Der er en grund til, at unge mennesker forbliver i hårde miljøer. For nogle er det stofferne, for andre er det pengene. Men det er i særdeleshed kammeratskabet, som gør det så svært at forlade dem.
Det mener forfatterkometen Oliver Lovrenski, der er aktuel med den danske oversættelse af hans hypede debutroman, ‘Da vi var yngre’, som handler om de unge gadedrenge Ivor, Marco, Arjan og Jonas, som sælger stoffer og udøver grov vold, overlever lige akkurat; forelsker sig og er der for hinanden, når ingen andre er.
Bogen har Lovrenski bygget på delvist selvoplevet stof, og vennegruppen er en blanding af ham selv, hans venner og andre bekendte fra det hårde miljø i Oslo, som han endelig forlod, da han var 17 år gammel. Nu er han 20.
Soundvenues anmelder gav den danske oversættelse fuld plade og sendte roser til tekstens musikalitet og mundrethed; til Lovrenskis »helt forjættede flow«; til en punktumløs bog, hvor »skriften er forpustet«, »dirrende« og »hudløs«. Som for eksempel her:
»marco ringede midt i timen og sagde bare, bror, hørte du, at arjan jappede to pendejos i klasseværelset, wallah askar fangede ham, så jeg spurgte, hvad skete der, og åbenbart arjan var vågnet og havde tænkt, solen skinner, jorden spinner, det er på tide med et candyflip, for efter første time han gik på toilettet i fyrre minutter, og da han kom tilbage, han havde bar overkrop og råbte om, at alle skal være venner og kærlighed til jorden, så to pakier begyndte at råbe skide svans, og arjan var bare, ja, hvad hvis jeg er, og kastede et bord efter den ene, og med et knojern bankede han den anden ned«
Det særligt kendetegnende ved ‘Da vi var yngre’ er nemlig dens jappende, nærmest rappende stil, for den er fortalt i den unge vennegruppes sprog, der blander norsk (i oversættelsen klart nok dansk) med engelsk, kroatisk og somali og er så fyldt med slang, at der bagerst i bogen er trykt en ordliste, for dem der ikke lige er med på, hvad flus (penge), dheri (hash) eller pendejo (skiderik/fyr) betyder.
For debuten, der udkom på norsk i september i fjor, har Lovrenski blandt andet modtaget Bokhandlerprisen, Norges svar på De Gyldne Laurbær, som den yngste nogensinde. Romanen er solgt til udgivelse i 15 lande, herunder Danmark, hvor Lovrenski var på plakaten til dette års Louisiana Literature.
Her mødte Soundvenue den 20-årige forfatter med dedikationen til bedstemoren, »Du så meg ta mitt første pust, jeg så deg ta ditt siste«, tatoveret på overarmen.
Engang troede han ikke, at han ville fylde 17 år. Men nu sidder han her: På en balkon med udsigt over litteraturfestivalens gæster, der går fra telt til telt på museets græsplæne.
Her taler vi med bestsellerforfatteren om dedikation, drømme og kammeratskab. Han fortæller om at skrive ‘Da vi var yngre’; om at fiktionalisere sine egne erfaringer og at finde det helt rigtige sprog til at beskrive tilværelsen for nogle udsatte unge mennesker, hvis historie sjældent bliver fortalt.
Hvorfor begyndte du at skrive?
»Et sted hørte jeg Jordan B. Peterson sige, at det at skrive er terapeutisk, at det kan hjælpe dig med at bearbejde ting. Jeg tænkte, det er billigere end en psykolog. Så jeg begyndte at skrive om de ting, jeg er gået igennem. Det hjalp, og derfor blev jeg ved. På et tidspunkt kunne jeg se, at det, jeg skrev, kunne blive til en historie, og så besluttede jeg mig for, at det skulle blive en fucking god bog. Jeg dedikerede mit liv til det, 24/7«.
