»Jeg er i en periode lige nu, hvor det i lang tid har føltes som sådan, stilhed før stormen,« svarer Esben Weile Kjær let læspende med et forsigtigt smil og læner sig skævt ind over terrassebordet i den lille baggård på Nørrebro, hvor han har sit atelier.
Solen bager, og den sorte Dieseltrøje er lynet helt op til en sart perlekæde og spidserne på hans glatte, skulderlange alfehår. Jeg har lige spurgt ham, hvordan han har det.
Han kigger på mig med sine skarpe øjne og ler.
»Og nu føles det virkelig som, sådan … stormen«.
Han er lige landet i København efter en festivalweekend i Barcelona og har »tonset« rundt hele morgenen: Et smut ud til sit galleri i Nordvest, forbi et værksted for at hente en glasprøve til et kæmpe mosaikloft, og lidt videre arbejde på nogle spejlblanke guldpudler. Næste uge skal han på Heartland Festival og udstille værket ’Gravity’ – en 2,20 meter høj Silver Surfer-agtig skaterfyr på en bronze-UFO, der balancerer på en graffitisprayet betonpyramide nede i voldgraven foran Egeskov Slot.
Og så har han ikke engang fortalt om sin sommer.
»Efter Heartland tager jeg til Paris for at udstille i Oscar Niemeyer-bygningen, det franske kommunistpartis hovedkvarter. Så til … Salzburg, mener jeg, og vise en performance på Museum der Moderne Salzburg, og så skal jeg lave CHART inde på Charlottenborg, og så tager jeg direkte til Korea, hvor jeg skal udstille på Gwangju Biennalen og performe på nationalgalleriet MMCA i Seoul, og så tager jeg derfra direkte til Berlin, hvor min udstilling ‘Milky Way’ åbner på Trauma Bar Und Kino, og så kommer jeg hjem og starter installering af ’Solar System’ på Kunsten i Aalborg«.
Det er et sommerprogram, der kunne give de fleste mennesker åndenød. Esben Weile Kjær medgiver også, at han får en »sindssygt hektisk sommer«. Alligevel virker han på overfladen relativt upåvirket ved udsigten til de travleste måneder i sit liv. Han sidder foran mig, henkastet, lidt strittende i stolen og to meter høj.
»Jeg har altid været god til at prioritere også at have et liv. Jeg arbejder ikke hele tiden, sådan vil jeg ikke leve mit liv«, fortæller han.
Selvom han har travlt, ser han stadig sine venner. Han doomscroller ligesom alle andre og besøger sin kæreste, der til daglig bor i Hamborg.
»Men jeg har aldrig nogensinde før prøvet det i den her skala. Og det er sgu både rimelig spændende og nervepirrende«.
Fra Berghain til Magasin du Nord
Med sin fintfølende sans for popkulturens kastevinde har Esben Weile Kjær på rekordtid cementeret sig som én af sin generations mest interessante og suverænt mest eftertragtede kunstnere.
For kun to år siden tog han afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med værket ’Mirror’, der var en meterhøj glasmosaik om de europæiske udbrud af dødelig ’dansepest’ i 1500-tallet med dertilhørende soundtrack af Mø.
Alligevel har han allerede udstillet her og der og allevegne: Fra det verdenskendte Centre Pompidou i Paris til natklubben Berghain i Berlin og i det københavnske storcenter Magasin du Nord. Han dissekerer desuden moden og tidsånden med kirurgisk præcision som hyppig gæst i Politikens Poptillæg, han har samarbejdet med modebrands som Ganni, Icon Visions og Paolina Russo, og sidste år slog han pjalterne sammen med Maja Malou Lyse i et videoværk, der blev vist på Orange Scene på Roskilde Festival.
Med andre ord kan det næsten virke forsimplende blot at kalde Esben Weile Kjær for ’kunstner’. Der er nemlig ikke meget navlepillende ateliernørderi over den 31-årige aarhusianer. Han insisterer på, at hans værker skal ud over rampen og ikke kun leve på galleriernes kridhvide vægge.
»Hvis man ser helt strategisk på det fra “kunstverdenens perspektiv”, giver det jo ingen mening at udstille i et stormagasin, når man har vist et værk på Pompidou«, forklarer han. »Men jeg har brug for, at mine værker findes begge steder. Jeg har brug for, at mine værker ikke kun lever i kunstrummet, men også på en catwalk«.
