KOMMENTAR. Det er midt om natten, og jeg kører rundt i byens oplyste gader. Ved siden af mig sidder en sparsomt klædt sexarbejder og sweet-talker mig.
Imens hun roser min figur, spejder jeg utålmodigt efter en mørk baggyde, der kan give os tilpas ro og fred. Da en passende afkrog dukker op, parkerer jeg bilen, skruer lidt op for musikken og lader min passager komme til.
Bilen rokker frem og tilbage, stønnelydene breder sig, og kropsvæskerne bliver udvekslet. Jeg betaler hende og lader hende stige ud af bilen. Da hun er et par meter væk, følger jeg efter hende, nakker hende og stjæler mine penge tilbage.
Scenen er, hvor brutal den end lyder, klassisk ’Grand Theft Auto V’.
Men det er ikke kun underholdning. Det er også en af popkultur-historiens skarpeste stikpiller til udnyttelsen af kvinder, når de intet har at skulle sige.
For hvor spillet generelt fungerer som et spejl for hele vores samfund med emner som race og socialklasser, udfoldes kønsdebatten særligt i eksplicitte nedslag, der skruer så meget op for den absurde kvindenedgørelse, at det er umuligt at ignorere det underliggende ubehag.
Et popkulturelt fænomen
Da ’Grand Theft Auto V’ udkom første gang i 2013, skrev det sig nærmest øjeblikkeligt ind i spilhistorien som en af de største succeser nogensinde.
Kritikerne elskede det (det er blandt de ti bedst anmeldte udgivelser nogensinde), fansene slugte det råt, og det fortsatte seriens tradition for at blive hyldet som et satirisk indblik i, hvordan verden omkring os fungerer.
Hvor forgængeren ’Grand Theft Auto IV’ blev rost for at sætte immigrantlivet i en New York-lignende by under luppen, spejlede ’Grand Theft Auto V’ 00’ernes knuste drømme, der gemte sig i kendislivet og tech-giganternes boom, som blomstrede i Los Angeles.
Spillet markerede sig så eftertrykkeligt – ikke kun i spilbranchen, men på tværs af hele popkulturen – at det i 2018 endte med at blive det mest indtjenende kulturprodukt nogensinde.
Successen er dog ikke kommet uden medfølgende knubs, for serien har altid haft en tilbøjelighed til at opsøge kontroverser, og det var ikke anderledes med ’Grand Theft Auto V’, hvor et af de mest markante kritikpunkter gik på skildringen af kvinder.
Netop scenen med sexarbejderen (som er gået igen i flere af seriens udgivelser) blev et gennemgående fokus i dækningen af spillet, der strakte sig langt ud over de traditionelle gaming-medier.
Herhjemme hægtede Politiken sig således på fænomenet under overskriften ’Nak en luder og stjæl hendes penge’ og omtalte spillet – ganske fair, skal det siges – som et »hypet voldsspil«.
Satirisk højdepunkt
Det, der dog gik tabt i mange af de hype-inficerede overskrifter, var det faktum, at ’Grand Theft Auto V’ blev født i et årti, hvor satire blev det primære virkemiddel til at udstille samfundets mangler.
For selvom spillet udkom i 2013, havde det været under udvikling siden 2008. Det var en periode stærkt præget af to satirikere, nemlig Jon Stewart og hans ’The Daily Show’ samt Stephen Colbert og ’The Colbert Report’.
Mulden, som ’Grand Theft Auto V’ spirede op fra, var rig på parodier og satiriske, og det blev for alvor trumfet på plads med den ansete lancering for ni år siden.
For spillet var som at holde ét stort spejl op over for en verden, hvor tingene blev sat så meget på spidsen, at man ikke kunne kigge væk. Der blev kastet lys over de grimme sprækker, og når problemerne blev forsøgt tiet ihjel, skruede spillet op for spotlysets intensitet.
Når man drønede ned ad den virtuelle udgave af den amerikanske vestkyst med Britney Spears’ ’Gimme More’ bragende ud af en muskelbils højttalere, var der vitterligt ingen, som kunne føle sig sikre.
Der blev skudt med skarpt efter alle – lige fra den religiøse Altruist-kult, der blev udgjort af tvære boomer-mænd, som hadede unge generationer med en forkærlighed for sociale medier, til den boomende tech-industri, der var mere opsat på at narre forbrugerne end at bakse med en dårlig samvittighed.
Mest kontroversielt var det dog, da paparazziernes blodtørst efter at fange kvindelige kendisser med hang til skandaler blev personificeret i en mission, hvor man skulle hjælpe en Lindsay Lohan-lignende kvinde med at stikke af fra de glubske kameraer.
Det førte ikke overraskende til et søgsmål fra Lindsay Lohan, som dog kom aldrig for retten. Men kontroversen eksemplificerede spillets tendens til at udstille de ømtålelige emner, som de færreste føler sig trygge ved, men som de fleste har godt af at stirre i øjnene.
For selvom problematikken med Lohan og paparazzierne godt nok blev sat på spidsen af spillet uden videre omtanke for hendes allerede udsatte offentlige image, står den ni år senere stadig som en ubekvem sandhed over kendiskulturens manglende respekt for kvinder.
Den stillede nemlig et spørgsmål, som dengang måske druknede i rusen fra at spille et hypet voldsspil, men som nu fremstår vigtigere end før: Hvorfor skulle vi som spiller tvinges til at fragte en kendis i sikkerhed, imens kameraer blitzer af sted, og offentlighedens sladdertørst kammede over?
Bagklogskabens lys
Spillet er ikke altid en komfortabel oplevelse og blev blandt andet kritiseret for en torturscene, der ikke nyder godt af samme metasatiriske bagklogskab som vinklen på Lohans paparazzi-stalkers. Men kritikken af selve spillets indhold står i dag i et andet lys.
Selvom ’Grand Theft Auto V’ for de uindviede kan fremstå som et brutalt og alt for voldeligt spektakel, er det først og fremmest et satirisk våben med et bevidst formål om at fremprovokere en instinktiv reaktion, som man derefter tvinges til at fordøje.
For selvfølgelig er det forkasteligt at slå en kvinde ned, efter hun har udført seksuelle ydelser for (og på) én.
Men i spillets univers – og for seriens loyale fans – er det blevet en transaktion, der symboliserer mere end blot sex – det udpensler også en ugunstig magtstruktur for kvinder.
Det er en konklusion, som er modnet igennem ni års ulmende opgør mod samfundets tilbøjeligheder til at nedprioritere kvinders ve og vel.
For selvom spillet ved første øjekast virkede til at sparke nedad – mod Lindsay Lohan og andre af kendiskulturens mest udsatte mål – sparkede det faktisk opad.
Satiren blev først tydelig, efter vi som forbrugere havde gennemgået en grundig selvrefleksion, som vi måske bare ikke var i stand til at se i 2013.
Det så vi ikke mindst i 2021 med frigørelsen af Britney Spears, der stod tilbage som et symbol på en langt større bevægelse, da hun blev befriet fra et ufrivilligt narrativ med #FreeBritney.
Men selvom ’Grand Theft Auto V’ formentlig aldrig vil blive anerkendt som et feministisk værk, står det som en af popkulturens mest sylespidse samfundskritikker.
Det føles ikke nødvendigvis behageligt (det gør disse selvreflekterende værker sjældent), men den dag i dag stadig er det særdeles relevant, når vi har brug for at kalibrere vores syn på kvinders rolle i den moderne verden.