»På det tidspunkt arbejdede jeg i telemarketing. Jeg var faktisk ret god til det, jeg arbejdede 12-timers-vagter og tjente gode penge. Efter seks måneder sagde jeg op, og rejste rundt i ni måneder i Italien, Kroatien og Slovenien, hvor det var billigere at være end i Norge, imens jeg skrev på min bog. Det var dét, al min tid og alle mine penge gik til«.
Hvordan fandt den forandring sted, at du gik fra at skrive for din egen skyld til at skrive på noget, som andre skulle læse?
»Desperation, tror jeg … Du ved, jeg havde bare den her tanke: ‘Jeg skal skrive om at være ung i dagens Oslo, og jeg har ikke andet for, så jeg må bare få det til at fungere’. Altså i realiteten kunne jeg da godt være begyndt at arbejde igen, men jeg ville noget andet. Jeg ville skabe noget stort, være noget særligt«.
Hvad drev dig til det?
»Sådan har jeg altid haft det. Det er lidt sådan en ild, der bare er i mig. Hvis jeg ikke kanaliserer den i ind i noget, bliver det kaotisk«.
Overvejede du at lave andre ting?
»Jeg overvejede også at lave musik, faktisk …«
Ja, man tænker jo lidt: Havde det ikke været mere oplagt, hvis Oliver Lovrenski, der skriver på ‘gadesprog’, havde lavet hiphop?
»Ja, men jeg kiggede på det kommercielt. Alle rapper om de her ting, men ingen skriver bøger om dem. Så jeg tog de samme temaer, det samme sprog, og satte det ind i et nyt format«.
Jeg syntes ellers, jeg hørte dig sige under dit interview med Haidar Ansari på Louisiana Literature, at det var fordi, du ikke kunne synge?
»Tja, jeg kunne vel rappe. Bruge autotune og sådan … og i øvrigt skulle jeg da nok kunne lære det? Men jeg kan faktisk bedre lide processen i at skrive en bog, det længere format gør det lettere at undgå klichéerne, og du har mere tid til at tænke over, hvad det egentlig er, du vil sige og sætte i verden«.
Du siger, at ingen skriver bøger om de ting, du skriver om; om unge mennesker, der tager mange stoffer og begår hård kriminalitet. Hvordan kan det være, tror du?
»For det første, fordi det ikke er cool at skrive bøger«.
Ikke cool?
»Jo, for 22-årige kvinder er det cool. Dem udkommer der masser af hvert år i Norge. En af de vigtigste inspirationer for min egen bog er en ung, norsk kvindelig forfatter, Maria Skaranger. Hun er nok én af de bedste, unge forfattere i Norge lige nu.
For det andet så, for at blive god til at skrive, så skal du også have læst meget, ik? Og her har vi et stort problem, for der er så mange, der ikke læser, især unge drenge. Jeg havde aldrig skrevet før den her bog, men jeg har læst en masse, siden jeg var barn«.
Har det været et mål for dig at gøre det cool?
»Nej. Jeg vil bare tjene penge og skrive gode bøger. Jeg vil ikke ‘gøre det cool’. Folk må selv finde ud af, om de vil skrive, eller hvad de vil.
Der er mange, særligt lærere, som har spurgt mig, hvordan man får de unge til at læse. Eller endda bedt mig om at sige til eleverne, at de skal læse, når jeg har været ude og læse op. Til at starte med havde jeg det sådan lidt, men hvorfor skal de læse? Nu har jeg læst op på det, og jeg har måske et svar: Det er den bedste måde, man kan gøre sig farlig på, nemlig ved at være nogen, som kan stå op for sig selv, fordi de ved, hvordan man kommunikerer. Og det er det, de unge drenge vil være«.
Din personlige historie fylder meget i omtalen af din bog. Hvad tænker du om det?
»Det havde jeg forventet, for det er en bog, der er inspireret af min egen ungdom. Hvad der er interessant er, at selvom dele af bogen er fiktion, så kommer folk fra de samme miljøer, som jeg skildrer i bogen, op til mig og siger, du ved, ‘det her er jo os’: At det er første gang, de har læst om sig selv i en bog. Forældre kommer også op til mig og fortæller, at de forstår deres børn bedre nu.
