Lyse pastelfarver, søde dyr og screenshots fra Bamse og Kylling. Og kontant afregning ved kasse ét, når det kommer til hykleriske politikere, sexisme og homofobi.
Sådan lød opskriften for memekontoen Herlige Svend, da vi interviewede profilens bagmand, Sebastian Lynggaard, sidste år, hvor han italesatte debatten om mænds rolle i MeToo med sine pussenussede indspark på Instagram.
I 2022 er tonen markant anderledes.
»Har jeg fået det bedre af at komme på Instagram? Nej, det har jeg fandeme ikke. Tværtimod. Jeg synes ikke, det er fedt at være på sociale medier«, bekender Sebastian Lynggaard, da han kigger forbi Soundvenues kontor en eftermiddag i december.
Han er siden sidste år trådt ud af det nuttede univers online og har udgivet den fysiske bog ’Mandsforræder’, hvor han med udgangspunkt i sine erfaringer fra sociale medier gør op med den måde, mænd definerer sig selv, og hvordan de sjældent håndterer deres ofte vrede følelser.
Men hvordan går man fra at være mememager til en aktivistisk influencer, der vil gøre en forskel ude i den virkelige verden ved at få mænd til at tale åbent og ærligt om deres følelser?
Hvordan affinder man sig med, at platforme som Instagram er et nødvendigt onde, når man bare gerne vil lægge telefonen fra sig? Og hvad gør man egentlig, når man selv kalder sit forhold til sociale medier hyklerisk, men alligevel ikke helt er klar til at sige farvel til platformen, der har skabt ens karriere?
Sidste år spurgte vi dig, om du troede på, at du kunne gøre verden til et bedre sted med dine memes. Nu er det måske mere relevant at spørge: Kan din bog gøre verden til et bedre sted?
»Det er jeg nødt til at tro på! Der er mange måder at gøre en forskel, for underholdning som memes er jo også vigtigt. Det er vigtigt, at folk får gode grin hver dag. Men jeg tror heller ikke, at den franske revolution kun kunne være sket på Instagram. Der er man jo nødt til at gå ud i virkeligheden«.
Hvordan forener man at have en af Danmarks mest populære memekontoer med ikke at være glad for at være online?
»Det er jo mega hyklerisk. Jeg er jo en form for pusher i det her. Det er et stof, som jeg selv er pisse afhængig af. Det er en skandale«.
Kunne det få dig til at stoppe med Herlige Svend?
»Ja«.
Er det derfor, du har taget springet ud i den fysiske verden med udgivelsen af din bog ‘Mandsforræder’?
»Helt klart. Bogen er et produkt af min erkendelser om sociale medier. Jeg startede med at lave memes om mænd, men problemet er, at ligegyldigt hvilke memes jeg laver, så fjerner jeg nuancerne. Det er kun sjovt, hvis man sætter tingene på spidsen, og hvis det er sort/hvidt. Ellers er det ikke sjovt«.
»Sagen er bare, at når jeg laver memes om meget komplekse emner som ligestilling, mænds rettigheder eller en ny og mere feministisk virkelighed, kan jeg ikke undgå, at manden bliver the butt of the joke. Og det er fair nok, for det har samfundet været i underskud af i 3.000 år, men problemet er bare, at det ikke er den bedste måde at starte en dialog på«.
Kan du forstå, hvorfor nogle mænd står af, netop fordi de er joken?
»Ja. For det er jo det, der er problemet. Skal man tage det alvorligt, er man nødt til at investere tid i det, ligesom med alt andet! Så hvis du forventer, at andre bruger deres tid på det, så skal det være fysisk«.
Og så skriver man en bog?
»Ja. Så tager man sig sammen. Så gør man sige umage, og så giver man for alvor noget af sig selv. Det er sådan, man gør det. Jeg har kunne se, at mine memes graver dybere grøfter. Memes er gode som kritiske redskaber, men de er ikke gode til at skabe et fundament for en samtale«.
»Det er fair, at vi bliver kritiseret som mænd, men mandens opgaver rækker ud over det. Den stopper ikke ved kritikken, den starter der. Jeg kan ikke være bannerfører for et bedre mandeideal, hvis jeg samtidig siger, at mænd generelt er hykleriske som køn«.
Har din bog gjort en større forskel end dine memes?
»100 procent. Men den kunne ikke være blevet skabt uden dem. Den bygger jo på indsigten fra de beskeder, jeg har fået online. Men samtidig har Instagram også givet mig en eksponering, som fik et forlag til at række ud til mig«.