Esben Weile Kjærs værker gør sig også godt både på museer og til modeshows. De spænder bredt, lige fra dystopisk-utopiske rave-performances til forvrængede legetøjsskulpturer i glas eller bronze, der trækker på hans barndom i 90’erne. Man kunne måske kalde dem funklende, forførende og foruroligende udtryk for millenialgenerationens ambivalente forhold til popkulturen, sociale medier og kapitalismen, ikke mindst.
»Tit er den klassiske karrierestige i kunstverdenen, at det bare bliver finere og finere, lige indtil du dør. Det er jeg ikke interesseret i. Jeg er interesseret i, hvad der sker, når institutionerne slår sig på hinanden. Når jeg kan få Kunsthal Charlottenborg og Magasin til … «, siger han og slår hænderne sammen med et højt klask, » … at slå gnister. Kunsten skal ud i verden, ud på forsiderne og ud i radioprogrammerne, alt det der«.
Hvor drømmer du ellers om at udstille?
Han klukker.
»Jamen altså, i alt lige fra forlystelsesparker til kirker til centralbanker til Børsen. Og det kommer jeg til. Måske ikke præcis de steder. Men mine værker kommer 100 procent til at blive ved med at arbejde sig ud af kunstinstitutionerne«.
Fredagsslik i solsystemet
Sidste efterår var Esben Weile Kjær fem måneder i Brooklyn i New York for at lave research til ’Solar System’, der åbner 10. oktober på Kunsten i Aalborg og bliver hans største udstilling til dato.
Arbejdet med udstillingen startede for tre år siden, og egentlig skulle den have handlet om TikToks algoritmer.
»Men da jeg kom til New York, blev jeg nødt til at gentænke hele udstillingen«, fortæller han. »Nu kommer den til at handle om infrastruktur og arkitektur. Det kommer til at ligne en blanding mellem luksuriøse bunkere og sovjetiske legepladser, måske også lidt skyskrabere. Bygget i beton«.
På sin telefon viser han mig futuristiske arkitektmodeller af brutalistiske betonelementer. I loftet skal der hænge en kæmpestor neonsol, der skal minde lidt om solen fra Teletubbies. Blankpolerede bronzevæsener med edderkoppeben, bikroppe og guldsmedevinger kravler rundt i udstillingen med hoveder som Mickey Mouse eller Teletubbies. Fire tonstunge epoxydiamanter fyld med gamle smykker, nøgleringe, kondomer og cigaretskodder bliver også produceret til udstillingen, og så har Esben Weile Kjær fået lov at låne et Andy Warhol-værk af Louisiana fra serien ’Diamond Dust Shadows’.
»Som barn var vi tit ude ved Vestkysten. Jeg kan huske, at vi legede på de gamle nazibunkere og brugte dem som rutsjebaner, fordi de lå skævt i sandet. Jeg så dem udelukkende som en legeplads, helt uden at forstå deres voldelige forhistorie«, erindrer han om de minder, der ligger til grund for udstillingen.
»For mig peger udstillingen på den ekstremt komplekse erfaring af at leve i en arkitektur, der både rummer så meget vold og ideologi, men som også fuldstændig naivt kan forvandles til noget andet. Det er poppens sammenbrud, men også poppens utopi«.
Han lyner sin trøje ned og viser mig den t-shirt, han har fået trykt til udstillingen med teksten: ’Glitter World Glam Gravity’.
Han fortæller, at månederne i New York både accelererede den »popkulturelle fascination« og den »politiske aversion,« han altid har haft af og imod USA. Som 16-årig flyttede han til København, blev ung i punkmiljøet og boede i det anarkistiske venstrefløjskollektiv BumZen, der ligger kun et brostenkast fra hans atelier. Men inde i Esben Weile Kjær lever den aktivistiske punkerknægt side om side med den glitterglade popdreng.
»Siden jeg var helt lille, har jeg haft et begær mod pop. Selvom jeg har en total fascination af punkens brutale anarki, elsker jeg også bare Lady Gaga«.
Han finder en artikel frem på sin telefon, som sociologen Nikolaj Schultz har skrevet om hans arbejde med titlen ’Kollapsets almenhed, eliternes flugt’. Mens han scroller, tikker en TikTok-notifikation ind med billedet af en skål glinsende suppe og teksten »Homemade lunch«.
