Den internationale, feministiske bestseller ’Kim Jiyoung, født 1982’ er en roman, der insisterer på ikke at være opdigtet
ROMAN. Cho Nam-joo har været med til at antænde den feministiske debat i Sydkorea med ’Kim Jiyoung, født 1982’, der udkom på originalsproget i 2016 og er en beretning om en kvindes liv i Seoul.
Som barn, som ung, som voksen og som gift kvinde og mor. Forfatteren viser, hvordan et stramt kodeks for kønsroller optræder som banaliteter og normaliteter. Hvordan mondæn misogyni, hverdagssexisme og kønsdiskrimination sniger sig ind og lægger sig i alle afkroge af Seoul og i alle aspekter af Jiyoungs liv.
Vi møder hovedpersonen, da hun er blevet hjemmegående mor. Hendes mand, Daehyun, har bemærket, at hun er begyndt at opføre sig sært: Jiyoung bliver til andre kvinder. Hun bliver til sin studieveninde, der døde, da hun fødte sit barn. Hun bliver til sin egen mor. Jiyoung taler præcis som dem og taler om sig selv i tredjeperson. Daehyun beslutter at sende hende til psykiater.
Med sin komposition og sit ultrasimple, berettende sprog minder ’Kim Jiyoung, født 1982’ om en erindringsroman og får mig til at tænke på Tove Ditlevsen. Efter anslaget tager den os nemlig gennem fire dele i form af fire faser af Jiyoungs liv: »Barndom«, »Ungdom«, »Tidlige voksenår« og »Ægteskab«.
Jiyoung vokser op i et hjem, hvor forældrene og farmoren til enhver tid forfordeler lillebroren. Da hun kommer i de ældre klasser, bliver strenge påklædningsregler, en stalker, en blotter og en lærer, der prikker på pigernes bryster med sin pegepind, en del af hverdagen.
Da hun dimitterer fra universitetet og leder efter et job, finder hun ud af, at rektor kun anbefaler mandlige studerende til virksomhederne.
Da hun endelig lander et job, finder hun ud af, at mændene i samme stilling får højere løn, lettere opgaver og tilbudt forfremmelser. Hun finder også ud af, at der har været spycams på kvindetoiletterne – et udbredt problem i Sydkorea.
Da Jiyoung bliver gravid, må hun beklage over for familien, at det desværre er en pige. Hun bliver mod sin vilje hjemmegående husmor og bliver i det offentlige bliver kaldt for en »mor-parasit«, der lever af sin mands penge.
Som læser får man meget sjældent adgang til Jiyoungs tanker og følelser. Hun fremstår nærmest anonym, hvilket også understreges af romanens forside. Det er en skuffelse, der samtidig udgør en stærk pointe. Jiyoungs inderste er irrelevant for, hvordan hendes liv som kvinde udformer sig. For, »Kim Jiyoung er alle kvinder«. Som Cho Nam-joo selv har udtalt til Financial Times, så er hun en kollektiv oplevelse, som Sydkoreanske kvinder deler.
Det, Jiyoung observerer, erfarer og gennemgår i sit liv, kobles til samfundet omkring hende. Gennem hele romanen refererer Cho Nam-joo til statistikker, rapporter og artikler, der minder os om, at den fiktive Jiyoung ikke er opdigtet. Fakta akkompagneres af tørre, feministiske kommentarer.
Romanen har da også fået både feminister og antifeminister i Sydkorea til at gå på gaden. Men den er ikke kun interessant i den kontekst. Gennem sit liv erfarer Jiyoung, at det ikke udelukkende er regler og systemer, men værdier hos de mennesker, hun møder, der undertrykker kvinder. Det er et subtilt, feministisk, litterært værk, der på ikke-akademisk vis inviterer os, uanset geografisk og kulturel kontekst, til at forstå, hvordan det private og politiske forbliver uadskilleligt, (også) når vi taler kønsroller.
Sprogligt har romanen ikke travlt med at være en sanselig oplevelse eller at kaste om sig med skønlitterært lir. Det ligefremme og simple sprog passer godt til Cho Nam-joos agenda. Samtidig betyder det også, at de meget få billeder og sceniske passager, der så rent faktisk er, ikke går ubemærket hen. For eksempel da Jiyoung som barn finder ud af, hvorfor hendes mor er hjemmegående og »følte sig som en lille, men tung sten der hang fast i sømmen af en lang nederdel og tyngede hendes mor ned«.
Eller da Jiyoung og hendes datter begge er faldet i søvn suttende på hver sin tommelfinger, og hendes mand får det så underligt ved synet af hende, der imiterer et omsorgskrævende væsen, at han må trække Jiyoungs tommelfinger ud.
Dog kunne der godt være endnu færre billeder, da nogle af de få, der er, er lige lovlig oplagte, og derfor kommer til at virke forkrampede. For eksempel at sammenligne arbejdsmarkedet med en labyrint, man ikke kan finde rundt i.
Romanen slutter hos et ”jeg”, som er den psykiater, der skal behandle Jiyoung for hendes »underlige opførsel« og mulige »personlighedsforstyrrelse«. Men kønsdiskrimination har selvfølgelig også fundet vej ind i psykiaterens praksis, og måske bliver det aldrig opdaget, at det er samfundet, der er sygt og ikke Jiyoung.
Kort sagt:
‘Kim Jiyoung, født 1982’ insisterer på at blande det private med det offentlige og det anekdotiske med det almene, når den får gjort sin hovedkarakter til alle kvinder, der udsættes for kønnet uretfærdighed.