Hvordan har bogen så gjort en forskel?
»Jeg tror ikke, at jeg har skabt reel forandring igennem Instagram. Jeg tror, at jeg har haft mulighed for at skabe en smule forandring i kraft af. Men jeg tror ikke på, at jeg gør verden til et bedre sted, når jeg fastholder mine følgere i en høj skærmtid. Tværtimod«.
»Jeg har jo selv spurgt dem flere gange, hvor meget skærmtid de har, hvor meget skærmtid de ønsker, og om de selv mener, at de er afhængige. Og de synes jo alle, at de bedste dage er de dage, hvor de ikke kigger på deres telefon«.
Omvendt er nogen måske meget glade for at blive underholdt online.
»Jeg har aldrig set sociale medier som underholdning. Det kommer til at lyde helligt, men jeg bruger ikke sociale på den måde. Jeg har kigget på søde dyr, men det er ikke sådan, jeg nogensinde har brugt dem, og det er det stadig ikke. Jeg har derimod brugt dem som beskedtjenester, og jeg er blevet overrasket over, hvordan skiftet fra egentlige sociale platforme til underholdningsmedier bare er sket«.
Synes du, at vigtige samtaler, som den du prøver at starte, drukner på sociale medier, fordi alt skal gøres til en slags underholdning?
»Sociale medier har været katalysator for mange ægte revolutioner ude i den virkelige verden. Det ser vi netop nu med Iran og Kina. Når det så er sagt, er der nogle ting, der tyder på, at de sociale medier, efterhånden – når regimer lærer at bruge dem – gør det nemmere at holde befolkningen i skak ved for eksempel at overvåge de enkelte borgere eller oversvømme hashtags for at neddysse protester«.
Kan vi nå et punkt, hvor sociale medier kun eksisterer i den gode sags tjeneste?
»Nej, for det vil altid være sådan, at sociale medier er en megafon, og vi bruger den ikke på samme måde. Mit problem er, at snakken ofte stopper ved »Det har skabt en revolution i Iran, hvor godt, mere af det!«. Men hvor meget har sociale medier egentlig ændret til det bedre?‹
Det er et meget privilegeret, vestligt blik på sociale medier.
»Det er rigtigt nok. Jeg synes bare, at vi ofte ser sociale medier blive legimiteret som et godt værktøj og som kilden til mobilisering, og så slipper vi det, for så har vi set, at molotovcocktails bliver kastet i Egyptens gader under Det Arabiske Forår, og så glemmer vi, hvad der er sket efterfølgende, fordi vi allerede er videre til den næste historie«.
Synes du ikke, at der i stigende grad er blevet rettet et kritisk blik mod disse tjenester?
»Muligvis. Men når vi har snakket sammen her i dag, skal jeg over til en radiokanal og tale om fede ting, der er sket online i 2022, og tendenser for det kommende år. Altså, get the fuck out! Så skal vi snakke om, hvor fantastisk og grineren det er på TikTok? Det er sgu da alt for alvorligt til at snakke om, hvor sjovt det er«.
»Man kan ikke have sådan nogle metasnakke om noget, der er blevet en så fundamental del af vores samfund, uden at vi har håndteret det kritisk. Den snak kan vi have, når vi har rammerne på plads, men jeg kan sgu ikke grine ad det nu«.
Hvem giver dig magten til at bedømme, hvad der er bedst?
»Vi må aldrig nogensinde tro, at en chat på Messenger kan erstatte en samtale ude i den virkelige verden. Det er ikke lige så godt. Vi må ikke tro, at en tråd af tweets kan skabe lige så store forandringer som en lovtekst, der stemmes igennem i et parlament«.
»Den sociale interaktion er under pres, fordi tech og sociale medier er på vej frem. Vi ved jo, hvordan det er at blive betjent af maskiner, og det kommer jo ikke til at ændre sig. Jeg vil da hellere bruge kassen i Føtex, hvor en person bipper min varer, end jeg vil stå ved den latterlige scan selv-kasse, der alligevel ikke fatter en skid«.
»Det handler ikke om, at min oplevelse bliver mere effektiv. Det handler om, at den bliver bedre. At jeg snakker med et andet menneske, jeg ser dem i øjnene. Hvis vi begynder at sige, at teknologi er lige så godt, altså – prøv at se på corona. Var det bedre at arbejde hjemme for de fleste?«
Det er der jo nok nogle, der vil mene.