»Vores ungdomskultur er så gennemsyret af Hollywood«, fortæller han om sin motivation for netop at tage til USA, »at Europa kan føles som et forvrænget spejlbillede af den ekstremt neoliberale ideologi, der kommer fra USA. Så i stedet for at sidde og undersøge populærkulturen herovre fra Nordeuropa, ville jeg til New York for at se, om jeg kunne få det sådan helt foie gras-and-agtigt«.
Han imiterer en brækrefleks.
»Om jeg ville blive så stopfodret med pop, at jeg ville være lige ved at kaste op. Om jeg kunne få nok«.
Da hans mor var lille, fortæller han, elskede hun slik så »problematisk meget«, at hans bedstemor en dag lod hendes spise alt det slik, hun havde lyst til. Håbet var, at de groteske mængder ville kurere hendes umættelige appetit på slik – og måske få hende til at hade det.
»Det er vel et forsøg på at tvinge noget så langt ud, at der måske kan opstå noget nyt på den anden side«, sammenligner Esben. »En form for modreaktion«.
Frankensteins marketingmonster
Når man taler med Esben Weile Kjær, får man indtrykket af en kunstner, der er fanget i en evig Tekken-duel med kapitalismen. En mand med et komplekst love-hate-relationship til glitter, marketing og modstand.
Det er også svært ikke at sammenligne titlerne på de udstillinger, der i 2020 fik hans karriere til at tage fart, nemlig ’Hardcore Freedom’ på Copenhagen Contemporary og ’Power Play’ på Gl. Strand, med moderne popalbumtitler. Tænk bare på Dua Lipas ’Radical Optimism’ eller Ariana Grandes ’Eternal Sunshine’.
Esben Weile Kjær kan sagtens forstå sammenligningen. For de simple, effektive statements (som han parentes bemærket kalder »idiottitler«) er ikke en tilfældighed.
»Jeg bruger rigtig mange kommercielle strategier i min kunstpraksis. Hvis andre kunstnere har et materiale såsom ler eller oliemaling, er mit materiale nærmest de strategier, der kommer fra reklameverdenen«, fortæller han. »For hvis jeg kan forstå dem, kan jeg måske også kritisere dem«.
I 2021 tog han sin undersøgelse af forbrugerismens mekanismer videre, da han skabte den fiktive karakter Julian Luxford: et flamboyant, upassende og plasticopereret alter ego med dramatisk blå øjenskygge og filler-spændte læber, der overtog Magasin. En kæmpe, oppustelig dukke af ham fyldte hele elevatorarealet, skinnende maskotstatuer glinsede mellem mærkevarerne, og på Instagram gik Julian Luxford-filteret viralt.
Esben Weile Kjær ville undersøge, hvor langt han kunne skubbe marketingstrategierne ud. Svaret viste sig at være … måske en anelse for langt: Julian Luxford blev kortvarigt cancelled, og som et andet Frankensteins monster hjemsøger han stadig Esben Weile Kjær den dag i dag.
»Julian Luxford var en maskot for min kunstpraksis, som bare blev alt for voldsom,« fortæller han, tydeligt mærket af et projekt, der nok gik lidt over gevind.
»Til sidst kunne jeg slet ikke holde ham ud. Jeg havde det sådan: ’Forsvind ud af mit liv!’ Det her frygtelige alter ego, som jeg har sat i verden og er blevet til, har taget over. Men det var selvfølgelig også det, jeg prøvede på. Det var også derfor, han blev cancelled. Han blev kritiseret for at være en hvid mand, der tog for meget plads. Hvilket han også gjorde. Og han ville bare ikke dø. Jeg har sluttet lidt mere fred med det i dag, men det forfølger mig stadig«.
At ryge små børn ind i hovedet
Julian Luxford-projektets undersøgelse af, hvordan markedsføring er tæt knyttet til vores helt intime liv, skulle ifølge Esben Weile Kjær gøre det umuligt ikke at forholde sig til den kapitalisme, vi alle sammen sopper rundt i. Det er noget, der altid har interesseret ham. I hvert fald lige siden hans tid på Rytmisk Musikkonservatorium, hvorfra han har en bachelor i Music Management.
»Mit afgangsprojekt handlede om, hvordan pr-strategier for verdens største popartister reproducerer kønsstereotyper. Hvordan er Beyoncés markedsføringskampagner med til at skabe og opretholde en konkret virkelighed? Hvordan opfatter vi brandede billeder i en tid, hvor kommercielle interesser og vores egne private liv konstant flyder sammen fx på Instagram?«
Han tænker sig om et øjeblik.
