KOMMENTAR. Der er en scene i HBO’s nye QAnon-dokumentar, ’Q: Into the Storm’, hvor jeg flippede fuldstændig skråt.
Efter en længere gennemgang af internettets kulturkrige lander vi i Christchurch, New Zealand. Baggrundsmusikken slukkes, og fortællerstemmen forstummer. I stedet akkompagneres en livestream med screenshots af 4chan-kommentarer.
Livestreamen stammer fra terrorangrebet i 2019. I en bil sidder terroristen med et tændt bodycam, imens 4chan-brugerne i ren iver taster sig igennem hændelserne. »Fuck, nu sker det!« lyder det glædeligt fra én, imens en anden tilføjer »held og lykke«.
Videoen slutter, da terroristen peger sin riffel mod to personer og trykker på aftrækkeren. »Plaf, plaf« lyder det, imens billedet fryser.
Det er en modbydelig scene, der burde understrege, hvor alvorligt internettets vrede bør tages, fordi terrorangrebet i høj blev faciliteret online.
I stedet fremhæver den som et ud af alt for få seriøse nedslag, hvordan ‘Q: Into the Storm’ har mere travlt med at fortælle en god historie frem for en vigtig historie om den internetkultur og konspirationsteori, der førte til et angreb på USA’s demokrati.
Det er ellers ikke fordi, at ’Q: Into the Storm’ ikke har haft sine muligheder for at være den definitive dokumentar om bevægelsen, der er gået fra internettet til den virkelige verden.
Instruktør Cullen Hoback startede optagelserne tilbage i 2017, da personen bag QAnon, den mystiske Q, første gang dukkede op på 4chan med kryptiske beskeder, der varslede et opgør med den såkaldte dybe stat.
Siden da har konspirationsteorien grebet om sig, og Hoback har fulgt med på sidelinjen i jagten på at løse mysteriet om Q’s identitet og dermed personen, der startede det hele.
Med dokumentarfilmen kaster instruktøren sig ud i et vaskeægte trekantsdrama med nogle af konspirationsteoriens største personligheder: Fredrick Brennan (skaberen af 8chan, hvor Q holder til efter en flugt fra 4chan) samt Jim og Ron Watkins (far og søn, der overtager 8chan, som senere døbes 8kun).
Problemet er bare, at Hoback kommer så tæt på de tre stridshaner, der konstant mundhugges om Q’s ophav, at de kritiske spørgsmål udebliver, og man i længere tid føler sig som vidne til en bizar parringsdans.
Når Fredrik Brennan anklager Ron Watkins for at være Q, og Jim Watkins spiller rollen som uskyldig, næsten senil, far, bliver det mundhuggeri, hvor aberne i internetburet kyler møg efter hinanden, imens Hoback halser efter for at finde guld i de mange møgklumper.
Man kastes rundt i en konspirationsteori, hvor objektiviteten træder i baggrunden for trekløverets rivalisering om Hobacks opmærksomhed. Det føles lidt som en parceremoni i ’Paradise Hotel’, og det er lige så tåkrummende at være vidne til.
Reality eller dokumentar?
For det er her, hvor dokumentaren går fra at være et ærligt forsøg på at forklare, hvad QAnon egentlig er, til at være en realityserie, der forkaster de alvorlige konsekvenser, som en konspirationsteori kan have for folk, der opsluges af den.
Og selvom det er forståeligt, at der bruges et kulørt persongalleri til at forklare et kringlet fænomen (ofte føles det, som om den bitre internetpille skal køres ind med noget sødt), kommer det på bekostning af den fare, som QAnon faktisk udgør.
I stedet bliver det et cirkus, hvor technomusikken (der skal indikere en cybernoir-agtig internetstemning, for nu er vi online) dunker løs i baggrunden, imens Hoback kultiverer sit forhold til den potentielle Q frem for at se på, hvordan konspirationsteorien flår familier og samfund fra hinanden.
Underholdning med konsekvenser
Derfor er det også så rammende, når Fredrick Brennan opgivende deklarerer: »Der er ingen forskel. Internettet er den virkelige verden«. Her opsummerer han alt det, ’Q: Into the Storm’ misser.
For som dokumentarfilmen selv afslører i en sløset konklusion, er Q’s identitet for så vidt ligegyldig. I stedet bliver QAnon et buzzword, der skal fange vores opmærksomhed for underholdningens skyld, næste gang vi prøver at finde noget seværdigt på HBO.
Og når vi til det punkt – hvor en konspirationsteori, der resulterede i et angreb i hjertet af USA’s demokrati, reduceres til underholdning – er vi ude i en falliterklæring.