’God of War Ragnarök’ er et triumferende mesterværk med Kratos og PlayStation i absolut storform
Det er nu fire år siden, at instruktør Cory Barlog og resten af holdet fra Santa Monica Studio genopfandt det højtelskede PlayStation-klassiker ’God of War’ i 2018.
Spillet, der må betegnes som et soft reboot, blev mødt med stor entusiasme, stående bifald og adskillige Game of the Year-priser. Alt sammen ubestrideligt velfortjent.
Siden da har de fleste af os ventet længselsfuldt, håbefuldt – og måske en anelse nervøst – på efterfølgeren, der med den dramatiske undertitel ikke efterlader den mindste tvivl om, at det bliver en intens finale på duologien om krigsguden Kratos og hans søn Atreus.
Heldigvis kan vi alle sammen sove roligt i nat. ’God of War Ragnarök’ indfrier ikke alene alle forventninger – det overgår også vores vildeste forhåbninger.
En skjald værdig
Ved afslutningen af ’God of War’ efterlod vi Kratos og Atreus et markant bedre sted, end hvor vi fandt dem.
Det krævede en lang og sej rejse gennem størstedelen af De Ni Riger, et sarkastisk talende hoved, en næsten uendelig opmarch af iltre væsner, monstre, ånder, guder og – vigtigst af alt – en længe ventet heart-to-heart mellem far og søn.
Ganske vist forårsagede de også lige den frygtede Fimbulvinter, der ifølge profetien indvarsler Ragnarok, men man må vel tage det sure med det søde.
Det vil Atreus dog forståeligt nok ikke have siddende på sig, så bag sin fars ryg har han endevendt Midgård i håb om at finde en ledetråd, der kan hjælpe ham med at afværge dommedag, selvom Kratos forsøger at lægge enhver form for krig bag sig.
Allerede ved spillets begyndelse mærker man tydeligt forskellene mellem far og søn. I forgængeren handlede det i høj grad om, at Atreus skulle finde sig selv i forlængelse af sin far, men der er nu gået tre år, og Atreus er ikke længere tilfreds med de få svar, han har fået.
Der er mere viden at hente – om sig selv, om sine aner, om verdenen han befinder sig i, og i særdeleshed den profeti han indgår i. Og i modsætning til Kratos, der har kæmpet sin andel af kampe og affundet sig med, hvem og hvad han er, så lader Atreus sig ikke tage til takke.
’God of War Ragnarök’ fortæller dermed ikke bare en historie om De Ni Rigers mulige undergang, der ville være den fremmeste skjald værdig, den fortæller også en næsten paradoksalt jordnær historie om et dybt kompliceret forhold mellem far og søn.
Hver eneste udveksling mellem Kratos og Atreus er så velskrevet og ægte, at man til tider glemmer, at man sidder med en controller i hånden og i stedet begynder at tro, at man er trådt ind i et Tarantino-instrueret kammerspil.
Der er dog langt mere på spil end et anspændt familieforhold, og når spillets fokus vender sig mod vores heltes forsøg på at afværge apokalypsen, går det ikke stille for sig.
Man føler konstant, at man løber 100 meters sprint i et maraton, hvilket til dels skyldes den hæsblæsende historie, og dels den sømløse sammenvævning af narrativer, hvor alle karakterer får deres tid i solen.
Selv når man indimellem bare padler rundt på en flod, er der stadig Mimirs glatte fortællerstemme til at grave os dybere ned i universets folklore.
Det skyldes dog også den nye konstellation af alliancer og forhold, hvor jeg for din egen skyld må være lidt vævende, da der kommer en del (gode, vel at mærke) overraskelser tidligt i spillet, som ville være en skam at afsløre her.
Kort sagt tager ’Ragnarök’ nogle syvmileskridt henimod en større, mere udvidet og mere kompleks fortælling end sin forgænger, hvilket alt sammen bidrager til en fortsættelse, der ikke bare føles som en simpel forlængelse af ’God of War’.
Vejen til Valhal
Noget, jeg til gengæld med glæde kan uddybe her, er spillets kampmekanik og alt, hvad det indebærer.
Gudskelov har Santa Monica Studio endnu engang tænkt ud af boksen og ikke bare givet os en klon af det talent tree, Kratos havde at arbejde med i det forrige spil.
Jovist, mange af de samme angreb (med små justeringer) skal læres på ny, men heldigvis er der også kommet en del nye til.
Samtidig kan man også opgradere de forskellige angreb ved rent faktisk at bruge dem – et smart trick fra spiludviklernes side, der motiverer spilleren til ikke bare at spamme R1-knappen, til den falder af.
Derudover er der også kommet nye former for våben og udstyr til, hvilket alt sammen giver spillet et friskt pust, så man ikke risikerer at føle, at man blot har fortsat sin færd fra 2018 med at udrydde valkyrier og indsamle udstyr til den store afslutning.
Der er tænkt i nye baner, og det er ren nydelse, hver gang spillet overrasker med en ny mekanik, man ikke er vant til.
Selv på denne front viser ’God of War: Ragnarök’, at det aldrig springer over, hvor gærdet er lavest eller forspilder en chance for at karakterudvikle.
For Atreus og Kratos har tydeligvis ikke brugt de sidste tre år på at gå i vinterhi, men har i stedet benyttet den forholdsvise fred til at træne.
Atreus er langt mere agil og nærkampssøgende, end han plejede at være, og det indikerer ikke kun, at Kratos fortsat – som en anden spartansk spejder – vil være forberedt på alt, men også at Atreus idoliserer sin far så meget, at han vil være som ham.
Gudesmukke billeder
En af de få anker, man med god grund kan have ved dette spil, er, at det ikke er udviklet eksklusivt til PlayStation 5, men derimod også skal kunne afvikles på PlayStation 4.
Det betyder, at vi stadig er underlagt de lidt irriterende loading-skærme, hvor Kratos og Atreus løfter en stor sten, manøvrer gennem en smal tunnel eller klatrer op ad en klippe for at komme videre.
Havde spillet benyttet sig af den seneste konsols fulde ydeevne, var dette til en vis grad ikke længere nødvendigt. Det er dog en bagatel i det større perspektiv – og i realiteten betyder det jo bare, at endnu flere spillere får muligheden for at nyde dette mesterværk.
For der er ingen vej udenom, at ’God of War Ragnarök’ er et mesterværk, og prikken over i’et er unægteligt, hvor smukt det er.
Hver eneste lokation, man befinder sig i, ville kunne fungere som et reelt bud på en forside til National Geographics forside.
Der er kælet så meget for detaljerne, at jeg ofte stoppede op midt i det hele for at gå hen til en klippeafsats, en flodbred og en bygning for at nærstudere.
Selv ansigtsudtrykkene under mellemsekvenserne er så levende, at man alene ud fra det ville kunne tyde langt det meste af interaktionen, hvis man var kommet til at mute ens tv.
Det er et under, at man har kunnet bygge et så betagende og detaljerigt univers på lige knap fem år, og fra start til slut ønskede jeg inderligt, at spillet ville blive ved for evigt.
Kort sagt:
’God of War Ragnarök’ er på alle tænkelige måder en værdig efterfølger til det hæderkronede ’God of War’ fra 2018, hvor historien, universet og karaktererne er større, vildere og dybere end nogensinde før.