»Ej, jeg er simpelthen også blevet så Instagram-kritisk på det seneste«, ler han opgivende.
Hvordan det?
»For tiden bliver man nærmest kun opfattet som et politisk tænkende væsen, hvis man poster politisk på Instagram. Og det er jo et gigantisk paradoks, at man kun kan være politisk, hvis man poster på en helt bestemt måde på én af verdens mest kapitalistiske, neoliberale platforme, der samtidig bliver brugt til krigsføring og til mersalg«, svarer han.
Han uddyber: »På den ene side rummer Instagram et stort anarkistisk potentiale i forhold til at dele information, og på den anden side bliver mediet styret af onde algoritmer. Det er et uigennemskueligt system, som fungerer til alt muligt, men som også har virkelig mange problemer«.
Giver det dig så lyst til at slette Instagram?
»Havde du spurgt mig for et år siden, havde jeg afvist det blankt. Men for to uger siden tænkte jeg: Måske er det her ikke længere for mig. Så … nej, men ja.«
Hvorfor tror du ikke længere, det er for dig?
»Jeg kan bare mærke en helt intuitiv modstand mod, at aktivisme primært skal eksistere på den platform. Man kan sagtens være et politisk funderet menneske uden at være det på Instagram. Instagram er ikke det eneste virkelige sted. Og hvis det bliver dét, så bliver det totalitært på en måde, jeg ikke bryder mig om«.
Totalitært?
»Det er en ekstrem dyrkelse af individet. Det bliver aldrig kollektivet, aldrig den strukturelle analyse. Det handler hele tiden om, hvad DU gør. Og dét synes jeg føles meget neoliberalt«, svarer Esben Weile Kjær.
Han tænker højt og snor sit hår om sin pegefinger.
»Måske er det snart tid til noget fuldstændig andet. Måske kommer der en total modreaktion mod sociale medier. Måske vil vi en dag have det sådan med vores brug af sociale medier, som vi har det, når vi i dag kigger på billeder fra 70’erne, hvor skolelærere står og ryger små børn direkte ind i hovedet«.
Det er ufærdige tanker, siger han og trækker lidt på skuldrene.
»Men jeg er jo ikke fuldstændig pessimist. Jeg har ikke slettet Instagram. Endnu, altså«.
»Esben Weile Kjær«-agtigt
Tanken strejfer mig, at det måske ikke er så underligt, at Esben Weile Kjær har en stærk skepsis mod sociale medier: Han er nemlig et meget privat menneske.
Han sidder med spredte ben under interviewet, og hans ansigt er åbent og kækt. Men man mærker, at der gemmer sig noget resolut lige inde bagved. Noget tilknappet lige bag det generøse. Noget, der siger: »Hertil og ikke længere«.
»Jeg ser langt færre mennesker i dag end for bare et par år siden«, fortæller han og griner. »Jeg går nærmest ikke ud. Jo, jeg tager til fester, men slet ikke klubber og den slags. Jeg har nok et større behov for at prøve at lade mine værker tale for sig selv og have et privatliv end tidligere. Det føles rigtig rart«.
Han undviger høfligt mine spørgsmål om det liv, man udefra kan forestille sig, at han må have: Et liv fyldt med fester, fart og fascinerende it-girls.
»Hvis jeg også i mit privatliv bliver konfronteret meget med mine værker, så får jeg det ret klaustrofobisk«, uddyber han. »Og så snart du går på klub, så performer du. Så er du på, og så kan nogle mennesker have en meget klar idé om, hvordan du er. Den idé har jeg egentlig hverken lyst til at be- eller afkræfte«.
Det sker dog ikke kun på klubben. For nylig sad Esben Weile Kjær også i et professionelt møde, hvor én af deltagerne konstant omtalte ham i tredje person.
»Det var simpelthen så weird«, fortæller han og gør store øjne. »Hun blev ved med at sige, ’ej, hvor ville det bare være super Esben Weile Kjær-agtigt, hvis vi gjorde sådan her!’ Jeg trippede og zonede totalt ud over det. Altså, hvad betyder det?«
Ja, hvad tror du selv, det betyder?
