KOMMENTAR. Podcastland er siden dets spæde start i midt-nullerne efterhånden gået hen og blevet lidt af et morads. Hvis man ikke selv har en podcast, så er chancerne forholdsvis gode for, at ens nabo nok har. Er man ligefrem så heldig at være satiriker eller komiker, så er podcastværtsskabet så sikkert som en sæson af Stormester.
Men det kræver mere end en tændt mikrofon og en sjov vært at skabe et underholdende program, der kan få tusindvis af AirPod-ejere til at flokkes til et feed. Så hvad er den alkymistiske proces, der gør nogle sjove podcasts lytteværdige?
For at svare på det vil jeg vove en påstand. Lad os kalde det min egen lille tese. De mest vellykkede, komikbårne podcasts er dem, der kan sætte flueben ved flest af følgende kriterier:
Funnybones: Podcasten har en eller flere grundsjove personer bag roret.
Kemi: Hvis det ikke slår gnister mellem værterne – eller vært og gæst – så bliver lytteren hurtigt hægtet af.
Formål: Præmisløse podcasts er svære at lytte til i længden.
Produktionsværdi: Man kan tydeligt mærke forskel på en billig og en dyr podcast – udstyr, producer, redaktør, studie, en ordentlig kop kaffe, det hele kan høres.
Dermed ikke sagt, at en podcast ikke kan være underholdende, hvis den kun rammer tre, to eller blot en enkelt af ovenstående kriterier. Men hvert flueben bidrager til at elevere produktet en kende, og en fuld plade bør resultere i noget, der nærmer sig perfekt podcasting.
Men først et lille aber dabei: Den skarpe læser vil måske bemærke, at de fleste af nedenstående eksempler er beværtet af mænd. Det har faktisk ikke været overlagt, men et lidt tilfældigt udfald, som kritiske røster nok ville bede mig – den selverklærede podcastaficionado og, ja, mand – reflektere lidt over. Og det lover jeg at have gjort til næste gang vi ses.
Kemi med de kendte
I det ganske danske land har vi en pæn sjat af den type podcast, jeg ville klassificere som interview-lite, hvor værten har en kendt gæst at spille bold op ad. Christian Fuhlendorffs ’Hva så?!’ må nok siges at være den mest vellykkede podcast i denne genre.
Fuhlendorffs humor er sikkert ikke alles kop te, men han er dog en grundpille i det danske stand-up-miljø og objektivt set morsom. Det bærer hans program også præg af, og man kan klart mærke, at han har brugt de sidste syv år på at blive professionel, autodidakt podcaster. Og så sidder hans producer/klipper altid klar med saksen bag kulisserne.
’Mathias Helts Talkshow’ er lidt i samme dur som ’Hva så?!’, dog med en præmis, der er lidt mere omfattende. Mathias Helt har besøg af en lille håndfuld gæster, som hver især får deres tid i solen, og indimellem er der små indslag, som for eksempel clairvoyanten Misser og ugens buket, der ryster posen lidt.
Mathias Helt er drøncharmerende og formår at skabe kemi med stort set alle, han taler med, og så har programmet Radio4 i ryggen, så produktionsværdien fejler heller intet.
Det farlige ved podcasts som disse er, at gæsterne har enormt meget indflydelse på, hvor underholdende en episode bliver. Med andre ord: Præmissen kan af og til gå ud over kemien.
Skal man i stedet kigge på et udpluk af podcasts, der nærmest udelukkende forlader sig på værternes kemi, så er der da nok at vælge imellem. ’Bros’ (Mahamad Habane, Melvin Kakooza, Joel Hyrland, Hadi Ka-koush), ’Casper ringer til Frank’ (Casper Christensen og Frank Hvam), ’Livet ifølge Emil og Thomas’ (Emil Thorup og Thomas Skov), ’Så har vi balladen’ (Mark Le Fêvre og Pelle Lundberg’), ’Den ugentlige podcast’ (Jacob Wilson og Mikkel Klint Thorius), ’Bagstiv’ (Uffe Holm og Torben Chris).
Alle sammen podcasts, der halter på præmissen, men bestemt ikke kemien. Tænk, hvad de talenter ville kunne udrette, hvis de brugte deres evner på programmer, der var mere end en sludder for en sladder.