»Men hvorfor mener de det? Det var nemmere, for så kunne de bruge mere tid på deres familie og sociale interaktioner. Dét er kernen. At vi kan erkende og være opmærksomme på, at det er vigtigere, at vi to sidder her og snakker, end det er vigtigere at skrive ud til mine følgere og spørge: »Hvad så, har I det fedt?« Jeg får mere ud af denne samtale, end jeg får af Instagram«.
Hvis sociale interaktioner er det vigtigste, hvorfor bruger folk så så meget tid online på at ytre deres holdninger?
»Sociale medier er en produktivitetsløgn, man kan fortælle sig selv: »Nu har jeg skrevet, at jeg synes, at alt det, der sker i Iran, er forfærdeligt«, og så er dét klaret. Så kan jeg rykke videre, bum«.
Det er vel lidt ligesom ukrainskfarverede rammer på Facebook-profilbilleder?
»Problemet er ikke, at folk gør det, for det er så fedt. Jeg kan i det hele taget godt lide, at folk bare har holdninger. Problemet er, at de holdninger, vi bærer rundt på, først bliver til forandringer i verden, når de bliver for meget. Men vi får afløb for de meninger på en dårlig måde med symbolske handlinger online, for de får ikke lov til at ophobe sig til det punkt, hvor de fører til forandringer«.
Tror du, at sociale medier er problemet eller blot del af et større problem?
»Måske er det ikke problemet, men jeg tror, at det er en af hovedårsagerne. Man kan pege på mange ting, fx vores skolegang og at vi konstant skal præstere, men sociale medier en måde, hvor vi ikke behøver at tænke os vildt meget om«.
»Det er ligesom computerspil. Folk, der hævder at være kreative og opnå noget, når de når level 60 med deres warlock i ‘World of Warcraft’. Men det er ikke det samme som at skabe noget i den virkelige verden«.
Siger du det fordi, at du er ved at blive gammel og mister forståelsen for det, folk sætter pris på online?
»Helt klart. Der er et element af, at jeg er ved at blive ældre. Jeg synes altid, jeg har haft øje for at forstå den musik og mode, der kommer frem, serier og sociale medier og hypen omkring dem. For der er ikke noget værre end mænd, der går i stå. Det er det værste i verden, og jeg tror, vi har en større risiko for det end kvinder«.
»Men der er også et andet element, hvor sociale medier er ved at blive dummere. Den laveste fællesnævner er jo virkelig noget, vi går efter nu. Når formidling skal gå så hurtigt, som det gør nu, så er det umuligt at få nuancer med. Nuancer er sociale mediers største offer, og det er ikke godt for noget. Når alt sættes på spidsen, så sættes grundvilkårene for vores samfund på spil«.
Det lyder jo meget dystert. Kan du overhovedet se en fremtid for Herlige Svend-kontoen online?
»Vi kommer ikke til at slette sociale medier. Vi er nødt til at ændre den måde, vi bruger dem på, så vi bruger dem mere bevidst. Det har vi allerede gjort med cigaretter. Man kan stadig købe dem, men vi har ændret vores holdning til dem. Sociale medier er nøjagtig det samme«.
»Der er en fremtid for Herlige Svend, men det kommer til at være mere ægte og med en bevidst kobling om, at jeg er en underholdningsagent. Jeg er ikke politiker, jeg er ikke din ven, jeg er en person, der underholder. Det er det, jeg laver«.
»Vi har brug for underholdning, men vi skal ikke tro, at det, vi laver på Instagram eller TikTok, er andet end bare underholdning.Vi er nødt til at forstå, at nu sætter jeg mig ned og bliver underholdt, ikke oplyst, i 30 minutter«.
Havde vi været et bedre sted, hvis sociale medier ikke eksisterede?
»Det tror jeg ikke. Sociale medier er en fremkaldervæske. Det er nemmere for os at flippe ud på en måde, der virker konsekvensløs, for eksempel ved at skrive anonyme beskeder til en memekonto«.
»Megen af den kritik, som rettes mod mænd, har gjort, at mænd i stigende grad stiller spørgsmål ved, hvordan deres køn er. Og hvad gør man så i den situation, når man er i vildrede? Så søger man efter forbilleder. Og det er det, jeg håber, jeg kan gøre på Instagram – altså, at vise en måde hvorpå man også kan være en heteromand«.