»Hmm. Det er nok et temperament, en attitude. En særlig måde at kommunikere på. Men apropos alter egoer og Julian Luxford, så har det jo nærmest fjernet sig fra mig. ’Esben Weile Kjær’ er blevet navnet på en metode, man ikke behøver være mig for at bruge. Hun spurgte mig jo ikke: ’Hvad har du lyst til, Esben?’«
»Det er jo en ret sindssyg præmis. Men også ret grineren. Og det er også min egen skyld. Jeg har skruet op for min person så mange steder, at jeg nærmest har sat mig selv skakmat«, ler han.
En rytterstatue i drag
Når man kigger rundt i Esben Weile Kjærs atelier, er det tydeligt, at det ikke er hans primære opholdssted. I hjørnet af det mintgrønne lokale ligger en ensom, lyserød teddybjørn på en hudfarvet lædersofa sammen med to krøllede sølvfoliepuder. Rundt omkring står et par højglanspolerede skulpturer og en kasse med farvestrålende similisten, og på hans skrivebord ligger det, der ligner Voldemorts tryllestav og en skitse til et mosaikværk, han er ved at farvelægge med farveblyanter.
Han fortæller mig begejstret om sit arbejde med blyindfattet glas og bronzeskulpturer, der fylder meget for tiden.
»Jeg er vildt optaget af de her traditionelle medier, der går langt tilbage i tiden. Blyindfattet glas kender vi jo fra middelalderkirker, men når jeg giver det mit formsprog, så ser folk nærmest ikke, at det er blyindfattet glas. Så ligner det en reklame eller noget fra Las Vegas. Og når man ser mine bronzeskulpturer, tænker man heller ikke, at de er samme materiale som rytterstatuen nede på torvet.«
Og hvorfor skal kirkemosaikken og rytterstatuen ikke ligne sig selv? Er det for at pege på, at de måske ikke er så forskellige fra reklamer, eller hvad?
»Totalt!« bekræfter Esben Weile Kjær og fortsætter ivrigt.
Når han taler om sin kunst, er det i kaskader, som et vandfald. Det er ikke rablende, men præcist og indsigtsfuldt. Sådan føles det i hvert fald. Han tænker, mens han taler, og begge dele lynende hurtigt. Han har læst sin Walter Benjamin og hørt sin Rihanna. Og han er ikke bange for at lade dem støde sammen. Som var verden en rebus, og Esben Weile Kjær to millimeter fra at løse den.
»Lige siden hulemennesket begyndte at presse bær for at male med saften, har mennesket haft et behov for at afbillede noget spektakulært. At de havde nedlagt et eller andet dyr blev et billede, de kunne samles om. I kirken samles vi om motiver, der bliver lyst op bagfra af solen – en helt old-school, reklameagtig tilgang, som jo er vildt praktisk inden for religion«, siger han med et smil.
»Det næste skridt er, at man lærer at bøje ting i neon og lave logoer, der kan lyse hele byen op om natten«.
Han finder en avisforside frem fra udstillingen ’Butterfly!’, som han lavede sidste efterår på Arken, hvor han gik på jagt i museets kunstsamling og skabte et anmelderrost gesamtkunstwerk med kunstneren Mira Windings graffiti på væggene, 90’er-værker og lyddesign af Courtesy.
»Når du kigger på den her skulptur«, siger han og peger på udstillingens maskot, en uhyggelig sommerfugl med ørneklør, hugtænder og sort-hvid Kiss-makeup, »så er der jo også ret langt til en rytterstatue. Den er som om, at den vrænger af et eller andet. Det er nærmest en rytterstatue i drag«.
Pudlens kerne
Historien om Esben Weile Kjærs kometkarriere er en perlerække af succeser og vilde muligheder. Han må ikke sjældent takke nej til nye samarbejder alene af den simple grund, at han ikke har tid. Et luksusproblem, der sikkert kan gøre mange af hans kolleger ganske misundelige.
Men med succes følger også opmærksomme øjne. Noget, Esben Weile Kjær for alvor mærkede, da han deltog i udstillingen ’En anden surrealisme’ på Den Frie i efteråret 2022.
Allerede inden udstillingens åbning havde den været genstand for stor debat. Værkerne var nemlig kurateret af kunsthistoriker Anna Weile Kjær, Esbens søster, som led i hendes Ph.D-projekt, og ét af værkerne var hendes brors glubske, pink og Jeff Koons-agtige hundeskulptur, ’Pudlens kerne’. Sagen fik opmærksomhed, da Politiken offentliggjorde en artikel med overskriften: »Har dansk kunstkomet fået en forlomme af sin egen søster?«
Under vores snak er Esben Weile Kjær levende og lattermild, men hans toneleje bliver betydeligt mere kontrolleret, da snakken falder på sagen om Den Frie.
