtiden er der skruet ned for fordommene), der ankommer i megabyen Night City med håbet om at skabe et navn for sig selv.
Et velrenommeret ry kommer dog ikke af sig selv, og du har da også alskens muligheder for at tilpasse ’Cyberpunk 2077’ til din stil. Er det gung ho-stil med maskingeværer? Er du mere til et elegant sværd? Eller vil du bare hacke dig igennem alt, der har en snert af elektronik?
Ved første øjekast er det overvældende, især hvis du ikke er helt inde i dit cyberpunk-lingo, og du samtidig spiller på konsol, hvor brugerfladen minder om en labyrint.
Men efterhånden som du lærer de snørklede opsætninger at kende, hungrer du efter dristige kombinationer, der passer til din stil. Og lige præcis dét er altså de tidlige tegn på en opslugende oplevelse.
Mere bør du næsten ikke vide, for med futuristisk teknologi og implantater af alskens typer i kroppen bliver du fra første scene kastet direkte ind i et brag af en fortælling, der guider dig rundt i det fascinerende ved cyberpunk-genren.
Der er lyssky virksomheder med lyssky metoder. Der er penge at tjene, penge at bruge. Der er mennesker at elske (med) og mennesker at røvrende. Og så er der hacking nok til at gøre enhver netrunner våd i trussen. Jo jo, på cyberpunk-bingopladen kan det hele krydses af.
Det overrasker ikke, for inspirationen trækker tydeligt på genrens største klassikere som ’Ghost in the Shell’ og ’Blade Runner’, og er du typen, der lever for neonlys og en spraglet megaby, vil du føle dig helt hjemme i Night City.
Den er et cyberpunk-himmerige, der naturligvis tager sig fortrinligt ud i regnvejr, hvor neonlysene kan blinke om kap med alle de skæve typer, du møder på din vej.
Du kan næsten lugte kapitalismens amokløb, og hvordan mennesker blot er kropslige enheder til salg for det rådne moralkodeks blandt de altoverskyggende konglomerater.
Men jeg skriver næsten, for selvom Night City tager sig godt ud på afstand, begynder byens facade at krakelere på nærmere hold. Jo mere du bevæger dig rundt i byen, og jo mere tid du bruger i dens afkroge, desto mere indser du, at Night City er en blandet fornøjelse.
Byen er som en duft af cyberpunk, der kun varer ved lige netop længe nok til at skabe forhåbninger om, at vi her endelig kan bevæge os rundt i den verden, mange af os er vokset op med at se på det store lærred.
Det er svært at forklare, for det ene øjeblik befinder du dig på et luset hotel, der kunne gå over i cyberpunk-spilhistorien. Det næste øjeblik, når dagslyset rammer Night City, og byen mister sin cyberpunk-glans, sukker du efter nattens vilde liv og eskapader.
Dagslys og cyberpunk er åbenbart ikke den optimale kombination. Eller også skyldes det, at Night City ikke ligefrem flyder over med intelligent liv, når du bevæger dig uden for missionerne.
Det er lidt af en ambivalent følelse, for på den ene side vil man bare gerne udforske alle kroge af byen på egen hånd, men på den anden side står spillet altså bare stærkest i de nøje designede missioner.
Og sådan er det generelt igennem ’Cyberpunk 2077’. Halvdelen af tiden stråler det som et fyrtårn i havet af cyberpunk. Potentialet er på højde med genrens giganter, og når man instinktivt føler et sug i maven og en snert af ’Blade Runner’-nostalgi, er det vel nok den største form for ros, som ’Cyberpunk 2077’ faktisk kan fremkalde.
Men, og vi er simpelthen nødt til at forholde sig til det, samtidig er det et teknisk rod. Et virvar af fejl og bugs. Det kan ikke være rigtigt, at man på en time skal genstarte spillet tre gange, fordi det crasher.
Det kan ikke være rigtigt, at indbyggerne i Night City ligner dårlige kopivarer fra ’Grand Theft Auto V’. At man – når man drejer om hjørnet – støder ind i nøjagtig samme person, som man lige har passeret to minutter tidligere. Eller at man skal høre den samme sætning (»what a pretty face« ugh) fra fire forskellige figurer, hver gang man træder ind i en bar.
Det kan heller ikke være rigtigt, at spillet på en PlayStation 5, som vi har testet det på (spiller du på PlayStation 4, står det så grelt til, at du kan få refunderet dit køb), hakker af sted og ligner et levn fra de knap så flatterende PlayStation 4-dage, hvor de færreste udviklere havde fået greb om konsollernes evner.
Skylden ligger naturligvis hos udvikleren, CD Projekt. De har løbende skruet forventningerne i vejret, indtil de blev så høje, at de kløjes i det.
For CD Projekt har tydeligvis haft et behov for at udsende ’Cyberpunk 2077’ op til årets salgshøjtid. Forretningsmæssigt giver det mening, men det er ironisk, at et spil, der ellers prøver at sige så meget om kapitalisme og grådighed, i et grisk snuptag ender med at blive sendt ud i en tydeligvis ufærdig udgave for at kunne profitere på julehandlen.
De mest dedikerede fans kunne måske fristes til at undskylde spilstudiet. Det er trods alt et spil af vist omfang. Night City blev ikke bygget på én dag, som de kloge siger.
Men helt ærligt – CD Projekt har haft otte års udvikling, og udskudt spillet ad tre omgange. Slutresultatet burde simpelthen være i en helt anden klasse end dette.
Derfor er det også bare så meget mere ærgerligt, at ’Cyberpunk 2077’ faktisk har potentialet. Havde CD Projekt ventet et halvt år og taget sig tid til at polere spillet, teste det grundigt igennem og faktisk gøre det helt klar til de nye konsollers tekniske muligheder, kunne det have været årets spil, bare i 2021.
I stedet står vi tilbage med en fadæse af en lancering, der ikke kun kaster lange skygger over spillets ambitioner, men som også markerer et markant skift i spilbranchen. Et skifte, der fremover vil stå som et skrækeksempel på, hvor hurtigt man kan gå fra hype til fiasko.
For der er ingen tvivl om, at der ligger en fremragende oplevelse gemt et eller andet sted i ’Cyberpunk 2077’ – problemet er bare, at den så godt skjult bag tekniske fejl og mangler, at vi nok aldrig rigtigt får glæde af den.
Kort sagt:
’Cyberpunk 2077’ kaster sig uimponeret og ambitiøst ind blandt cyberpunk-genrens tidsløse klassikere, men mister hurtigt pusten med et håbløst virvar af fejl og mangler.