Det har aldrig skullet være bare min historie. Det skulle være Oslos historie, og i forlængelse heraf Københavns historie og Stockholms historie. For her ser vi nogle af de samme problemer. Der er intet nyt i det.
Jeg skrev den her bog for at bringe en historie frem i lyset, som ikke er blevet fortalt, og jeg håbede på, at den kunne starte samtaler rundt omkring. Folk tror, at når man udgiver en bog som min, så kan man give dem alle svarene. Men svarene er der allerede. Hvis politikerne ville vide, hvordan man fixer ting i vores samfund, er der folk, de kan gå ud og tale med«.
Håber du på at kunne være en rollemodel?
»Ikke nu. Måske om 15 år. Jeg er slet ikke mand nok. Jeg har ikke regnet tingene ud endnu, jeg er stadig på vej. Man kan godt se på mig og tænke, at jeg har opnået noget, og det er attråværdigt. Men jeg er slet ikke landet nok i mig selv til at kunne give andre råd. Det kan godt være, jeg ved noget om at være en god mand. Men jeg ved endnu ikke, hvordan man er en god mand«.
Bogen er blevet rost for hverken at være sentimental eller selvforherligende. Hvilke tanker har du gjort dig om den måde, du skildrer drengenes verden på?
»Det allervigtigste for mig var, at det skulle være ærligt. Det skulle være autentisk og ikke glorificerende. Men på samme tid ville jeg også gerne vise de gode ting, du ved, der er jo en grund til, at folk bliver i sådanne miljøer.
For nogle er det pengene, og for nogle er det stofferne. Men det er særligt på grund af venskaberne, familiefølelsen, at have et sted at høre til. Det er kammeratskabet, som gør det så svært at forlade gruppen«.
I bogen er drengenes relation til hinanden ambivalent. De er både hinandens beskyttere og holder hinanden fast i stofafhængighed og kriminalitet.
»Det er nok den ene ting, som jeg har gjort skønnere i bogen. Folk i de her miljøer er generelt ikke så loyale, så gode, som drengene er«.
Hvorfor skrev du dem så sådan: Så solidariske og med så stor kærlighed til hinanden?
»For at udleve, hvordan det ville have været at være perfekte venner«.
Har du selv været en uperfekt ven?
»Absolut. Og det er en byrde, man må bære«.
Så det er måske også en måde at gøre det godt igen?
»Ja, måske. Men det er vigtigt at have idealer, ikke? At artikulere, hvem man gerne vil være. Jeg gav dem så kærligt et venskab for at beskrive det ideal i praksis«.
I bogen står der om drengene: »Det var ikke drømme, vi manglede, men håb«. Hvad er forskellen?
»Drømme er ikke særligt meget værd i sig selv. Det er noget, du bruger til at flygte fra virkeligheden. Håb, derimod, det er noget, man får, når man har erfaret, at man kan opnå noget, man har sat sig for. Drengene i bogen, de har ikke noget håb, for den følelse af personlig sejr kender de ikke«.
… og forældrene er fraværende, og hverken myndigheder eller lærere forventer rigtig noget af dem.
»Det er okay, hvis andre ikke tror på dig. Men hvis du ikke tror på dig selv, er du på den. Men du får ikke selvtillid ved at stå foran et spejl og råbe ad dig selv. Du får selvtillid ved at få erfaring med, at du kan opnå det, du sætter dig for. Det har drengene ikke bevist for sig selv. Og når der ikke er håb, så lider man. Smerte er ikke det værste. Det er håbløshed«.
Har du også haft det sådan?
»Ja«.
Hvordan kom du ud af det?
»Ved at bevise noget for mig selv. For mig var det at arbejde med salg«.
Mange af dine læsere er optagede af det sprog, du har skrevet bogen i, det ‘kebabnorske’, hvad vi på dansk kan kalde ‘gadesprog’. Hvordan fandt du på, at romanen skulle skrives på denne måde?