»Det føltes jo vildt mærkeligt dengang«, erindrer han. »Jeg havde lige taget afgang fra Akademiet som nyuddannet billedkunstner, der havde et enkelt værk med på en gruppeudstilling. Men på mange måder tvang det os jo til at tænke anderledes om vores kunstneriske samarbejde«.
Han fortæller, at han har lavet kunst med sin søster, lige siden de var små. »En duo,« kalder han dem. De har altid haft de samme venner og interesser, men med alderen specialiserede de sig i hver sin retning: Hun læste kunsthistorie, og han på Kunstakademiet. I 2018 blev de sågar interviewet i Politiken om deres nære samarbejde, da de kuraterede udstillingen Alt_Cph i fællesskab.
»Det føltes paradoksalt, at vi det ene øjeblik blev hyldet for at være to søskende, der arbejdede sammen, til at dét det næste øjeblik blev framet som et problem i samme avis«.
Dit arbejde involverer jo ofte dit netværk, som når Mø eller Courtesy laver musik til dine værker. Ændrede debatten din tilgang til samarbejder med dine venner og familie i kunstverdenen?
»Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt kan arbejde tæt sammen med folk, jeg kender. Ofte er mine udstillinger skabt af et kæmpe hold, lidt som i musikverdenen, hvor folk producerer og er featuring på hinandens ting på kryds og tværs. Jeg tror, det er den eneste måde, jeg kan arbejde på. Men det bliver sværere og sværere, når mine ting bliver mere institutionaliserede. Det betyder også, at jeg har et større ansvar«.
Men du kan godt forstå, hvorfor dit samarbejde med din søster affødte kritik?
»Kritikken er helt legitim, men jeg synes, at magtkritik i Danmark godt kan blive meget tabloidt og fokusere på personsager. Selvfølgelig er magtkritik vigtigt. Men så bliver vi også nødt til at analysere, hvem der faktisk har magten. Er det virkelig en Ph.d.-studerende kurator på Den Frie? Hvor er det egentlig, at pengene ligger? Det kræver, at man er skarp i sin analyse og sin magtkritik«.
Debatten har ikke betydet, at Esben Weile Kjær nu sidder og arbejder alene i sit atelier. At lave udstillinger er en holdsport, fortæller han. Og han er med egne ord stadig bare en ung billedkunstner, der prøver at navigere i det hele og gøre det så godt, som han kan.
»Jeg føler slet ikke, at jeg er et sted, hvor jeg kan stå og kigge tilbage. Jeg er stadig i midten af et eller andet. Og så håber jeg bare, at jeg er blevet klogere om ti år«.
Alting sker så meget
Vi har snakket i to timer, og fotografen er lige på trapperne. Jeg fortæller Esben Weile Kjær, at jeg første gang stødte på hans navn i 2018, da jeg fandt hans digtsamling ’Alting sker så meget’ fra 2015 i et antikvariat. Der var noget ved titlen, digtenes direkte energi (»kan man græde og have stiv pik på samme tid?«) og de blitzbegejstrede fotografier, der passede perfekt til en 19-årig provinsbøsse, der lige var flyttet til København.
»Det er fandeme også en grov titel«, udbryder Esben Weile Kjær, da jeg nævner bogen. Men han elsker den.
Esben Weile Kjær udgiver ikke længere poesi, men alle hans udstillinger begynder faktisk som skrift, fortæller han. Han starter med et vildtvoksende dokument fyldt med memecitater og undertekster fra tv, og senere bliver det til kunst; en Diddl-figur med plasticoperationer eller et anarkistsymbol som en blomsterkrans.
»Jeg fandt nok bare ud af, at det var mere spændende som kunst end som poesi«, fortæller han.
Han rejser sig og viser mig en skål fyldt med jojos, de små plasticfigurer fra halvfemserne, der dominerede skolegårdene landet over, og som han også bruger i sine værker. Ballonerne fra Paolina Russo-modeshowet i januar, en plakat fra en gammel performance. Små brudstykker fra et liv på kollisionskurs, ikke bare med den danske andedam, men med den internationale kunstscene.
Alting sker så meget, særligt for Esben Weile Kjær lige nu og de kommende måneder. Og det har det måske altid gjort.
»Hvis du snakkede med min mor, ville hun sige, at der er intet, der har forandret sig«.