For comedynørder
Desuden er der de podcasts, der har komikken som omdrejningspunkt. Oliver Stanescus ’Go Tur Hjem’ har en dejligt simpel præmis, hvor hans gæster dukker op for at fortælle en fiaskohistorie fra underholdningsbranchen, og den fremstår både velproduceret og velovervejet.
Ditto kan siges for Søren Ladefoged og Bjørn Kjærgaards ’Showstopper’, hvor samtlige udgivne danske stand-up-shows gennemgås kronologisk, Torben Sangild og Anders Fjeldsteds ’Comedy-kontoret’, hvor der spilles stand-up-bidder fra ind- og udland samt Morten Wichmanns ’Wichmaskinen’, hvor diverse sjove mennesker tropper op for at jamme jokes med værten.
Nichet, måske, men er man interesseret i det danske stand-up-miljø, eller bare et godt grin, så er der altså kvalitetsunderholdning for alle pengene her, for de er hver og én skabt af folk med funnybones, god kemi og en stærk præmis.
Der er dog også podcasts, hvor præmissen, eller formålet, er vigtigere end selve det at være sjov. ’Schøtministeriet’ (aktuelle nyheder), ’Videnskabeligt udfordret’ (sjove nedslag i videnskabens historie), ’Elefanten i rummet’ (aktuelle nyheder), ’Verdens klogeste land’ (aktuelle nyheder).
Her har vi at gøre med programmer, der er skabt af mennesker, der har evnen til at være sjove, men som ikke lader humoren gå (alt for meget) ud over lødigheden. Man går, med andre ord, klogere derfra, og man gør det med et smil.
Dem der tikker alle boksene
Lasse Deins ’Mellem projekter’ og Andens ’Den hvide væg’ er to podcasts, de fleste nok har hørt om.
Dein, dimittend fra DRs talenthold, har begået et stykke podcast, der formår at være sjov, gennemarbejdet, reflekterende og til tider dybt rørende. Kemi er der sjovt nok ikke meget af, da den mestendels er en form for introspektivt selvstudie, men der er da et alterego, der dukker op i ny og næ og er garant for lidt svært underholdende dialog.
Gennem en cirka 30 år lang karriere inden for komikken har Anders ’Anden’ Matthesen efterhånden bevist, at når han rører ved noget, hører det til sjældenhederne, at det ikke øjeblikkeligt bliver til guld.
’Den hvide væg’ er ingen undtagelse. Her kommer vi helt ind i maskinrummet, der nu engang er komikerens dagligdag, og selv om den hvide væg er en form for metafor for at være mellem projekter, så får vi skam også et unikt behind-the-scenes indblik i både tilblivelsen og udførslen af hans seneste stand-up show. Produktionsværdien afspejler desuden, at dette ikke er mandens første tur i radio-manegen.
Afslutningsvis bør vi lige nå rundt om de karakter-drevne podcasts. ’Den korte radioavis’ er der skrevet rigeligt om, så lad os i stedet koncentrere os om ’Undskyld vi roder’ – en podcast hvor humoren ligger dybt forankret i præmissen og kemien.
’Undskyld vi roder’ med, blandt andre, komikerne Kasper Nielsen og Brian Lykke er et danmarksomspændende satirefænomen i stil med ’The Office’, der siden dets ydmyge start har udviklet sig til en vaskeægte radiokanal. Der er både funnybones, kemi, produktionsværdi og krystalklar præmis. Det er nok ikke tilfældigt, at programmet er et af de mest hørte i Danmark.
Der skal mere til end bare at tænde for mikrofonen og regne med, at ens komiske snilde vil komme én til undsætning. Der skal også mere til end 30.000 kroners udstyr og en ekstern producer, kemi mellem værterne eller en gennemtænkt præmis.
De virkelig sjove og underholdende podcasts, dem, der står øverst i feedet, er dem, hvor man kan mærke talentet, gejsten, idéen og noget så lavpraktisk som lydkvaliteten. Jo flere af de ting, der gives køb på, jo mere kommer podcasten bare til at lyde som en tilfældig samtale, man overhører på Espresso House.