»Til at begynde med var min bog overvejende skrevet på ‘almindeligt norsk’. Men det var helt frygteligt, det kunne aldrig været blevet udgivet! Jeg havde skrevet to-tre tekster, hvor jeg brugte det sprog, der nu kendetegner hele romanen. Det fungerede bare ikke rigtigt. Men så læste jeg Maria Skarangers bog, som jeg talte om før, ‘Alle udlændinge har lukkede gardiner’…«
Hvordan stødte du på den?
»På internettet havde jeg set, at nogen, der var i gang med at rydde op i deres kælder, gav nogle bøger væk. Af dem fik jeg to plastikposer fyldt med bøger, og deri lå Skarangers bog. Der er ikke rigtig det store plot, det er sproget, at den er skrevet på ‘kebabnorsk’, som gør bogen til noget helt særligt.
En dag, hvor jeg var på vej ud ad døren, gad jeg ikke slæbe rundt på en stor bog. Så der tog jeg den med mig, for den er lille og tynd. Først var jeg meget skeptisk. Men så endte jeg med at læse hele bogen i ét stræk. Allerede dagen efter satte jeg mig ned og startede forfra på min egen roman i et sprog, der mindede om Skarangers. At finde frem til at skrive på den måde, var den manglende brik, som fik romanen til at fungere«.
I bogen ser vi hist og her drengene slå over i ‘korrekt norsk’. Hvorfor taler de så, som de gør?
»Det handler om at vise, hvor man hører til. Det præcis det samme med dem, som arbejder i salg, de har jakkesæt på, eller når alle pludseligt køber den nye Chanel-taske«.
Jeg snakkede med din danske oversætter, Eskil Hein. Vidste du, at der i ordlisten i den danske udgave er flere ord end i den norske, fordi man har valgt at bibeholde noget af den norske slang?
»Nej! Det er sjovt. Faktisk er jeg rigtig glad for ordlisten. Det var noget, vi fandt på, lige inden den skulle sendes til tryk. Vi var lidt sådan: skal det her være et nichekunstværk, eller en bog, som folk kan læse og forstå. I virkeligheden er bogen jo en tidskapsel. For vores sprog udvikler sig så hurtigt, at dem, der er 16 år nu, de taler anderledes, end jeg gjorde, da jeg var på samme alder. Så hvis man ikke skriver det ned, bliver det glemt.
Faktisk overvejede jeg også at udgive en form for ordbog, men det var bedre sådan her, hvor man kan læse ordene, som de bliver brugt. Og så sælger ordbøger jo heller ikke så godt, ha!«
Bogen er også sjov, og det er særligt rammende, når drengene går igennem noget svært sammen, så laver de sjov. Jeg ved, at der i en tidligere udgave af bogen slet ikke var nogen jokes. Hvorfor skulle det ikke kun være en mørk fortælling, men også få én til at grine?
»Sådan var vi også, mig og mine venner. Vi fortalte hinanden historier for at få hinanden til at grine, og gik til hinanden med de mest personlige ting. Når nogens bedstemor var død, grinte vi også af det. Det styrkede vores bånd, når vi grinede sammen. Derfor skulle det sjove være med, for det var så vigtig en del af oplevelsen. Uden humoren havde det ikke været autentisk«.
I bogens dedikation skriver du, at bogen er »TIL ALLE/for optagede af at holde/liv i deres historie/til at fortælle den«. Hvad er dit råd til andre, som føler, at deres historie mangler at blive fortalt?
»At der ikke er nogen, som kommer til at gøre det for dig. Hvis du vil høres, må du åbne munden«.
Med ‘Da vi var yngre’ har du opnået stor succes, modtaget priser, været ude og optræde og givet masser af interviews. Hvad undrer du dig over, at du ikke bliver spurgt mere om?
»Måske hvad det vigtigste, jeg har lært, er?«
Hvad er det?
»Aldrig at give op. Uanset hvad der sker, så vil jeg fortsætte«.